Selvfølgelig findes julemanden

Julemanden er en tyk mand med langt, hvidt skæg, rød hue med hvid kvast, halvbriller og en rungende, hjertelig latter: HO, HO HO.

Her kommer han hele vejen fra Grønland i sin kane trukket af sine ni flyvende rensdyr med Rudolf i spidsen for at aflevere gaver til børn i hele verden.

Alle danske børn og voksne ved, hvem han er, og en stor del af os har i øvrigt det til fælles, at vi tror eller har troet på, at han virkelig eksisterer.

Hvorfor skulle man ellers opfordre sine børn til at sende ønskesedlen til Nordpolen, eller sætte sig på skødet af ham i Rødovrecentret og hviske de inderste ønsker til ham?

Nej, vel. Julemanden er en myte, vi er blevet enige om at tro på. Lidt ligesom Jesus, siger nogle. Forskellen er, at vi også er enige om, at illusionen om julemanden en dag skal ophøre.

Men hvorfor er det okay at bilde sit barn sådan en historie ind? Er det ikke usundt for et barn at tro på en historie for siden at finde ud af, at vi voksne er fulde af løgn?

Fantastiske fortællinger

Jeanne Fløe, psykolog på børneafdelingen på Esbjerg Centralsygehus, siger:

”Jamen, jeg bliver helt forskrækket over ordene; bilde ind. Vi har brug for at dele de fantastiske fortællinger og myter, der er omkring julen. Det er vores tradition, det er smukt, og vi bilder dem ikke noget ind eller lyver for børnene, når vi fortæller historier.”

For psykologen handler fortællingerne om julemanden, flyvende rener og nisser om den magi, der er med til at få juleglæden frem. Og som gavner fællesskabet.

”Her skal vi lægge fornuften til side. Det er en leg, vi har med hinanden. Børnene elsker det, og vi har også selv et barn indeni, der elsker det,” siger hun og sammenligner med en leg, de leger på børneafdelingen. Der har hospitalsklovnen en usynlig hund, som bliver luftet med tom snor.

”Alle bliver anderledes, når klovnen og hunden kommer. Vi klapper hunden og nusser den bag øret. Det er sjovt – eller var sjovt, indtil der kom en sygeplejerske og spurgte, hvor hunden var henne. Det dur ikke at være rationel,” ler hun.

”Nej, lad være med at pille troen og myterne i stykker,” samtykker psykolog John Aasted Halse, der er stor tilhænger af magien, det uforståelige og uforklarlige ved myterne omkring julen. For ham er det med til at skabe sammenhængskraft i familien.

”Julemanden er symbol på noget, vi er sammen om til jul. Han er et fantasivæsen, der vil børn det godt, hvis de har været artige. Når vi sætter grød op til nissen eller fortæller eventyr om julemanden, der kravler ned gennem skorstenen med gaver, skaber vi rammer for julen og en oplevelse for barnet. Gode historier skal fortælles,” siger John Aasted Halse, der opfordrer alle forældre til at komme i gang med at lege og ”lyve.”

Noget vi legede

Hvad sker der så, når barnet finder ud af, at det er blevet luret? Kan barnet så nogensinde få tillid til forældrene igen?

”Det er ikke et tillidsbrud at fortælle børnene historier og eventyr. For børnene kommer erkendelsen af, at julemanden ikke eksisterer ikke fra den ene dag til den anden. Det kan godt være, at de opdager, at det er farfar, der er inde i nissedragten, og at det er øv. Men der går noget tid, før sandheden går op for dem. De kan sagtens håndtere ”hvide løgne.”

Vi fortæller dem jo også, at folk kommer i himlen, når de dør, og så er der hele den anden myte om kristendommen, som jo er omgærdet af en helt anden alvor,” siger John Aasted Halse.

Han peger på, at der for eksempel ikke er ret meget rationalitet i fortællingen om Marias jomfrufødsel i en stald omgivet af tre vise mænd fra Østen. Men at den historie fortælles for at sætte os i en særlig stemning, og at fortællingen indeholder symboler, børn kan forstå.

Når børnene bliver ældre, holder de gradvist op med at tro på jomfrufødsel og Gud som en mand, der sidder oppe i himlen. Men derfor kan de sagtens fortsætte med at tro.

Jeanne Fløe er foruden psykolog også præstekone. Så for hende er det vigtigt at kunne skille tingene ad. I præstegården bruger de et sprogligt kneb til at sondre mellem det at tro på Jesus og på julemanden.

Hos os har vi altid sagt, at historierne om julemanden og nisserne er lavet af det stof, som drømme er lavet af. Det er Jesus og historierne om ham ikke. Det handler om sprogbrug,” siger hun.

Hun er helt på linje med John Aasted Halse, når det kommer til bekymrede forældre, der er bange for, at børnene vil vende ryggen til dem, når de opdager, at far og mor har løjet om julemanden.

”Hvis det skulle være det værste, der overgår dem, så overlever de nok. Jeg er ikke meget for at give folk en opskrift på, hvordan de skal gøre tingene, for man kan ikke slå alting op i en bog. Tænk hellere på, hvad der virkede, da I selv var børn. Og lad være med at være så bekymrede.

Som psykolog vil jeg godt love, at børn ikke bliver traumatiseret af at miste troen på julemanden, men de bliver traumatiseret af forældre, der bekymrer sig alt for meget,” siger Jeanne Fløe.