Eurowoman møder Helena Christensen: Læs interviewet her

Eurowoman møder Helena Christensen: Læs interviewet her

Helena Christensen kan se tilbage på en mere end 20 år lang og stadig yderst levende modelkarriere. Eurowoman har mødt den 42-årige topmodel, der privat bygger Lego med sin søn, går til boksning og køber børnetøj – til sig selv.

Helena om: Modellivet

"I forgårs var jeg i London og lave en forside til spansk Vogue sammen med Eva Herzigova og Claudia Schiffer. Det var super hyggeligt, at vi blev samlet igen – vi lavede nemlig også en forside for i-D for nogle år siden, hvor vi var helt nøgne, men denne gang havde vi altså tøj på."

"Vi kom til at grine af, at vi vil lave sådan en forside, selv om vi er 87 år gamle, og alle tre bliver rullet ind af vores hjælpere, og vi står og støtter os lidt til hinanden. De er så søde, og vi har det altid sjovt, når vi er sammen."

"Når jeg tænker tilbage på min karriere, er det vanvittigt, hvad jeg har oplevet. Hver dag møder jeg op på et nyt kontor med en ny chef og nogle nye medarbejdere i et nyt land. Jeg føler mig nærmest heldig, hvis jeg kan huske noget specielt, fra jeg var 20 til 30 år, fordi det var en stor sammenblanding af rejser og job, og det hele gik så hurtigt."

"De historier, som jeg lavede med fotograf Peter Lindbergh, er nogle af mine favoritter, fordi de er vanvittig smukke og meget skæve i udtrykket. Den første forside var for engelsk Vogue, hvor jeg går ude i saltørkenen i Los Angeles med en hvid hest, og vi har også skudt billeder med en dreng, der var klædt ud som en alien. Han er en af verdens dygtigste fotografer og fortæller de mest interessante historier – og jeg hører stadig for de billeder, som vi skød dengang for 20 år siden."

"Jeg kan huske, at jeg havde en kort paryk på i de første 10 Peter Lindbergh-historier, som jeg lavede, og derfor troede ingen, at jeg havde langt hår. De troede også, at jeg kun arbejdede med ham, så jeg arbejdede nærmest ikke med andre i et helt år – ud over Karl Lagerfeld."

"Karl og Peter var nemlig de to første, som jeg mødte, da jeg tog til Paris som 19-årig. Man må sige, det var rimelig heldigt at løbe ind i de to, at de troede på mig og bookede mig nærmest konstant i et år. Det gav mig masser af opmærksomhed i branchen."

"Jeg kan en gang imellem ikke lade være med at tænke, at det er lidt komisk, at jeg står og skal vise en kjole med vindmaskine foran mig og folk, der prøver at få det bedste ud af mit morgenansigt."

"Selvfølgelig har jeg nogle gange lyst til, at mit liv skulle være lidt mere traditionelt og rutineagtigt. Hvis jeg havde fået en uddannelse og siddet på et eller andet institut og arbejdet med et spændende forskningsprojekt, for jeg var meget interesseret i kemi og fysik. Det kunne også have været fantastisk og meningsfuldt, men det er for sent at ændre nu."Helena om: Velgørenhed

"Inden for de sidste tre-fire år har jeg prøvet at involvere mig i nogle helt andre former for projekter, end jeg tidligere har gjort, og hvor der ligger lidt mere mening bag."

"Seimei-projektet var noget andet end et typisk job. (Seimei er en ny serie læskedrikke, hvoraf 25 øre af hver solgt flaske går til Seimei-Fonden, som Helena er ambassadør for, red.). Her skulle jeg være med til at udvikle et produkt, bestemme flaskens udseende, logoet – der er røget mange kasser over Atlanten med forskellige smage i for at få det bedste resultat."

