Læs om Rick Owens: “Mit tøj er lidt creepy”

Studerende på SU sparer op i årevis for at købe hans vanvittigt dyre læderjakker, der siden 9'erne har signaleret rå individualitet og coolness, og som hænger på alle fra Vogue-chefredaktør Emmanuelle Alt til Olsen-tvillingerne. Få her historien om modeverdenens sky rockstjerne, der rejste fra hustlerbarerne i LA til modeugen i Paris.

Paris, oktober 2003. Der er kun minutter til, Rick Owens’ forår/sommer 2004-show går i gang, og stemningen udenfor i den ventende menneskemængde er kaotisk. Folk maser for at komme frem til dørvagterne, der skal sørge for, at ingen uden invitationer kommer ind. Men det er håbløst. Først den ene, så den anden slipper forbi, mens prominente branchefolk vredt vifter med deres invitationer fra udkanten af klumpen. De er chanceløse mod horderne af unge, dedikerede Rick Owens-fans, der med sved på panden og stålsatte viljer gladelig giver afkald på den værdighed, der afholder de ældre modefolk fra at bruge sig selv og kollegaerne som levende rambukke mod vagterne, og mange af de inviterede når aldrig at komme ind til showet. Efterfølgende klager moderedaktører og journalister over at være blevet snydt for et af den parisiske modeuges pludselig mest hypede shows. Overrumplet af Rick Owens’ kultlignende følge af sortklædte unge.

Designeren selv er på dette tidspunkt helt uvidende om, at netop hans show har skabt så megen røre i modeugens andedam. Mens folk råber og skubber udenfor, går Rick Owens rundt backstage, hvor ingen mæler et ord med ham. Han tror, det er, fordi folk bare gerne vil have showet overstået, så de kan komme videre. Som han selv forklarer: “Jeg forventede jo heller aldrig, at folk skulle kunne forstå min designvision.”

Senere finder han ud af, at de ansatte havde fået strenge instrukser i ikke at forstyrre ham backstage. Designeren skulle have ro og respekt, mente showets arrangører, der tydeligvis havde højere tanker om Owens, end manden selv gik rundt med.

Da showet er veloverstået, bliver Rick Owens i kulisserne. Han bryder sig ikke om at gå den traditionsrige sejrsgang ned ad catwalken, men vil i stedet gerne holde fokus på sit tøj, intet andet. Derfor spejder publikum forgæves efter den mystiske designer, hvis apokalyptiske kreationer har tryllebundet ikke blot de mange trofaste fans, men også chefredaktører og indkøbere.

Cut til den parisiske modeuge i foråret 2011. Nu er Rick Owens ikke længere i tvivl om, at han har et publikum. Et begejstret, forventningsfuldt et, der lader klapsalverne regne ned over den 49-årige designer, da han træder ud på catwalken efter at have vist sin efterår/vinter-kollektion. En designer af hans format kan ikke tillade sig at gemme sig backstage længere, og Rick Owens kan da heller ikke lade være med at smile, da spotlysene rammer ham. Samme dag proklamerer Style.coms modeskribent Tim Blanks, at kollektionen er Rick Owens’ bedste til dato. Manden med dommedags-æstetikken og tøj i samme farver som døde fugle er blevet modeverdenens svar på en Prince of Darkness.

Fra outsider til nær-død i LA

Rick Owens blev født i 1962 i byen Porterville i Californien, ikke langt fra LA. Hans far var pensioneret socialarbejder, som ikke tillod sin søn at se fjernsyn, før han fyldte 16 år, mens moderen, en varm og elskværdig mexicansk kvinde, var både skolelærer og en ferm syerske. Owens gik på den lokale, katolske skole og var med egne ord en “meget sky, meget tyndhudet og super følsom dreng”, som læste Aristoteles og Karl Huysmans på sit værelse og lyttede til klassiske komponister som Wagner og Mahler. I marts i år fortalte designeren om sin svære skoletid til den engelske avis The Independent:

“Det var hårdt, virkelig hårdt. De andre børn var modbydelige ved mig, som dyr. Det kan stadig gøre mig helt vred at tænke på det søde, lille barn i det miljø … Jeg var en oplagt kandidat til at lave en ‘Columbine’,” forklarede designeren med reference til massakren på en amerikansk skole i 1999.

