Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Rasmus Seebach: Læs om hans karriere, livsstil og kærlighed

Blå Bog:

  • Navn: Rasmus Christian Seebach
  • Kendt musiker og sangskriver
  • Født: 28. marts 1980, 37 år
  • Bor på Frederiksberg
  • Kæreste til Julie Teglhus
  • Far til sønnen Holger
  • Forældre: Tommy Seebach og Karen Seebach
  • Søskende: Nicolai Seebach og Marie Seebach

Læs mere om Rasmus Seebachs karriere og livsstil her

 

Rasmus Seebach bliver født på Frederiksberg i 1980 i København som søn af Karen Sommer og den populære dansktop-sanger Tommy Seebach. Han er storebror til søsteren Marie og lillebror til broren Nicolai. Rasmus Seebach er en af dansk musiks mest populære navne. Han er sanger og sangskriver, og han har fået musikken ind i blodet fra en tidlig alder. Rasmus Seebach begynder sin musikalske karriere i 1999 med hiphop-albummet Skakmat sammen med sin bror Nicolai Seebach under navnet G-Bach. Herefter skriver og producerer de to brødre musik for andre - både udenlandske og danske kunstnere - under aliasset Top Notch Music. Her har de blandt andet arbejdet sammen med Infernal, Jokeren, Natasja, Sisse Marie Søby, David Bishal og Big Brovaz.

I 2005 får brødrene stor succes, da de skriver musikken til velgørenhedssangen Hvor små vi er til fordel for ofrene for tsunamien i Det indiske Ocean.

Debutalbummet Rasmus Seebach hitter

Efter at have skrevet sange for andre musikere i 10 år, går Rasmus Seebach solo og udkommer i 2009 med debutalbummet Rasmus Seebach. Albummet sælger 230.000 eksemplarer, og det indeholder blandt andet hitsinglerne Engel, Glad igen, Lidt i fem og Natteravn. I 2010 slår Rasmus Seebach Kim Larsens rekord i at ligge nr. 1. i flest uger på den danske album-hitliste ved at have førstepladsen i hele 25 uger.

Over 42.000 solgte albums på en uge

Hans andet album, Mer’ end kærlighed, udkommer i oktober 2011, og det gør Rasmus Seebach til den hurtigst sælgende kunstner i Danmark nogensinde, da albummet sælger over 42.000 eksemplarer på én uge. Samlet har Rasmus Seebachs to første albummer tilsammen solgt over 475.000 eksemplarer. I november 2013 udkommer hans tredje album, Ingen kan love dig i morgen, og to år efter udkommer hans fjerde studiealbum Verden kan vente. Verden kan vente sælger 31.600 eksemplarer eller tredobbelt platin på sin første uge som nummer 1 på Hitlisten. Det er næsten dobbelt så meget som resten af Hitlistens top 40 tilsammen.

Rasmus Seebachs musik er også udgivet i Sverige og Norge og på engelsk i Tyskland. Det er især singlen Natteravn, der hittede, og den solgte henholdsvis guld og tredobbelt platin.

Vundne Priser:

  • P3 Guld for debutsinglen Engel
  • Zulu Awards 2010: Årets danske hit, Årets danske sanger og Årets nye danske navn
  • Danish Music Awards 2010: Årets mandelige kunstner
  • Danish Music Awards 2012: Årets danske sangskriver (sammen med Nicolai Seebach og Lars Ankerstjerne for Mer’ end kærlighed), Årets danske mandlige kunstner, Årets danske popudgivelse (Mer’ end kærlighed), Årets publikumspris. Med de fire priser blev Rasmus Seebach den mest vindende kunstner.
  • Danish Music Awards 2014: Årets danske sangskriver (sammen med Nicolai Seebach og Lars Ankerstjerne for Ingen kan love dig i morgen)

Familie og den store kærlighed

Det er ikke kun på musikfronten, Rasmus Seebach har succes. I 2013 møder han sin store kærlighed i den jurastuderende Julie Teglhus, hvorefter de kort tid efter flytter sammen. I januar 2017 bliver de forældre til sønnen Holger, og inden da har både Rasmus og Julie været flittige til at annoncere graviditeten på de sociale medier. Rasmus Seebach er en populær herre blandt de kvindelige fans, men det er kun de få heldige, der har haft fornøjelsen af hans selskab som kæreste. Han har blandt andet kort dannet par med den tidligere klatretøs Julie Zangenberg.

På Alt.dk kan du også læse spændende artikler og portrætter om andre kendte. Læs for eksempel interview med Pilou Asbæk, Thomas Skov og Casper Christensen.

alt.dk finder du indhold fra ALT for damerne, Eurowoman, FIT LIVING, Hendes Verden, Hjemmet og Boligliv.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Michael Robak, Kendte og Psykologi