Fra pivefis til supersej

Legepladsen er fyldt med glade børn. Men på toppen af rutsjebanen står Amalie, lammet af højdeskræk og alt for bange til at rutsje ned. Ingen af de andre børn kan komme til, og Amalies mor er flov over, at hendes datter er en piveskid.

En hyggelig tur på legeplads ender rigtig dumt for alle. Men med lidt hjælp kunne Amalies mor have vendt hendes frygt til en sejr.

Hjælp barnet på vejAlle forældre kender situationer, hvor de synes, deres pode er et pjok. Nogle børn er bange for balloner. Andre klynker, når de får våde strømper. Og nogle græder som pisket efter et lille fald på legepladsen.

Hvis du synes, piveriet er et problem, må du allerførst være ærlig og se, om problemet er dit eller barnets, siger familierådgiver Helle Birkholm-Buch:

„Det er kun et problem for barnet, hvis det er hæmmet i sine aktiviteter.”

Hvis du tror, at dit lille pjevs ville få mere ud af livet, hvis det var mere sejt, så kan du hjælpe barnet. Og metoden er en tretrinsraket, fortæller Helle Birkholm-Buch.

Første skridt er at anerkende barnets oplevelse ved at beskrive dets følelser. Sig: „Jeg kan se, det er svært.” Du må ikke sige, at det er svært for det individuelle barn, for så kan du ikke overbevise det om, at det godt kan overvinde frygten.

Næste skridt er at spejle barnets følelser i kropssprog og attitude. Det nytter ikke noget at sige, at du anerkender frygten, hvis din stemme er begejstret som Bubbers. Ord og attitude skal følges ad.

Endelig skal du aflede opmærksomheden og lede barnet videre. Sig, at I efter rutsjebanen skal prøve en supersjov gynge. Når først barnet har rutsjet ned af rutsjebanen, vil det opleve turen som en sejr, uanset om det holder dig i hånden eller ej. Men oplevelsen er kun en sejr, hvis det er en sejr i barnets øjne. Hvis sejren egentlig kun er vigtig for forældrene, bliver barnet ikke styrket.

Hvis dit barn altid er sippet og forskrækket, er det muligt at give det mere gå-på-mod i hverdagen:

„Vælg situationen for barnet, i stedet for at lade tilfældet styre,” er Helle Birkholm-Buchs udgangspunkt.

Måske er din lille prinsesse bange for vandpytter. Så kan I prøve at finde en god, stor vandpyt og gå derhen sammen.

„Nærm jer det farlige langsomt. Lad barnet blive i sin uro, indtil det fortager sig, og barnet ser, at det godt kan vænne sig til situationen.”

Helle Birkholm-Buch tilføjer, at et ulykkeligt barn ikke skal tvinges til at hoppe i vandpytten, men stille og roligt, gerne i flere etaper, kan man godt vænne et barn til at overvinde angsten.

Forstå følelserneDer er forskel på en pivet vuggestuetumling og et børnehavebarn, der ikke tør prøve noget nyt. Små børn reagerer her og nu, men graden af reaktionen varierer. En lille rift den ene dag kan udløse flere tårer end et stort sår dagen før. Det kommer helt an på, hvordan barnet har det lige på det tidspunkt, siger Helle Birkholm-Buch:

„Hos et-toårige kan man ikke tale om adfærdsmønstre endnu. Man må bare tage udgangspunkt i barnets umiddelbare reaktion. Og husk, at der kan være noget bagvedliggende, som barnet ikke kan udtrykke.”

Hos så små børn dækker piveriet måske over mavekneb eller træthed efter en afbrudt middagslur. Desuden kan du også spørge dig selv, hvordan du selv reagerer:

„Børn under tre år afspejler typisk morens reaktion over for verdenen. De bruger moren som termometer på, om de skal være bange og hvor bange, de skal være. Ved treårsalderen bliver barnet opmærksomt på omverdenen, og deres reaktioner bliver mere uafhængige af morens,” lyder det fra Helle Birkholm-Buch.

Derfor kan man hos lidt større børn godt kigge efter et mønster i piveriet. Det er vigtigt at gøre meget ud af at forstå årsagen, for måske har barnet vænnet sig til at pive for at få kontakt til forældrene:

„Som udgangspunkt skal man altid tage barnets adfærd alvorligt og spørge sig selv, hvorfor det opfører sig sådan. Har barnet brug for at pjevse for at blive hørt? Det kan være, at pjevseri på et tidspunkt har givet mening og har gjort, at barnet har fået sine følelser hørt. Så kan barnet finde på at bruge pjevseri i andre situationer, hvor det ikke føler, det bliver hørt.

