Teresa, Maja og Rasmus fra "Paradise Hotel" 2026
Foto: Viaplay/Presse
Trekantsdrama på "Paradise Hotel": Teresa føler sig svigtet af Maja
Teresa følte sig svigtet, da veninden Maja pludselig viste interesse for Rasmus.
Der var masser af følelser på spil i dagens afsnit af "Paradise Hotel", hvor et trekantsdrama mellem Rasmus, Maja og Teresa skabte spændinger på hotellet. Ifølge Teresa kom situationen helt bag på hende, fordi hun følte, at signalerne på forhånd havde peget i en helt anden retning.
Artiklen fortsætter under videoen.
– Jeg tror mest af alt, jeg blev chokeret, fordi Maja fra start af havde sagt, at hun aldrig kunne finde på at være sammen med Rasmus, fordi han var som en lillebror, fortæller Teresa til Realityportalen.
Forud for aftenens drama havde der ifølge Teresa allerede været en tydelig romance mellem hende og Rasmus, som var svær at overse.
– Rasmus og jeg flirtede og kyssede jo også meget på det her tidspunkt, så det var ret tydeligt for alle på hotellet, at der var lidt interesse fra min side og måske også fra hans, uddyber hun.
Følte sig svigtet af Maja
Det gjorde derfor ekstra ondt, da Maja pludselig viste interesse for Rasmus, og især fordi Teresa og Maja kendte hinanden hjemmefra.
– Jeg tror, jeg var lidt chokeret over, at hun lige pludselig havde lyst til ham - især også fordi hun var en veninde, som jeg kendte hjemmefra. Jeg blev ked af det, men jeg blev også vred på både Maja og Rasmus, forklarer Teresa.
For Teresa handlede konflikten ikke kun om Rasmus, men også om hvordan hendes relation til Maja havde ændret sig inde på hotellet.
– Jeg var virkelig skuffet over Maja, fordi det kom lidt ud af det blå, at hun havde lyst til ham. Det, jeg også var irriteret over i forvejen, var, at hun behandlede Karl virkelig dårligt, og hun rullede øjne af mig, og jeg følte, hun holdt mig udenfor og var irriteret på mig. Så jeg følte, det var en meget bevidst handling fra hendes side af.
Teresa spekulerer også i, om det kunne have været af taktiske årsager, at Maja pludselig vendte på en tallerken, men hun understreger at forholdet til Rasmus kun var personligt og ikke taktisk.
Og selvom Teresa ikke er sikker på, om der var ægte følelser, blev hun alligevel påvirket af situationen inde på hotellet.
– Jeg var glad for Rasmus, og jeg syntes, at han var supersød. Jeg ved ikke, om der var følelser, men jeg blev jo ked af det, så der var måske lidt "Paradise"-følelser, for man er i en bobbel. Jeg blev helt sikkert ked af det, uddyber hun.
Sådan er relationen i dag
I dag er der ikke et tæt forhold mellem Teresa og Maja, men der er heller ikke en konflikt mellem dem understreger Teresa:
– Det, der sker i "Paradise Hotel", tager jeg ikke med mig i det virkelige liv generelt. Men når man er derinde, ser man også nogle karaktertræk, som jeg i hvert fald ikke kan glemme. Vi var ikke så tætte, at vi hang ud privat, så det er ikke, fordi jeg har mistet en veninde. Og vi er heller ikke uvenner, men vi snakker bare ikke sammen, fortæller Teresa og uddyber:
– Vi har heller ikke snakket om det efterfølgende og clearet den, men der er ikke bad vibes. Vi hilser på hinanden, når vi mødes, men jeg tror aldrig, vi bliver veninder-veninder. Der er ikke noget uvenskab overhoved, men selvom det er et spil, så kan der godt være underlig stemning herhjemme, forklarer Teresa.
Dagens afsnit af "Paradise Hotel" kan ses på Viaplay.