Så galt gik det heldigvis ikke for Rick Owens, som efter endt skolegang og på utallige opfordringer fra sine lærere besluttede sig for at flytte til LA for at læse design på Otis College of Art and Design. Her gik han i to år, inden han droppede ud, både fordi studiet var dyrt, men også fordi han havde svært ved at se jobmulighederne forude. I stedet tog den unge Rick Owens kurser i, hvordan man skærer mønstre i stof, hvilket førte til forskellige job for snuskede firmaer, der kopierede designervarer. Det var ikke ligefrem glamourøse år, har Rick Owens senere fortalt om 80’erne i LA, hvor han kæmpede for at betale huslejen og levede af billige Calvin Klein- og Chanel-kopier. Det var i samme periode, at Rick Owens, som dyrkede LA’s undergrundsscene og frekventerede “super ulækre tranny-barer”, blev afhængig af stoffer, i særdeleshed cocktailen speed, kokain og vodka. I starten af 90’erne var han døden nær – det blev et wake-up call for designeren.

“Jeg gav mig selv en ordentlig dosis selvdestruktion dengang, formentlig på grund af en undertrykt følelse af skam over, hvad jeg lavede, men også som følge af at være vokset op som en udstødt, en outsider i en lille by. Det handlede nok i bund og grund om frygt. Jeg tror, jeg voksede fra følelsen. Man bliver pludselig ældre. Man finder ud af tingene. Og desuden blev jeg bange. Jeg gik alt for langt og helt ærligt, jeg kunne mærke mig selv dø af det,” har designeren fortalt til avisen The Independent.

Rick Owens’ forhold til forældrene spillede også en rolle i forfaldet i Englenes By:

“Jeg havde, og har stadig, et konfliktfyldt forhold til mine forældre. De er gode mennesker – min mor er for eksempel et omvandrende knus. Men det er vanskeligt, blandt andet fordi min far er homofob. Han kan være meget racistisk, er anti-abort og politisk aktiv på de områder, han er imod. Jeg er en åbenlys modreaktion på alt det. På mest spektakulære vis. Men der er også en anden side af min far, der er meget mild. Han har en kærlig sjæl, og derfor er det meget vanskeligt for mig at forstå ham til tider. Jeg hadede det, da jeg voksede op, og foragtede min far, fordi han kontrollerede mig. Men på en måde har han gjort mig til den, jeg er nu: åben for alle former for seksualitet. Liberal. Anti-konventionel. Og for at beholde mig i sit liv har min far været nødt til at vende det blinde øje til,” udtalte Rick Owens tidligere i år.

Stilen er ‘glunge’

I 1994 lancerede Rick Owens sit eget mærke. Interessen i LA’s subkultur var fra starten stor, og designerens venner fra klub-miljøet mere end klar til at agere omvandrende reklamesøjler for Owens’ kreationer, der blandede designerens forkærlighed for klassicisme med et futuristisk Blade Runner-look. Blandt vennerne var sangerinden Courtney Love, som senere har udtalt at, “man vidste, at nogen var cool i 90’erne, hvis de gik i Rick Owens. Ud over Marc Jacobs var hans design det eneste, jeg ville have på på scenen.”

De første Rick Owens-styles talte en asymmetrisk nederdel med et langt slæb, smalle T-shirts og ikke mindst den første udgave af, hvad der nu er blevet designerens signatur-item: en vasket læderjakke med ultralange, stramme ærmer og rillede paneler i uld langs underarmen for at sikre et perfekt fit. Stilen blev hurtigt døbt ‘glunge’ – en sammensmeltning af ordene glamour og grunge. Selv har Rick Owens sagt om sit design:

“Jeg prøver at skabe tøj på samme måde, som Lou Reed skaber musik – med et minimalt antal streng-skift. Det er sødt, men også lidt creepy. Det handler for mig om at give elegance et strejf af det barbariske.”

Den kendte LA-butiksejer Charles Gallay, som tidligere havde været med til at promovere designere som Martin Margiela og Versaces mere ekstreme kreationer, så tidligt potentialet i den nye, californiske designer og købte hele Rick Owens’ første kollektion. Forskuddet fra Charles Gallay var med til at finansiere Owens’ anden kollektion, og i flere år solgte designeren udelukkende sit mærke gennem Gallay.

Om sit liv i denne periode har Rick Owens fortalt: “Jeg var en del af Hollywood Boulevards verden af frække hustlerbarer et par gader fra mit designstudie. Jeg hang ud med folk med navne som Goddess Bunny og Mr. Beanbag. Det passede til min æstetik af knust idealisme. Jeg kaldte dem mine ‘barokke perler’.”

