Vært i smoking taler på Reumert 2021‑scene med lys, blomster og prisstatuetter
Caspar Phillipson var vært på Årets Reumert 2026

Årets Reumert 2026: Her er vinderne

Den danske scenekunst blev søndag aften hyldet ved den prestigefyldte prisuddeling.

logo herognu HER&NU HN

Søndag aften var cremen af den danske scenekunstbranche samlet på Folketeatret i København for at hylde sig selv og de største præstationer inden for dansk scenekunst det seneste år.

Det skete til Årets Reumert, hvor de prestigefyldte statuetter blev uddelt foran en fyldt sal under styring af årets vært, Caspar Phillipson.

Artiklen fortsætter under videoen...

Der blev hædret både nye navne og erfarne ikoner for præstationer på teaterscener over hele landet inden for en lang række genrer.

Juryen, der vælger de nominerede samt de endelige vindere, består af 11 medlemmer, der er sammensat på tværs af geografi, faglige kvalifikationer og genremæssige ekspertiser, alle med professionel baggrund inden for scenekunst

Som noget nyt i år havde juyren skærpet det musikalske felt ved at opdele det i to særskilte kategorier – Årets Musikforestilling og Årets Musical.

Artiklen fortsætter under billederne...

Række prisstatuer på bord foran oplyst rødt scenetæppe
Den unikke statuette, der uddeles til prismodtagerne, er designet af billedkunstner John Kørner og udarbejdet af glaskunstner Peter Kuchinke.
Caspar Phillipson var forinden showet spændt på at lægge sine tv-roller fra sig for en stund og i stedet indtage rollen som vært på aftenens prisuddeling. – Det er stadig en rolle at spille, men jeg synes også, at det er vigtigt, at det er så meget mig som muligt. Men det er noget helt andet end Simon Elliot, fortalte skuespilleren og henviste til sin karakter i DR-serien “Orkestret”.

Få overblikket over prismodtagerne samt begrundelserne for valget af vinderne herunder.

Årets Hæderspris

Anders Baggesen modtog Årets Hæderspris, som gives til en scenekunstner, der gennem mange år har spillet en stor rolle for dansk scenekunst. 

Anders Baggesen har ad flere omgange været nomineret til en Reumert, blandt andet for rollen som Alfred i "My Fair Lady", og han modtog i 2005 en Reumert for sin rolle i "Lykke-Per" på Aalborg Teater.

Årets Musical

"Feberen", Det Kongelige Teater

– Med "Feberen" blev vi præsenteret for et fængende og klædeligt blik på et stykke kvindelig danmarkshistorie. En nyskrevet musical om fortidens Spice Girls, der forløstes flot af et velspillende band og fem stærke skuespillere. En anderledes fin de siècle-skildring, som bidrog til at udvide grænserne for, hvad dansk musical er i stand til, lyder begrundelsen i en pressemeddelelse.

Årets Musikforestilling

"Kejseren af Portugalien", Betty Nansen Teatret

– En enestående forestilling, der gjorde en hel landsby levende gennem én eneste skuespiller, der optrådte på et tæppe af uendelig smukt komponeret lyd fra vokalensemblet. Med overlegen hånd og sylespids sans for skiftende stemninger blev Selma Lagerlöfs ubærlige historie forløst hen mod den tragiske afslutning.

Årets Teaterforestilling

"Fruen fra havet", Husets Teater og Odense Teater

– Anden installation i en planlagt Ibsen-trilogi var isnende, sanselig og sært befriende. Scenografien var både klaustrofobisk og oversvømmende i dens leg med elementerne, som lod begæret hjemsøge og gennemsyre den menneskelige eksistens. Ikke mindst hos den altdominerende Ellida, som udfoldede sin frihedstrang i en række uforglemmelige scener og replikker.

Årets Danseforestilling

"The Art of the Fugue", Det Kongelige Teater

– Skønheden løftede sig til nye højder, da Alexei Ratmanskys musikalske værk sprængte grænserne for ballettens trin. Danserne fløj legende, som var de på flugt fra Bachs strenge musik – med hælene hakket i gulvet og rundede arme iført kostumer af guld under sølvbeskinnede muskler. En magisk verden af længsel og evighedspoesi – et mesterværk.

Årets Solopræstation

Marie Knudsen Fogh, "Savnet", Aalborg Teater

– I en kærkommen udvidelse af et i forvejen vidtrækkende register fik hun lov at udfolde sig raffineret og flertydigt i legen med – og mellem – virkelighed og fiktion. Hun navigerede elegant i forestillingens mashup af genrer, stemninger og udtryk med en tragikomisk autenticitet, som bibragte karakteren sorg såvel som raseri og uforbeholden urkraft.

Årets Sanger

Clara Cecilie Thomsen, "Rosenkavaleren", Det Kongelige Teater

– Hendes fortolkning af den unge Sophie bød på levende skuespil såvel som prægnant poesi og kontrol, især i de sartere nuancer og de dramatiske udbrud, som hun lod fylde rummet. På Operaens Store Scene samlede lyset sig omkring hende i en manifestation af et stort talent, som stadig vokser.

