7-årig ulykkelig over at være delebarn

Spørgsmål:

Hej Jørgen Svenstrup,

Min eksmand og jeg gik fra hinanden for cirka et år siden. Vi forsøgte at gøre det så godt, vi kunne for vores børn, så de kom ud på den anden side uden alt for mange ‘sår’. Vores søn på 10 år og datter på 7 år bor hos os en uge ad gangen, og vi bor i gåafstand af hinanden.

Nu et år efter er vores datter på 7 år meget ulykkelig og taler meget om savnet til den, hun ikke er hos. Når hun skifter og dagen op til, er hun meget ulykkelig og græder.

Vi har talt med hende om det at savne. At vi glæder os til at være sammen, og at vi hver især har det godt, når børnene er hos den anden. De skal ikke føle, at de er ansvarlige for os. Vores søn tackler skiftene fint og taler om, at han glæder sig til at se far, når han er hos mor og omvendt.

Vi ved ikke, hvad vi skal gøre for at hjælpe vores datter videre. Jeg har spurgt hende, hvad der mon kunne gøre det lidt lettere for hende. Men hun ved heller ikke selv, hvad der skal til.

Pyhh, det gør ondt i maven med en pige, der er så ked af det, og som vi ikke kan trøste.

Med venlig hilsen Betina

Læs coachens svar på næste side>>

Svar:

Kære Betina,

Ja, det gør ondt, når dem, vi elsker, har det skidt. Som du sikkert ved, er jeg ikke ekspert i børn, men derimod i de bagvedliggende dynamikker, der gør, at vi mennesker reagerer, som vi gør i givne situationer.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg derfor flere ting: Først og fremmest er det dejligt, at jeres søn har taget bruddet flot, og at I kan enes – det skaber jo nogle rigtigt gode forudsætninger, mange kunne lære af!

Dernæst tror jeg, at det er vigtigt at erkende, at selv om ‘alt er gået godt’, er det nok det værste, der er sket i jeres datters liv – og endda på et tidspunkt, hvor hun er særdeles sårbar. Vi håndterer alle kriser i vores liv forskelligt, og noget kunne tyde på, at jeres datter har gang i en naturlig forsinket sorgproces.

Det bedste, I kan gøre, er at gøre mere af det, I allerede gør i forvejen. Anerkend hendes følelser, tal med hende, og giv hende al den kærlighed, hun har brug for. Noget andet, der taler for det, er, at hun ikke selv ved, hvad der skal til for, at det bliver anderledes. Det kunne tyde på, at hun er, hvor hun behøver at være i øjeblikket, selv om det er hårdt for jer alle.

Det er dog ikke sikkert, det hjælper hende at høre, at ‘alt går godt’ – for det gør det ikke for hende. Hun savner jer naturligvis frygteligt, og det er hun i gang med at håndtere. Balancen er at anerkende hendes savn fuldstændigt, mens I – som I allerede gør – følsomt forsikrer hende om, at I har truffet et valg, som I er sikre på, er det bedste på den lange bane.

Jeg vil også dele en anden tanke med jer, som jeg tænker, I kan bruge til noget. Når vi igennem længere tid bliver i en bestemt følelse, bliver vi afhængige af følelsen og alt det, følelsen ‘giver os’ af bonuseffekter, uanset hvor uhensigtsmæssig følelsen er.

Jeres datters ked-af-det-hed giver hende den fordel, at I giver hende ekstra opmærksomhed – hvilket måske lige præcis er, hvad hun har brug for i øjeblikket. Så hvis situationen ikke forbedres i løbet af nogen tid, kan I – i en periode hvor hun er glad – forsigtigt og med et smil på læben udfordre hende på, om hun ved næste skift kunne tænke sig at vælge en anden følelse, der gavner hende mere, hvis I lover at give hende lige så meget opmærksomhed og kærlighed.

Jeg ønsker jer det bedste!

Jørgen Svenstrup