"Jeg synes ellers ikke, at der skal flere produkter ud på verdensmarkedet, så hvis jeg skulle være med til at lancere endnu et produkt, skulle der være en god grund til det, og der kom velgørenhedsaspektet ind: At der går et vist beløb fra hvert solgt produkt, og at folk kan være med til at bestemme, hvilke gode formål Seimei-Fonden skal støtte, ved at skrive deres ønske på Seimei.me. "

"Jeg arbejder for eksempel også med Oxfam, som jeg er ambassadør for (Oxfam er en organisation, der yder hjælp til hungerramte og fattige områder i hele verden, red.). Det skønne ved at arbejde med sådan en organisation er, at du er med til at gøre en lillebitte forskel sammen med dem, fordi de gør en kæmpe forskel – det er virkelig en ære at kunne være med til."

"Sammen med Oxfam rejser jeg meget. Sidst vi var i Peru, var der for eksempel en videnskabsmand med, som fortalte os om jordens katastrofale tilstand, hvordan det hele fungerer med smeltende gletsjere, forurening og hele den tekniske og videnskabelige baggrund."

"Jeg suger det til mig og føler, at jeg er med på en skoletur, hvor jeg lærer noget nyt, der hjælper mig til at forstå, hvad det er, der sker. Jeg tror, at man hele sit liv er som et barn, der gerne vil suge viden til sig – eller sådan har jeg det i hvert fald – og jeg håber aldrig, at jeg stopper med at være nysgerrig omkring alt, hvad der foregår."Helena om: Hverdagen i New York

"Jeg vågner hver dag klokken 7.47, vækker Mingus (som hun har med ekskæresten, skuespilleren Norman Reedus, red.) og får lavet morgenmad, madpakke og følger ham i skole. Derefter er det lidt forskelligt, hvad der sker. Hvis jeg skal på arbejde, er jeg i studie hele dagen. Ellers går jeg hjem. De to første timer af dagen er jeg på computeren, fordi der er Europa åbent. Ved 11-tiden siger jeg farvel og tak til Europa, når de går hjem fra arbejde."

"Så går jeg til træning eller rydder op. Kæledyrene får renset bure, sengetøjet luftet, og flere vaske sættes i gang. Efter et par timer går jeg i supermarkedet. Det er en ting, jeg virkelig ynder at gøre. De har de fedeste supermarkeder i New York, hvor de spiller The Cure, New Order og Depeche Mode, og der går jeg rundt og hygger mig et godt stykke tid og finder alle de lækreste ting."

"Bagefter henter jeg Mingus, vi laver lektier og hænger lidt ud, ser tv, spiller fodbold nede ved floden eller bygger Lego. Jeg laver som regel mad hjemme. Enten spiser jeg lidt med ham, og når han er kommet i seng, går jeg måske ud med venner og spiser. Hvis ikke kan jeg sagtens finde på at gå i seng klokken 22 sammen med ham eller være oppe til klokken to og lave forskellige kunstneriske hjemmesysler som at spille klaver."

"Jeg lærte at spille som barn og spillede koncert på Odd Fellow-palæet med min søster. Jeg er den type, der fra den ene dag til den anden pludselig bare skal have et klaver og koncentrerer mig helt vildt om, hvordan jeg kan få et, for det skal selvfølgelig være gammelt og antikt. Jeg skriver selv små numre, der er lidt country-folk-agtige, men jeg har ingen ambitioner om, at det skal udgives – det er noget, som jeg gør for mig selv."

"Normalt er jeg i New York to til tre uger, hvor dagene går på den måde. Derefter rejser jeg til Europa, hvor jeg lægger alle mine job lige efter hinanden. Det giver selvfølgelig en meget intens arbejdsuge, hvor jeg er totalt jetlaget, men det fungerer bedst for mig og mit liv, at jeg indretter mit arbejde på den måde."

"Jeg møder mange dejlige mennesker gennem mit arbejde, men man kan ikke komme tæt på hinanden, medmindre man har tid, og det er der ikke særlig mange, der har nu om dage, fordi alle har så travlt."

"Nu foregår det hele på Facebook og Twitter, som for mig er en overfladisk og underlig måde at være i kontakt med folk på. Det ligger i ordet at tweete, at det kun er en lille kort ubetydelig kommentar, det er jo ikke engang sætninger, men forkortede ord – det kan blive virkelig tomt, synes jeg. Så hellere skrive en god, lang e-mail til en kær ven."

