Sådan tænker far!
Som gravid kvinde får du sikkert meget tid til at gå med tanker og forestillinger om den lille ny. Men hvad med den kommende far? Han taler måske knap så meget om puslebord, barnevogn og bæresele. Men bare rolig; rent mentalt er han i fuld gang med at forberede sig på jeres nye liv.
Fra det øjeblik, graviditetstesten viser positiv, rettes al opmærksomhed umærkeligt mod dig som kommende mor. Helt automatisk kommer du i centrum hos lægen, hos jordemoderen, blandt veninderne og hos de kommende bedsteforældre. Det handler om, hvordan du har det. Om du er træt, forkvalmet og tung? Om maven vokser, som den skal? Hvornår du går på barsel? Og så videre, og så videre.
Læg dertil, at du formentlig også selv taler ret meget om alt det spændende, der sker i din krop, og samtidig får sat en masse praktiske redebyggerprojekter i gang. Barneværelset, garderoben og alt udstyret skal jo være tip-top klar til modtagelsen af den lille, nye øjesten. Men hvad med faren? Hvor er han henne i det hele?
„Det er egentlig ikke så underligt, hvis den kommende far kan føle sig lidt kørt over,” som chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen udtrykker det. Han har i en undersøgelse fulgt en række fædre, fra fire måneder før deres barn blev født til fem måneder efter fødslen. Og undersøgelsen viste, at selv om fædrene måske ikke taler så meget om det, så er de dybt optagede af alt det nye, der er på vej til at ske.
Genoplever barndom
„Der sker faktisk lige så store psykiske forandringer hos fædrene som hos mødrene under graviditeten,” siger Svend Aage Madsen.
„Mænd tænker på deres egen barndom, og hvordan deres forældre egentlig var. De reflekterer over, hvilke dele af deres egen opvækst de gerne vil give videre til deres barn, og hvilke dele der skal være anderledes.”
Men ofte har fædre svært ved at forestille sig, hvordan det er at være far til et spædbarn. Og Svend Aage Madsen har lagt mærke til en pudsig ting, når han beder kommende fædre og mødre fortælle om det billede, de har af barnet inde i hovedet. Langt de fleste førstegangsmødre forestiller sig nemlig et lille spædbarn og ser for sig, hvordan de sidder med barnet i armene. Men mændene derimod ser et rimelig stort barn for sig. Et barn på et par år.
„Det billede, mænd hyppigst beskriver, er, at de løber rundt og leger med barnet på en græsplæne. Ofte med en bold. Det er ikke billedet af et spædbarn, der kommer frem hos flertallet af mændene. Og derfor har de måske også lidt sværere end kvinden ved at falde i svime over en tur i BabySam inden fødslen,” siger han, men beroliger med, at når først barnet er født, kan stort set alle fædre forholde sig til spædbarnet.
Men tænker mændene ikke også på, hvad livet med den lille ny kommer til at betyde for parforholdet? Ikke rigtigt, er Svend Aage Madsens erfaring.
„Mænd spekulerer generelt ikke så meget over, om sexlivet og nærheden nu bliver det samme som før. Men til forskel fra tidligere lægger mænd dog ikke hele ansvaret over på kvinden, men opfatter det som en fælles udfordring, at det kan være svært at få tid til både sex og hygge i samme grad som tidligere.”
PSYKOLOGENS RÅD: TAL SAMMEN UNDER GRAVIDITETEN
Der er stort set ikke noget dårligere tidspunkt at tale om alle de praktiske og følelsesmæssige ting, end når barnet er født. Det er for sent, da den ene part måske allerede er gået hen og blevet skuffet. Tal derfor om det nye liv inden fødslen.
I kan tale om spørgsmål som:
Hvilken slags forældre vil vi gerne være?
Hvilke værdier vil vi gerne give videre til vores barn?
Men det er også vigtigt at have talt om de praktiske opgaver, som:
Hvem står op om natten?
Hvem tager barsel – og hvor længe?
Hvem bliver hjemme fra arbejde, når barnet er sygt?
Spørgsmål, om hvordan fødslen skal foregå, om manden vil være tilstede, om han bliver og overnatter, skal også vendes.
Husk! Det kan virke overrumplende på din mand, hvis han får en masse spørgsmål, han skal tage stilling til på kort tid. Giv ham plads til at tænke og lyt til, hvad han siger. Brug eventuelt sundhedsplejersken eller jordemoderen som tredje part i snakken. Det kan være lettere, hvis det er en udefra, der stiller spørgsmålene.
FIND DIN TERMINSGRUPPE I VORES BØRNS FORÆLDRE FORUM HER!