I løbet af programmets 10 afsnit bliver 100 af Danmarks mest passionerede kokke sat på prøve, når både deres faglighed, kreativitet, samarbejde og lederevner kommer under pres.
Deltagerfeltet spænder vidt. Her møder seerne både ambitiøse Michelin-stjernefrø og erfarne køkkenchefer, men også autodidakte madentusiaster, kogekoner og kantinekokke.
To stjernekokke får afgørende rolle
Det er de to stjernekokke, Rasmus Kofoed og Kamilla Seidler, der skal afgøre deltagernes skæbne.
Rasmus Kofoed er indehaver af den trestjernede restaurant Geranium og har blandt andet vundet Bocuse d'Or. Med mange års erfaring som deltager, dommer og coach i internationale kokkekonkurrencer kommer han med en solid baggrund til dommerrollen.
For Kofoed er samarbejdet i køkkenet selve fundamentet for en vellykket ret. Han lægger blandt andet vægt på det visuelle udtryk, autenticitet, duft, smag og harmoni, når retterne skal vurderes.
– Jeg kan bidrage med min brændende kærlighed til kokkefaget og de gode råvarer, men også min erfaring gennem mange år som deltager, dommer og coach i kokkekonkurrencer, fortæller Rasmus Kofoed.
Han fremhæver samtidig deltagernes kreativitet og evne til at samarbejde som noget af det, der har gjort særligt indtryk under optagelserne.
Annonce
Rasmus Kofoed og Kamilla SeidlerFoto: Lotta Lemche/TV 2
Kamilla Seidler bringer et internationalt perspektiv
Kamilla Seidler er den anden dommer, der er blevet kåret som Latinamerikas bedste kvindelige kok og er kendt for sin visionære tilgang til bæredygtighed.
Hun ser "100 knive" som en mulighed for at vise, hvor bredt kokkefaget egentlig spænder.
Seidler bringer samtidig et internationalt perspektiv med sig. Hun har boet og arbejdet forskellige steder i verden, hvor lokale råvarer og gastronomiske traditioner fortolkes på andre måder end i Danmark.
– Vores håndværk har så meget at byde på, og det er en fantastisk mulighed for at vise de mange aspekter og muligheder, som man har som kok, siger Kamilla Seidler om årsagen til, at hun sagde ja til programmet.
Hun blev også overrasket over, hvor mange af de professionelle kokke der blev påvirket af kameraerne under optagelserne selv om de normalt er vant til at arbejde under pres.
"100 knive" har premiere fredag den 2. oktober på TV 2 Play og TV 2.