"Jeg har meget få venner. Jeg har et par gymnasieveninder, som stadig er mine bedste venner, og min familie er mine rigtig gode venner. Jeg har ikke et kæmpe behov for en stor omgangskreds – og kan meget godt lide at være alene. Jeg elsker også at være sammen med mennesker, men det er meget få, jeg har lyst til at være helt tæt på, og sådan har det altid været."Helena om: Mode

"Jeg bliver altid målløs over, hvordan designerne hele tiden kan komme op med nye kollektioner. Jeg tror, at nu er alt designet, alle sko er lavet, alle kjoler opfundet. Så starter en ny sæson med nye kollektioner med nye farver, snit og mønstre, som jeg ikke vidste, at jeg havde brug for, men det har jeg jo."

"Jeg beslutter aldrig på forhånd, hvad jeg skal have fra den nye sæson. Når jeg kigger i blade, river jeg sider ud, men jeg tænker aldrig, at nu skal jeg købe netop den ting. Derimod bliver jeg tit inspireret af stilen, og det kan være, jeg tager noget på i den farve eller sætter tøjet sammen på den måde, som er stylet i magasinet."

"Jeg har ingen yndlingsdesigner, men der er nogle, jeg hælder mere til end andre, som Miu Miu, Prada, Marc Jacobs, Ann Demeulemeester, Dries Van Noten, Tsumori Chisato og Marimekko. Jeg elsker deres små korte kjoler og plejer at finde den største model af børnekjolerne, som bliver en lille kort kjole, jeg bruger med et par shorts under."

"Når jeg er i København, er der et par butikker, jeg altid besøger. Jeg skal i Nørgaard paa Strøget og have nogle striber, Wettergren kommer jeg aldrig ud fra uden at have købt noget, fordi de har de fineste smykker. Lubarol i Gothersgade er jeg også meget begejstret for, fordi butikken har et godt og originalt udvalg. Jeg elsker også at snuse rundt i vintagebutikker på Nørrebro og Vesterbro."

"De mest interessante ting, jeg finder, er stadig vintage. Det er, fordi alt i gamle dage blev lavet med så megen omtanke og kærlighed. Når jeg bærer det, har jeg en respekt for tøjet på en helt anden måde end noget, der er blevet overproduceret på fabrikker med alt for mange folk, der sidder i alt for trange kår og spytter det ene stykke tøj ud efter det andet. Historien i, at der er andre kvinder, som har båret lige nøjagtig den kjole og levet og følt i den – der er noget romantisk og melankolsk over det, som jeg holder af."

"Jeg re-designer også ofte mine ting. T-shirts klipper jeg som regel halsen af, ærmerne bliver kortet, eller jeg laver et snit fra halsen til skulderen, så den åbner sig over skulderen. Der er en syerske hos min lokale drycleaner, og hun griner altid, når jeg kommer med alle mine ting. Mange af de gamle kjoler er for små, og det løser vi ved at klippe dem op foran eller i ryggen og bukker kanten rundt som et hårdt v. Hvis kjolen er for kort, finder jeg et andet stykke stof, som kan sættes på forneden. Det er sådan noget, jeg elsker – ting, der ser lidt skæve og anderledes ud."Helena om: At holde sig i form

"Jeg har aldrig været en, der trænede. Bordtennis var længe en af mine yndlingssportsgrene, fordi du bevæger dig lidt, men hurtigt. For fem år siden kunne jeg dog mærke, at jeg havde brug for at få mere styrke i kroppen. Modelarbejdet er hårdt, og mine knæ begyndte at være mærket af det."

"Jeg prøvede yoga, men jeg kedede mig noget så gudsjammerligt. Der gik helt panik i mig, at jeg skulle nå derhen i tide for at få en plads til yogamåtten, og man skulle helst ikke være i nærheden af dem, der stønnede højest. Jeg kunne heller ikke forene mig med det religiøse ritual, hvor man skulle udrense sig selv for onde tanker. Jeg var mere fokuseret på bare at få en god røv."