En overraskende lovestory

I midten af 90’erne var Rick Owens blevet en kendt og letgenkendelig figur i LA’s kreative miljøer. Høj, uhyre veltrænet og med langt, sort hår imiterede Rick Owens sit store idol – og ungdoms-crush – Iggy Pop. Han var homoseksuel, endelig tilfreds i sin egen krop og levede et liv, hvor sex var casual og flirten altid på dagsordenen. Men i 1996 mødte designeren alligevel en kvinde, der skulle komme til at ændre hans liv; Michèle Lamy.

“Vi mødtes faktisk gennem min halv-kæreste på det tidspunkt,” fortalte Rick Owens til Hint magazine i 2010.

“Michèle havde et firma, der producerede træningstøj, og en restaurant i LA. Jeg kendte hende professionelt i to år, men kunne aldrig rigtig forstå, hvad hun sagde, for hun har en meget tyk, fransk accent. Så lige pludselig skete det bare, vi fandt sammen, og nu kan jeg ikke forestille mig at være i et forhold med nogen som helst anden.”

Michèle Lamy, en excentriker klædt i sort med masser af smykker, er blevet mere end Rick Owens’ kone, hun er også hans muse, hans drivkraft og hans daglige skud flagrende kreativitet:

“Michèle gør mig levende. Hvor jeg kan være snæversynet og frygtelig praktisk, er hun 100% følelser, instinkt og magi. Hun ved, hvordan man nærer og kultiverer kunstneriske temperamenter, så man får det bedste resultat. Jeg tænker altid på hende som min personlige, smukke heks. Jeg skal bare sørge for ikke at rykke rundt på hendes parfumeflasker, for så falder der brænde ned,” fortalte Rick Owens tidligere i år til herremagasinet Dapper Dan.

Designeren har været meget åben omkring sin biseksualitet, siden han giftede sig med Michèle og har gentagne gange udtalt til pressen: “Jeg har gjort en del ud af at nævne min seksualitet til nye mennesker, simpelthen fordi jeg hader idéen om, at nogen skulle hviske til Michèle, “Ved du hvad, jeg tror, din mand er bøsse”. Jeg vil hellere sige det først og undgå, at nogen tror, at de kan gøre mig og Michèle flove.”

Støtte fra Anna Wintour

I 2001 var opmærksomheden omkring mærket Rick Owens blevet så stor, at selv den notorisk reklamesky designer måtte indrømme, at tiden var inde til at tænke ud over sin loyale kundekreds i LA. Men i stedet for at sælge andele af sin forretning til store branche-konglomerater som LVMH og PPR indgik Owens et partnerskab med italienske Eo Bocci Associati, rykkede sin produktion til Italien og sikrede sig dermed fortsat fuld kontrol over sit mærke.

Samme år bragte fransk Vogue et billede skudt af den legendariske fotograf Corinne Day af Kate Moss iført en Rick Owens læderjakke, og designerens popularitet spredte sig som en steppebrand over den vestlige verden. Amerikansk Vogues magtfulde chefredaktør Anna Wintour blåstemplede Owens med endnu en fotoskydning, denne gang af Annie Leibovitz.

Med Wintours støtte afholdt Rick Owens sit første modeshow på modeugen i New York i februar 2002. Kollektionen var et hit, og samme år vandt Rick Owens CFDA-prisen Perry Ellis Emerging Talent Award.

Efter blot to sæsoner i New York rykkede Rick Owens i 2003 teltpælene op og flyttede til Paris med Michèle. Her blev Rick Owens tilbudt et job som chefdesigner for det aldrende, franske luksusmærke Revillon, for hvem han i tre år, indtil 2006, designede fantastiske pelskreationer sideløbende med sit eget mærke. Paris tog godt imod den amerikanske nytilflytter, der ifølge Rick Owens deler visse lighedspunkter med det undergrundsmiljø, han kendte i LA: “Paris er et sted, hvor chik grænser til det perverse. Alligevel tror jeg, at jeg foretrækker gadestilen i New York. Den er lidt mere alvorlig,” har Rick Owens fortalt til Vice magazine.

I 2006 fik designeren mulighed for at sende et fingerkys til The Big Apple, da stylist Patricia Fields valgte hans design til at klæde Emily Blunt på i filmen The Devil Wears Prada. Fields blev efterfølgende Oscar-nomineret for filmens kostumer, ikke mindst takket være Owens’ iøjnefaldende og futuristiske design.

Rick Owens i Danmark

I Danmark blev Københavns fashionistaer først introduceret til Rick Owens, da butikken Holly Golightly i 2006 begyndte at føre designerens kreationer. Butikschef Maria Henriksen fortæller:

“Reaktionerne var lidt blandede, da vi begyndte at forhandle Rick Owens. Dengang var der ikke så mange herhjemme, der kendte hans tøj, og i forhold til hvad vi ellers havde i butikken, så det meget mørkt og anderledes ud på bøjlerne.

