Ekstremt kræsen treårig

Ekstremt kræsen treårig

Faktaboks

Annebeth Rosenvinge er speciallæge i børnesygdomme, ph.d og til daglig praktiserende børnelæge i Børnelægeklinikken i København. Hun er også lægeekspert i DR’s Aftenshowet.

Spørgsmål:

Jeg har en søn på snart tre år, som er meget kræsen. Han spiser ikke varm mad eller grønsager. Det må ikke engang ligge på hans tallerken.

Da han var baby, lavede jeg selv maden til ham, og han spiste alt, hvad jeg satte foran ham, men da han blev lidt større, og der begyndte at komme lidt flere klumper i maden, begyndte han at kløjes i det og kaste op.

Vi har, indtil han var omkring to og et halvt år altid sagt, at han skulle spise det, der var på bordet, men det resulterede bare i, at han ikke spiste noget. Det skal dog siges, at vi aldrig har tvunget ham til at spise, men han er altid blevet tilbudt det, der var på bordet.

Til sidst blev vi enige om at give ham rugbrød til aften, mest fordi han jo ikke var med i fællesskabet om aftensmaden og ikke lærte at sidde ved bordet sammen med os andre.

Han får vitaminpiller, så vi er sikre på, at han får, hvad han har brug for. Han er sund og rask og er sjældent syg.

Skal jeg være bekymret eller tålmodig? Kommer det af sig selv, eller er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe ham på vej?

Hilsen Ninna

Læs lægens svar på næste side>>

alt

Svar:

Kære Ninna

Det lyder, som om du har en ung mand i huset, der har brug for at fortælle, at han har sin egen mening og vilje.

Det gode ved historien om din søn er i virkeligheden, at han har vist interesse og lyst til forskellig mad på et tidspunkt i sit liv – og så er jeg faktisk sikker på, at den kommer igen.

Madpræferencer er meget individuelle, og vi er nødt til i en vis grad at acceptere, at vores børn ikke nødvendigvis er indstillet på det, vi lige serverer. Kræsenhed handler både om madens smag, duft, tekstur og udseende og er reelt en disharmoni i smagsoplevelsen – det gælder både voksne og børn.

Og for eksempel accepterer vi uden videre kræsenhed, når der er noget, vi selv ikke kan lide. Det bemærkelsesværdige ved kræsenhed hos børn er, at mange tager det som et udtryk for modvilje, bestemt af barnets forgodtbefindende.

Men kræsenhed er faktisk også indbygget i generne. Og det ville da også være mærkeligt, hvis ikke en del af vores madpræferencer netop var arvelige.

Når det er sagt, er der formentligt også i mange tilfælde et element af kontrol. Afvisning af mad er barnets måde for første gang at forsøge at kontrollere sine forældre. Og den er effektiv, det er jeg sikker på, at du kan mærke!

Måske forbinder din søn nogle dårlige oplevelser med ikke-findelt mad med alt det nye, som du serverer. Det er forbigående og ændrer sig, når han i sit eget tempo får prøvet sig frem.

Så ro på, du har allerede fat i det allervigtigste: Konflikter og tvang nytter ikke. For du kan alligevel kun kontrollere, hvad der kommer på bordet, ikke hvad der kommer indenbords. Vær i stedet realistisk og tålmodig.

Husk, at grønsager ikke partout skal være tilberedte, og at mad ikke nødvendigvis skal være varm for at være lødig. Vær et godt eksempel, både hvad angår mad og manerer.

Hvis I som forældre åbenlyst nyder lækkert tillavet, sund mad, så kommer din søn sandsynligvis også til det på et tidspunkt. Både på grund af arv og miljø.

Jeg ønsker jer god energi til udfordringen,

Mange hilsner Annebeth