Snakken om døden
Mine tanker kredser om weekendens afslutningsceremoni på kasernen for det næste hold af soldater der drager til Afghanistan til februar, deriblandt min svigersøn.
En dag med mange blandede følelser. En dybfølt ære og stolthed over alle disse unge soldater der drager af sted og sætter deres liv på spil for at beskytte afghanerne mod talebanerne og samtidig en “nytter det ?” følelse, der hele tiden banker på.
Det glædede mig at opleve, hvor meget bedre militæret er blevet til at tackle de mentale udfordringer soldaterne sendes af sted og kommer hjem med, selvom der stadig er lang vej endnu, før det er optimalt.
Mange af forældrene efterspurgte retningslinjer for hvilke spørgsmål “den alvorlige samtale” skal indeholde. Samtalen som alle familier til soldater, der sendes afsted, skal have inden.
En mor til en tidligere udsendt soldat rejste sig op og sagde “ Vi talte om døden, og det, der måske er endnu værre. Hvordan forholder han sig til at komme hjem uden arme eller ben? Hvis det er det arbejde, han brænder for, og han kender til de risici der er, så er det ok med mig."
Nu sender Obama så 30.000 ekstra soldater af sted og Anders Fogh opfordrer andre lande til at være mere aktive og sende flere af sted, samtidig med, at Taleban lover, der dør mange flere soldater, hvis der kommer et større ryk ind. Større modstand kræver større forsvar.
“Der er ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget” sagde min gamle mormor altid. En ting er sikkert. Alle soldaterne og de pårørende har haft samtale om døden, “Den sidste vilje” og den sårede soldat oppe at vende mange gange. Det er der mange familier, der aldrig når, når deres nærmeste dør pludseligt i trafikken.