Piveri kan være udtryk for, at der er noget andet, der er svært. Hvis børns følelser ikke tages alvorligt, så har det brug for at være pivet for at få en reaktion fra dig,” siger Helle Birkholm-Buch.

Hun minder om, at forandringer kan gøre barnet sårbart. Det kan for eksempel være institutionsskift eller nye søskende, eller indre forandringer, når barnet tager et tigerspring ind i en ny udviklingsfase.

I begge tilfælde er det ikke sikkert, at du som forældre kan kæde barnets adfærd sammen med en forandring, som vender barnets tilværelse på hovedet.

Og lige så opmærksom skal du være, hvis dit barn slet ikke pjevser, når der sker store forandringer:

„Det tilsyneladende robuste barn kan være et barn, der lukker af over for følelser, fordi det oplever, at dets følelser ikke bliver hørt og mødt,” siger familierådgiveren.

Alle følelser er okayHelle Birkholm-Buch understreger, at der ikke findes rigtige eller forkerte følelser. Det er udelukkende reaktionen på følelserne, som kan være mere eller mindre hensigtsmæssige. Hvis dit barn bliver lammet ved synet af en vandpyt, så kan du ikke trylle angsten væk, men kun hjælpe dit barn til at reagere hensigtsmæssigt.

„Husk, at du som mor ikke kan dømme, om deres adfærd giver mening for dem. Vi ved jo ikke, hvordan barnet oplever situationen, eller hvad det ellers har oplevet for nylig.”

Helle Birkholm-Buch minder om, at børns gråd altid er et råb om hjælp, og derfor skal et grædende barn som udgangspunkt altid trøstes. Også selv om du måske har en mistanke om, at det ikke er den aktuelle situation, der udløser gråden.

Trøst handler om at anerkende følelsen, forsikre barnet om, at al fare er drevet over, og at det sagtens kan takle verden. Og derefter skal barnet videre i livet.

Helle Birkholm-Buch slår fast med store bogstaver, at den dårligste løsning er at sige, at barnet skal tage sig sammen:

„Der er ikke nogen mennesker, der bliver kompetente af at få at vide, at deres adfærd er forkert. At sige: „Nu er du en baby, tag dig sammen,” er bare udtryk for, at vi som forældre ikke orker at rumme barnets følelser.”

På længere sigt kan det skade dit barns selvværd, hvis du ikke accepterer barnets følelser, også når han eller hun er bange, siger familierådgiveren. Selv en supermor kan dog blive træt i hovedet, hvis hele dagen er fyldt med klynk. Måske har du på et tidspunkt svært ved at rumme mere.

Så er det vigtigt at blive på din egen banehalvdel:

„Det er bedre at sige: „Jeg har bare ikke plads i hovedet lige nu,” end at sige „Hold så op med at skabe dig. „ Bare du aldrig siger, at barnets følelser er forkerte,” siger Helle Birkholm-Buch.

TRÆN FRYGTEN VÆK

• „Hvis dit barn generelt er meget frygtsomt, kan du hjælpe det til større mod:

  
  

  Overvej om det, som barnet er bange for, hæmmer barnet. Eller om det er dig, der synes, frygten er et problem?

• „Vær rollemodel og vis vejen forbi den farlige hund eller lignende, men i et langsomt tempo, ellers gør du blot barnet bange.

• „Hjælp barnet gradvist, langsomt og i sit eget tempo med at nærme sig dét, barnet frygter.

ALDER OG KLYNK

Fra nul år kan børn frygte:

• Larmende situationer

• Alt ukendt

• Helt små børn spejler deres forældres, især morens, reaktioner, og frygter derfor det samme som moren

To-femårige børn bliver typisk bange for:

• Pludselig larm

• Uventede bevægelser

• Højder

• Fremmede mennesker eller kendte mennesker i uvante situationer

• Fremmede omgivelser eller ting

• Dyr

• Smerte, eller noget der minder om en smertefuld oplevelse, for eksempel læger

Lidt færre børn er bange for:

• Mørke

• At være alene i mørke

• Fantasidyr, for eksempel trolde

• Adskillelse fra moren

HJÆLP DIT BARN

Brug ASA-modellen her for at takle svære følelser som frygt, tristhed, vrede og så videre:

• Anerkend barnets følelser

  
  

  Sig: „Jeg kan godt forstå, du er ked af det” eller lignende.

• Spejl barnets følelser

  
  

  Dit kropssprog og dit stemmeleje skal forsikre barnet om, at du forstår og anerkender dets følelser.

• Afled barnets følelser

• Som en spejderleder guider du barnet videre.