"En dag efter endnu en kedelig yogatime gik jeg ned i bokseringen i træningscentret, som jeg prøvede. Det var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, og jeg kastede nærmest op de første tre måneder efter hver lektion. Men jeg holdt ud. Hvis du vil se en hurtig forandring med din krop, er boksetræning noget af det mest tilfredsstillende, hvor du både kommer i form, får styrke og en flot krop på ingen tid."

"Sidste år blev jeg inviteret med til at overvære finalen i US Open, hvor Roger Federer spillede mod Rafael Nadal. Det var min første kamp nogensinde, og jeg blev helt betaget af stemningen. Stilheden, der kun blev afbrudt af deres udbrud, når de slog til bolden, intensiteten og kampen mand mod mand. Det blev jeg simpelthen nødt til at lære."

"Jeg spiller sammen med en træner eller venner nede ved Hudson River. Der er kun tre baner, og man skal stå i kø til dem. Nogle gange kan man bare gå lige ind og spille, og andre gange skal man vente en time, men jeg kan sidde og kigge over på frihedsgudinden – det i sig selv er jo super lækkert."

"Men boksning og tennis er åbenbart ikke nok for mig. Jeg har altid haft en drøm om at lære en koreograferet ballet, og for et par måneder siden fandt jeg en balletlærerinde i New York, der viste sig at være hende, der trænede Natalie Portman til hendes rolle i Black Swan."

"Der er noget fedt ved at udfordre mig selv. Det er meget tilfredsstillende, at jeg kan træne mig selv til at gøre noget helt nyt og pludselig mærke, at jeg har fat i det, at jeg har styr på en speciel muskel, som jeg ikke engang vidste, at jeg havde, og at jeg kan stå på tæer med hænderne over hovedet og holde balancen."

"Det er også helt vildt sjovt at købe tøj til. Jeg var inde i Stræk og Bøj i København og fik hele ballerina-kollektionen med, og fantastisk ser det ud, lige indtil jeg skal stå og lave øvelserne – så ser man lidt fjollet ud."

"Selv om jeg træner meget, drøner jeg ikke begejstret hen til det ene og det andet. Jeg skal tvinge mig selv til at gøre det, og når jeg bagefter sidder i dampbadet, er jeg stolt af mig selv. Så går der tre dage, hvor jeg skal igennem hele den samme smøre: "Nej, jeg orker det ikke, behøver jeg gøre det i dag?" Men det vil være rimelig cool, hvis man kan holde sig selv fysisk aktiv, til man ligger i graven."Helena om: Mad

"Jeg har aldrig tænkt over, om det mad, jeg spiser, feder eller ej. De eneste tanker, jeg gør mig om mad, er, at jeg elsker at planlægge alle mine måltider. Jeg ser frem til dem med så stor glæde, at det nogle gange styrer hele min dag."

"Alle mine måltider er vigtige – det kan være en kulinarisk oplevelse, en kødgryde eller en hotdog, fordi jeg nyder så meget det, jeg indtager, at det er vigtigt, at det er i orden. Hvis jeg har en dårlig restaurantoplevelse, kan jeg gå helt ned på det, fordi jeg har spildt et måltid på det."

"Jeg er heldigvis også vokset op i en familie, hvor vi elsker at spise. Mingus' smagspalet er helt fantastisk. Han smager på alt som østers, søpindsvin, muslinger og slangekød. Forleden var vi på ferie på Bahamas, hvor vi var på tur med nogle fiskere, der hev konkylier op. Den rå indmad røg ud, skåret i stykker, krydret med lidt citron, hvidløg og olie, og det spiste han.

"Det er på sådanne tidspunkter, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at jeg må have gjort noget rigtigt i min opdragelse af ham. Der er ikke noget mere trist end et barn, der ikke kan lide noget. Jeg får helt ondt af det, fordi jeg tænker: Er du klar over, hvor meget du går glip af?"

Se også: Helena Christensens skønhedsfavoritter »

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Helena Christensen