Går mors stress ud over børnene?

Spørgsmål:

Kære Jørgen Svenstrup

Vi er en rigtig hyggelig kernefamilie: Far, mor, storebror på snart 11 og lillebror på snart 4 år. Vi holder meget af hinanden og respekterer hinanden for dem, vi er. Vi har ikke katastrofetilstande, men jeg, moren, er stresset. Familien tæt på bliver indimellem decideret stresset af, at jeg aldrig rigtig er rolig.

Jeg kan godt mærke det selv. Jeg oplever for eksempel, at langsomme mennesker (måske er de slet ikke langsomme?) omkring mig får mig til at løbe endnu hurtigere.

Jeg bebrejder min store søn, at han ikke lige får klaret lektierne i en ruf, at bordet ikke lige bliver dækket uden 100 svinkeærinder, at min mand ikke får skrevet e-mailen lidt hurtigere osv.

Flere gange om ugen lover jeg mig selv at give mine kære og mig selv lidt luft og lade tingene tage den tid, de tager.

Jeg ville selvfølgelig allerhelst høre, at børn ‘vænner sig’ til de forældre, de nu en gang har fået i fødselsdagsgave. Det ville jo være dejligt praktisk for mig …

Men risikerer jeg at overføre min stress og det fløjtende niveau til mine små pus med skadelig effekt? Hvor alvorligt skal jeg tage det? For at du kan vurdere vores situation bedst muligt, vil jeg give nogle eksempler på, hvor jeg ser ‘symptomer’ på, at min dejlige drenge har en fortravlet (jeg har travlt, men det, jeg snakker om, er en ‘indvendigt’ fortravlet) mor.

Jeg ser min snart 11-årige søn med en kronisk undskyldende (rapper-agtig) kropsholdning: Hovedet frem, ryggen lidt krummet. Han har svært ved selv at tage ansvar og få gjort ‘sine ting’. Jeg har jo allerede mindet ham om, hvad han skal, inden han selv får impulsen – eller også har jeg gjort dem for ham! Han spørger ofte med lav stemme, om jeg er stresset. For eksempel inden han skal spørge mig, om han må få lov til noget.

Jeg føler – måske lidt paranoidt – at han vælger at komme ud af huset mest muligt. Han vil hellere hjem til kammeraterne end at have kammeraterne hos os.

Lillebror, på snart 4 år, er mere robust. Han vender bare øjne og stønner, at jeg ikke hører ordentligt efter, når han taler til mig. Og lige netop det hører jeg i hvert fald, at han siger! Jeg forestiller mig, at begge drenge elsker mig højt, når jeg en sjælden gang stiller ind på deres kanal og sidder tæt med dem, uden vi foretager os noget særligt.

Det er en balance at skrive de detaljer, fordi jeg jo her giver eksempler hevet ud af en i øvrigt nogenlunde fornuftig hverdag, men håber, at det giver dig et billede af, hvordan det indimellem kan være hjemme hos os.

Som jeg gerne vil antyde, er jeg ikke bare slået på kronisk og automatisk monster-mor. Jeg er en god og kærlig mor, men jeg er opmærksom på, at mit eget stressniveau ikke bare sådan uden videre ‘går væk’! Så jeg arbejder også med at mindske det. Jeg har prøvet med forskellige metoder: Almindelig sund fornuft, buddhistisk meditation (en enkelt gang!), gode bøger om sproglige værktøjer osv. Men jeg er vokset op på den måde, så jeg har øvet mig i at være ‘for speedy’ i langt flere år end det modsatte. Far i huset er heldigvis dejlig afbalanceret.

Mange venlige – helt rolige – hilsener

Christine

Læs coachens svar på næste side>>

Svar:

Kære Christine

Jeg er helt sikker på, at dine tålmodige børn elsker deres mor, og det bliver de heldigvis ved med, stort set uanset hvad du finder på.

Om din stress er usund for dig selv og din familie, svarer du selv på i dit brev:

”Familien tæt på bliver ind imellem decideret stresset af, at jeg aldrig rigtig er rolig”, skriver du. Men det er naturligvis kun, hvis vi tror på, at det er sundt at have indre ro, at have tid til tanker, at lytte til vores børn, at lade dem tænke og gøre ting selv.

Børn vælger typisk mellem to strategier, når de bliver udsat for stress. Enten fører de arven videre med de ulemper, indre uro medfører, eller også bliver de diametralt modsatte og udvikler en aversion mod fortravlethed.

I den travle hverdag, børn vokser op i, tror jeg, det er hensigtsmæssigt, at de lærer at have indre ro, så de ikke bliver vippet af pinden, når de møder livets travlhed og kompleksitet. Heldigvis skal dine børn nok klare skærene, på trods af hvad de bliver udsat for.

Jeg tror mere, det handler om, hvor længe du vil blive ved med at ‘prøve’, i stedet for én gang for alle at vælge den ro, som du mellem linjerne skriver, at du gerne vil have? At du har været speedy hele livet, betyder ikke nødvendigvis, at det tager lige så længe at ændre.

På den anden side skal du heller ikke regne med, at du kan lære at blive ‘langsom’ hurtigt! Bag dine vaner ligger overbevisninger, og vil du ændre dine vaner, er du nødt til at se på dem – måske med hjælp udefra.

Til slut vil jeg udfordre din begyndelse. Du skriver, at I respekterer hinanden for dem, I er. Hvor meget respekterer du egentlig din familie, som den er, når du samtidig skriver, at de bliver stressede af dig, og at du ikke hører efter, hvad dine børn siger?

I forbifarten får du dog heldigvis også delt, at du kender løsningen på din udfordring, og det er her, du kan sætte ind.

“Når jeg en sjælden gang stiller ind på deres kanal, og vi rent fysisk bare sidder tæt og stille uden egentlig rigtig at foretage os noget særligt”, skriver du.

Det fortæller mig, at du i dig selv har både evnen og motivationen til at stille ind på dine børns kanal og finde roen i dig selv. Dit første skridt er en beslutning om, hvor sjældent det skal ske fra i dag.

Jeg ønsker dig det bedste!

Jørgen Svenstrup