Fordyb dig i dit barn

” Fordybelse er at tænke efter, at gå ind i eftertanken og komme lidt på afstand fra de umiddelbare indtryk. Hvad skete der egentligt? Det handler om at gå ned i tingene, men også at gå væk fra dem.”

Sådan siger Per Schultz Jørgensen, professor i socialpsykologi, tidligere formand for Børnerådet og en af landets vismænd, når det handler om at forstå barnets verden set med pædagogiske og psykologiske øjne.

Vigtig livsindstilling

Han vil så gerne have os voksne til at forstå hvor vigtig en livsindstilling, fordybelsen er, for den kan hjælpe vores børn til mindre rastløshed i en tid, hvor mange har svært ved at finde meningen med livet.

„Det er væsentligt, at vi hver især finder laguner til fordybelse, hvor vi kan tænke og finde ind til os selv. Ellers sker der nemt det, at vi bliver overfaldet af mediesamfundet omkring os, som er så fyldt med påvirkninger, at vi kan påduttes andres meninger og holdninger uden at være bevidst om det. Det kan betyde, at den enkelte bliver frarøvet sine egne meninger.”

Men hvordan får vi som forældre fordybelsen ind i hverdagen med børn? Per Schultz Jørgensen citerer den svenske journalist Katarina Bjärvall, der for nylig har skrevet bogen: ”Vi vil ha’ mere – om børn, tid og forbrug”.

Et af Bjärvalls råd er: „Sluk fjernsynet og spis et æble med dit barn!”

Og selv om citatet nok ikke skal tages alt for bogstaveligt, så er fjernsynet et overordnet symbol på det informationsinferno, som vi selv må lukke ude for at skabe den fornødne ro til samværet med vores børn. Vi er nødt til selv at afskærme os ved bevidst at vælge larmen fra og roen til.

For Per Schultz Jørgensen handler det om at dele oplevelser med hinanden og især barnets oplevelser – og også tale om dem. Selvfølgelig er det okay at se fjernsyn sammen, men en individuel opslugthed er ikke ideel – ikke når man sidder med sine børn, her bør der sættes ord på.

Lidt firkantet kan man sige, at opslugtheden så vidt muligt skal følges op af refleksionen, så barnets oplevelser bliver vendt i dialog med den voksne. Men først og fremmest gælder det om, at vi som voksne forstår at tage vare på barnets oplevelse, så der er plads til fordybelsen.

Per Schultz Jørgensen fortæller denne historie:

„Elias på fire år har været i Zoo med sine forældre.

Da han møder pædagogen i børnehaven, fortæller han glædesstrålende, hvor han har været.

Pædagogen spørger: Så du så løverne?

Men Elias så ikke løverne.

Så du girafferne? Nej, lyder svaret.

Men så du så aberne og de brune bjørne?

Mens hun spørger og spørger, slukkes lyset i øjnene. Han bliver pludselig i tvivl om, hvor vidt han overhovedet har været i Zoo.

Lidt senere møder Elias en anden pædagog og beretter igen lidt betuttet, hvor han var i går.

Den anden pædagog sætter sig nu på hug foran ham og siger: Fortæl mig noget mere.

Elias fortæller, at der var en stor blå dør og et tårn.

Pædagogen siger: Fortæl mig mere, og han beretter og beretter, og pædagogen bliver ved at spørge, og hvad så bagefter og bagefter?

Det ene lys efter det andet bliver tændt i øjnene på ham. Han får igen lov til at gå gennem vandpytterne, tage sneglehuset op og undre sig over isboden, der er lukket. Han fortæller hende også om drømmen om at blive dyrepasser.”

Per Schultz Jørgensen forklarer, at når den ene voksne kører en strategi, der hedder: Jagten på det rigtige voksensvar, så diskvalificerer hun barnets oplevelse, hvorimod den anden forstår at fordybe sig og anerkende både følelser og indtryk.

Fordybelsen tager måske længere tid, men til gengæld giver den både barn og voksen en fantastisk mulighed for at mødes i et fælles og dybere rum.

