Vietnamesisk mad – de mest velsmagende opskrifter

Pho, Banh Mi, sommeruller eller Wonton. Hvad skulle det være? Hvis der skal en vietnamesisk ret på bordet, finder du på ALT.dk masser af inspiration og lækre opskrifter til middagen. Og så viser vi dig, hvordan du kommer i mål med velsmagende klassikere fra det vietnamesiske køkken. Vi kan afsløre, du blandt andet skal have fat i chili, koriander og fiskesauce.

Læs mere

Som det er tilfældet med de andre asiatiske køkkener, er det vietnamesiske også yderst velsmagende. Eller måske vi skulle sige det vietnamesiske gadekøkken i stedet. De traditionelle retter fra Vietnam bærer nemlig alle præg af landets store gadekøkkenstradition. Det gør ikke det vietnamesiske køkken mindre lækkert – tværtimod. Det betyder nemlig, at det er friske retter, der er er nemme selv at lave.

Friskt, farverigt og fyldt med grøntsager

Man kan sige meget om det vietnamesiske køkken, men ikke, at det er et fedtholdigt et af slagsen. I modsætning til det kinesiske, hvor friturestegning er meget anvendt, er de vietnamesiske retter mere friske. Det gælder for eksempler de vietnamesiske forårsruller – eller sommerrullerne, som denne type rulle egentlig kaldes – der i Kina typisk steges eller kommer en tur i frituregryden.

De vietnamesiske ruller er lavet af rispapir og skal ikke steges. De fyldes med friske grøntsagstænger og kød, og serveres med en form for dyppelse. Det er typisk peanutsauce, sursød-sauce og/eller sojasauce. Det er ikke frituren, der gør dem sprøde, som det gælder deres kinesiske rullesøstre, men i stedet de friske, knasende grøntsager. Det er nemt at lave sommerruller, og så fungerer retten fortrinligt som et godt saml-selv-måltid. Helt på højde med pitabrød og byg-selv-burger. Du kan få inspiration med disse fire bud på friske forårsruller:

  1. Vietnamesiske rispapirruller med gulerødder og avocado
  2. Friske vietnamesiske forårsruller
  3. Sprøde forårsrulle med krabbe
  4. Friske forårsruller med peanutdip

Klassikere i det vietnamesiske køkken

Der er masser af klassikere i det vietnamesiske køkken. Det gælder blandt andet pho og banh mi. Pho er en nudelsuppe og en asiatisk ret, vi for alvor har taget til os. Banh mi er i stedet navnet på en smagfuld sandwich. Den har en smag, der er svær at sammenligne med noget andet, for den er både krydret, sød og sur. Dét skyldes de mange forskellige krydderier heri. Banh mi betyder egentligt ”brød” på vietnamesisk, men navnet er blevet synonym med den kendte sandwich. Den er fyldt med sprøde, knasende og friske grøntsager, krydret kød og smagfuld dressing. En banh mi-sandwich laves typisk i en helt klassisk, lys baguette. Sidstnævnte er slet ikke en tilfældighed. Den hvide baguette giver banh mi-sandwichen et fransk islæt og er faktisk et levn fra dengang, Vietnam var en fransk koloni. Fælles for pho, banh Mi og mange andre af de vietnamesiske retter, er indholdet af chili og ingefær. Herudover er koriander også svær at undgå, når det skal være ægte vietnamesisk.

Vietnamesiske saucer, der smager

Det asiatiske køkken er et krydret et af slagsen, men det skyldes ikke kun chili, ingefær og de øvrige krydderurter. Vietnameserne bruger nemlig en del sauce – for eksempel fiskesauce – som smagsforstærker i stedet for salt. Fiskesauce er lavet af fisk. Mere præcist gælder det ekstrakt fra ansjoser, som er blandet med salt og sukker, og herudover har fiskesaucen desuden gæret i helt op til 18 måneder. Når du bruger den i madlavningen, bidrager saucen både med en saltet og sød smag – og ikke mindst smagen af umami, der er en af de fem grundsmage.

Fiskesaucen dufter, ikke så underligt, ret skrapt af fisk, men den duft fordamper og forsvinder, når maden varmes op. Du skal derfor ikke være bekymret for en skarp fiskelugt. En anden vigtig og uundværlig sauce i det vietnamesiske køkken er hoisin-sauce, der er lavet af gærede sojabønner. Saucen er lettere krydret, sød og har en karakteristisk smag, der ikke smager som noget andet.

Begge dele er uundværlige i det vietnamesiske køkken, og så kan de også bruges sammen såvel som i andre retter. Den vietnamesiske og asiatiske kogekunst er efterhånden så populær, at du kan finde de vietnamesiske ingredienser i langt de fleste supermarkeder, og det gælder naturligvis også Hoisin-sauce og fiskesauce.

Meget mere orientalsk mad

Har du lyst til at prøve kræfter med flere retter og opskrifter fra eksotiske himmelstrøg, kan du finde dem i massevis på ALT.dk, hvor vi har samlet et væld af opskrifter fra de asiatiske lande. Det gælder blandt andet de bedste, lækreste og mest mundvandsfremkaldende retter fra det indiske køkken, herunder butter chicken og tandoori-kylling. Er du mere til kinesisk mad? Se vores samling af kinesiske opskrifter, hvor du blandt andet kan lære, hvordan du laver en god nudelsuppe med kylling. Denne her har en frisk smag af ingefær og varmer helt indefra.