Årets Dramatiker

Ida Marie Hede, "Savnet", Aalborg Teater

– Hendes særlige blik for det senmoderne menneskes kvaler i en kapitalistisk og patriarkalsk verden blev her vævet ind i en inciterende genreblanding. Teksten sprængte sine rammer og formulerede originalt en verden af traumer, true crime og autofiktion, der undgik slidte figurer og i stedet trak publikum ind i nye rum for sorgbearbejdning og erkendelse.

Årets Opera

"Ragnarok", Den Ny Opera

– Magisk, mørk og sanselig iscenesættelse om skæbnetråde, der bogstaveligt talt bristede. Ragnarok blev billedet på det totale sammenbrud, verdens gåen til grunde. Handlingen borede sig uundgåeligt ned i hævntørsten, jalousien og (selv)destruktionen, dog udfoldet i en ramme af åndeløs skønhed, kølig realisme og forjættende eventyr.

Årets Samspil

Kirsten Olesen og Anders Baggesen, "Amour", Aarhus Teater

– I de mindste håndbevægelser og gennem få, tilbageholdte blikke formåede to af dansk scenekunsts største at vise os en kærlighedens dødedans indtil sidste trin. Gennem en fortrolighed, der forekom livslang, viste det tavse såvel som talte sprog den ultimative lykke og ulykke – og meget væsentligt derimellem. Som publikum forlod vi teatret både ramte og opmuntrede.

Årets Hovedrolle

Maria Rossing, "Kejseren af Portugalien", Betty Nansen Teatret

– Renæssancemennesket Maria Rossing gestaltede en hel landsby i den tragiske fortælling om faderen Jan og den højtelskede datter Klara Gulla. Ændringer i toneleje og gestik eller tilføjelser af rekvisitter markerede præcist og inderligt overbevisende skiftene mellem Selma Lagerløfs personer. En ubønhørlig familietragedie og en masterclass ud i skuespillets svære kunst.

Årets Birolle

Kim Hammelsvang, "Cabaret", Randers Teater

– Det var vanskeligt at se ham som andet end Cabarets omdrejningspunkt. Med karisma og præcision tilføjede han den underholdende Emcee en djævelskhed og livserfaring, som klædte karakteren usædvanligt godt. Publikums blikke blev indfanget ved hans blotte tilstedeværelse – på én og samme tid lunefuld og poetisk.

Årets Scenedesign

Mikkel Rostrup, "Prometheus", Nørrebro Teater

– Han fremmanede utroligt nok fremtidens teater med fortidens teknologiske skrald. Omkranset af blodrøde, flammende gardiner løb menneskene rundt med vinger og skærm, alt imens en robothund luntede mekanisk omkring. Et brutalt, poetisk univers af sceniske oneliners med lige dele kompromisløs alvor og legesyg fandenivoldskhed.

Årets Børne-ungdomsforestilling

"Ringen", Det Lille Teater, Copenhagen Opera Festival og Den Jyske Opera

– Noget så sjældent som ambitiøs og vellykket operaformidling til de mindste. Scenografien i det lille rum fungerede upåklageligt, og kønsrollerne blev fortolket progressivt i en forestilling, der styrede uden om det problematiske ved Wagner og i stedet insisterede på at fortælle en grundlæggende drøngod historie.

Årets Særforestilling

"Turbulence", Out of Balanz, Dynamo og AFUK Scene

– Fantasirig og legende forestilling om at miste fodfæstet. En flyvemaskine fløj ind i uvejr, og turbulensen rystede menneskene ud af deres vante roller. Kroppene kastedes bogstaveligt og symbolsk op i luften – og reagerede, da kaosset og vægtløsheden momentant overtog scenen, med modstand, desperation og latter. Charmerende alvor og kreativ scenekunst.

Årets Instruktør

Nicolei Faber, "Ukrainske kvinder", Aalborg Teater

– Nicolei Faber formåede at transformere dybt personlige beretninger til vedkommende kunst. Krigstraumer, men også håb og drømme blev til scenekunst af højeste karat. Publikum kunne både leve sig ind i de individuelle skæbner og sympatisere med gruppen af kvinder, der – midt i savnet – forsøgte at skabe nye hjem og relationer i et nyt land. Borgerteater i særklasse.

Årets Danser

Jessica Lyall, "Before the End", Dansk Danseteater og Betty Nansen Teatret

– Der blev stampet så stædigt, at man hurtigt indså, at selv døden ikke kunne vinde over hendes stærke krop. Publikum så en udholdenhed som en maratonløber – både som tjekket kvinde med hat og som rædselsslagent skelet med groteske knævinkler. Den ranke ryg gjorde hende til dansens egentlige anfører, der trods en naturlig beskedenhed fremstod uovertruffen.

Årets Talenter

De i alt fem talentpriser gik i år til en bred skare af nye navne på tværs af genrer. Skuespiller Oskar Salvatore (2024) modtog en talentpris for sine roller i "Lose Yourself" (Aveny-T/Akt1) og "Tristan og Isolde" (Aarhus Teater). De øvrige fire priser blev tildelt musicalperformer Sofie Lohmann (2025) ("De Vilde Kaniner", Østre Gasværk Teater), operasanger Laura Helene Hansen (2024) ("Don Juan", Den Jyske Opera), instruktør, dramatiker og skuespiller Emil Aron Dorph (2025) ("Solar", Aveny-T) samt skuespiller Kevan Nirwan Soliman (2025) ("Djinn", Blaagaard Teater og "Dear Evan Hansen", Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Lion Musicals)