Kirsten Siggaard var netop kommet hjem fra tøsetur i Alanya, inden hun var taget en tur til Fruens Bøge i Odense for at se premieren på Odense Sommerrevy i sidste uge.
Hun har været under kniven tre gange, og i efteråret fik hun foretaget en yderst sjælden operation, der formentlig skal gentages.
– Det er desværre det samme. Selve operationen gik så godt, og det helede så fint, så kirurgen sagde, at han ikke ville være bange for at gentage den, fortalte 70-årige Kirsten Siggaard til HER&NU før forestillingen.
Sidste gang satte hun flere måneder af til operationen, og hun skal derfor finde tid i sin travle kalender, der byder på både rejser over sommeren og 50-års jubilæum til efteråret.
– Jeg vil ikke sige, jeg vænner mig til det, men der har været så meget andet, jeg også gerne vil, sagde sangerinden, der kan leve med øjenproblemerne, selvom det er ubehageligt.