Skindjakkerne var kunderne dog vilde med fra start af, og biker-modellen er stadig den, der sælger bedst. Rick Owens har virkelig gjort skind legalt igen. Han er utvivlsomt den, der laver de pæneste jakker i branchen.”

Om baggrunden for læderjakkernes store popularitet, til trods for de pebrede prisskilte (fra ca. 10.000 kr. og op), siger Maria Henriksen: “Jakkerne er nyskabende hver sæson. Generelt er de i lammeskind, men farverne og måden, hvorpå Rick Owens imprægnerer læderet, er altid forskellige. Det er en meget blandet kundekreds, der køber dem, og vi ser kvinder i butikken mellem 20-60 år. Det fantastiske ved jakkerne er, at de er så fittede til kroppen, så man kan bruge dem både som cardigan inden døre om vinteren og som overtøj om sommeren.”

Senest har Rick Owens føjet de lidt mere prisvenlige underlinjer Rick Owens Lillies og DRKSHDW til sit designimperium, og det er ikke svært at se, hvorfor designerens mørke og ofte minimalistiske design passer perfekt til den skandinaviske designæstetik. Men Rick Owens har også fået trofaste fans i solrige Hollywood, deriblandt Olsen-tvillingerne, Angelina Jolie og Helena Bonham-Carter.

“Jeg har altid været imod ideen om, at man skal manipulere kroppen med tøj. Det er som at sige til folk, at deres kroppe ikke er ok og trænger til at blive lavet om. Når jeg skaber tøj, er fokus på at give det et blødt, ‘brugt’ udtryk, der smyger sig om kroppen. Det har altid været vigtigt for mig, at mit tøj på en måde er hengivent mod den, der bærer det,” har Rick Owens fortalt.

Selv er Owens stor fan af kollegaerne Martin Margiela og Yohji Yamamoto, men går alligevel kun i sit eget tøj, som han påstår, at han bruger til absolut alle lejligheder, lige fra gallamiddage til træning i det lokale fitnesscenter.

Fremtidens uniform

‘Goth’ er et ord, modepressen ofte hæfter på Rick Owens’ mørke og til tider teatralsk dramatiske tøj, men det kan undre designeren selv: “Nogle gange spekulerer jeg på, om de mon egentlig ved, at min æstetik er mere ‘camp’ end goth. Jeg er bare en stor dramaqueen. Mit design handler om at værdsætte teenagerens weltschmerz, uden egentlig at føle smerten. Det er mere objektivt end personligt,” har Rick Owens, som ynder at gå i sine egne, højhælede sko til hverdag, fortalt til Hint Magazine.

Designeren indrømmer dog, at både drama og død spiller en stor rolle i hans design, som Owens finder inspiration til i alt fra opera, græske templer til Metallicas musik. Han drømmer om at skabe tøj af svanedun og musepels og har tidligere sagt, med et glimt i øjet, at det undrer ham, at anti-pelsforkæmperne endnu ikke har kastet sig over ham.

Mest af alt søger Rick Owens dog at nedbryde grænserne mellem catwalkens ofte outrerede kreationer og det tøj, vi alle har hængende i garderoben:

“Da jeg startede som designer, hadede jeg det faktum, at mere opsigtsvækkende mode var begrænset til enten catwalken eller specielle lejligheder. Jeg ønskede at korrumpere konformitet ved at skabe ekstreme silhuetter i bløde, mørke nuancer, der i al stilhed kunne blive en del af hverdagen. I gadebilledet kan jeg se beviser på, at det er ved at ske nu, men jeg tror, tendensen var vokset frem uanset hvad. Måske har jeg bare hjulpet den godt på vej,” har Rick Owens sagt til Vice Magazine.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at modeverdenens mørke rockstjerne har ramt en nerve i tidsånden, der ikke blot appellerer til designerens oprindelige kundeskare af alternative unge, men også til deres forældres generation. I løbet af de sidste 15 år er kultmærket Rick Owens blevet en verdensomspændende million-forretning med en omsætning på over 50 millioner dollars i 2010, hvilket må siges at være imponerende for et mærke som til dato skyer al PR og reklame.

Ikke at designeren i dag har behov for glittede annoncesider for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Med dramatiske hints af barok glamour og dystre farver kombineret med silkeblødt læder og jersey udgør Rick Owens’ tøj en passende uniform til at gå fremtiden i møde i. Hvad end den måtte byde på.

Læs også: Eurowoman møder Helena Christensen »