Et spørgsmål om nærvær

Fordybelsen med børn kræver nærvær. Det er kodeordet, men hvad er nærvær? Ifølge professoren i socialpsykologi handler nærvær basalt set om samtidighed og det at dele en opmærksomhed. Begrebet nærvær kan deles i tre.

„Grundlæggende er der det fysiske nærvær. Kind mod kind, hånd mod hånd, hvor begynder du, hvor begynder jeg? Den fysiske kontakt er især afgørende for helt små børn, for at de kan føle sig elsket. Øjenkontakten er en anden form for nærvær.

Den gensidige kontakt hvor øjne mødes, og hvor vi kan orientere os om hinanden. Det tredje nærvær er det sproglige, som dog har det problem, at vi jo ikke taler samtidigt. Når den ene taler, tier den anden og omvendt.

I mellemrummene kan vi blive usikre på hinanden, hører den anden nu også efter?” Løsningen er ifølge eksperten, at vi husker at følge op på det, der bliver sagt. Her skabes den sproglige samtidighed. Den fire-årige fra før bliver af pædagogen mødt med et: Hvad så bagefter, fortæl mere, hvilket indirekte bekræfter drengen i, at hun er der.

Det kan også være, at hun ugen efter følger op på farmorens runde fødselsdag, som hun i onsdags fik at vide skulle fejres i weekenden.

Per Schultz Jørgensen forklarer:

„Barnet oplever en kolossal bekræftelse, når den voksne har hørt efter, og får samtidig en grundlæggende fornemmelse af, at han eller hun er god nok. Anerkendelse, selvværd og fordybelse hænger uløseligt sammen, og det handler om, at vi som voksne går med ind i barnets verden.”

Han understreger, at det gamle 70’er redskab – rundkredspædagogikken – stadig er noget af det bedste i samværet med børn. At den voksne snakker tingene igennem, samler op, spørger ind og sætter skub i eftertanken. Det kan gøres ved bordet, når man spiser sammen. I bilen eller på gåturen. Det kræver bare, at den voksne lytter og spørger ind.

„Fordybelse løber jo tit over mere end én snak. Den kan begynde i dag, fortsætte i morgen og i næste weekend. Det er den voksne, der har et ansvar for at vende tilbage.”

Fordybelse uden sprog

Når barnet er lille og uden sprog, handler nærværet og fordybelsen mest af alt om at skabe en fælles opmærksomhed. Det sker blandt andet i den fysiske kontakt, der giver trygheden, og ved at følge barnets opmærksomhed.

Hvor går øjnene hen? Til koen eller klodsen? Følg blikket og tilbyd nye områder for fælles opmærksomhed. Fordybelse med barnet de første par år er selvfølgelig primært et spørgsmål om god fysisk kontakt og øjenkontakt, men den kan altså også styrkes i legen med klodserne.

Det sker, når den voksne er oprigtigt engageret, og barnet mærker, at mor eller far gider faktisk godt – de er til stede, og så gælder det om at følge med i legen og sætte ord på.

”Ja, den er fin, den røde klods, og se, den kan bygges oven på den blå og så videre.”

Grundlaget for både nærvær og fordybelse i de første år er, at der er udviklet en basal tillid.

DE FEM DYDER

Serien ”De fem dyder” handler om medmenneskelige egenskaber og værdier.

Dyd nr. 1: Taknemmelighed

Dyd nr. 2: Empati

Dyd nr. 3: Selvværd

Dyd nr. 4: Nysgerrighed

Dyd nr. 5: Fordybelse

FORDYBELSE

Ordbogen siger:

Fordybe sig: Beskæftige sig indgående med noget.

”Somme tider stod Jonatan op midt om natten og kogte honningvand til mig for at lindre hosten. Den aften, jeg var bange for at dø, sad han hos mig i flere timer, og vi snakkede om Nangijala, men ganske sagte, for at mor ikke skulle høre det.”

Astrid Lindgren ”Brødrene Løvehjerte”