Giv dit PARFORHOLD et service-eftersyn
Du sender din bil til syn hvert fjerde år, går til tandlægen hvert halve år og bliver klippet hver tredje måned. Men hvor tit ser du egentlig det vigtigste i dit liv – kærligheden – efter for skjulte fejl og mangler? Vi guider dig til, hvordan du giver dit parforhold et serviceeftersyn.
Uanset om du og din kæreste er tindrende nyforelskede, eller I er vågnet op ved siden af hinanden i årevis, er det godt at få gjort jer klart, hvilke ønsker, behov og værdier I hver især kommer med – og hvordan I gerne vil have, at jeres hverdag skal skrues sammen.
”Lige så snart hverdagen sætter ind i et forhold, bør man snakke tingene igennem. Et par er jo to mennesker, der vil noget med hinanden, og det gælder om at finde ud af, hvad det ’noget’ er – og om det er det samme, om I er på vej i samme retning,” siger psykolog, sexolog og forfatter Sanne Neergaard, der måske har Danmarks største erfaring i at rådgive par om deres fælles liv.
Det gælder også, hvis I skal til at genopdage hinanden efter de zombie-agtige år med helt små børn.
Ifølge Sanne Neergaard gælder det både om at få diskuteret de praktiske, hverdagsagtige ting – alt det, som er muligt at lave aftaler om – og de mere følelsesmæssige sider af jeres forhold. Og så gælder det om at blive ved med at diskutere dem, også selvom forholdet har nogle år på bagen.
”Kærlighed er at have lyst til at give noget at sig selv til den anden, både følelsesmæssigt og fysisk. Det er, når parrene holder op med at dele deres indre med hinanden, at nærheden og kontakten forsvinder, og forholdet går i stå,” siger psykologen.
På de næste sider har vi udarbejdet et samtaleskema med emner, som ifølge Sanne Neergaard er særligt vigtige at diskutere igennem, når man er i et forhold. Brug skemaet som udgangspunkt for at give jeres parforhold et serviceeftersyn – husk at tage udgangspunkt i hver jeres tanker og følelser.
”Mange par siger hele tiden ’vi’, men et par er stadig to forskellige mennesker med hver sin bagage. Hold dig på din egen banehalvdel, og giv udtryk for, hvad du føler og ønsker. Det er også kærlighed at turde sige, hvad man føler i forhold til den anden, uanset om det er glæde, irritation, vrede eller andre følelser,” understreger Sanne Neergaard.
Nogle af spørgsmålene i skemaet er måske allerede afklaret – for eksempel hvor I bor, om I har fælles økonomi og så videre. I så fald kan I hver især fortælle hinanden, om det stadig er sådan, I synes det skal være, eller blot sætte flueben ved det spørgsmål og gå videre. Skemaet er opbygget, så de mere praktiske ting – økonomi, karriere og hverdag – kommer først, og de mere følelsesmæssige – personlig fremtoning, sex, værdier og følelser – kommer til sidst. Men vælg selv rækkefølgen, alt efter hvor det brænder mest på i dit forhold. God fornøjelse.
Sådan gør I:
• Sæt god tid af til snakken. Sørg for, at I ikke bliver forstyrret af børn.
• Tag et emne ad gangen, og svar på spørgsmålene hver for sig.
• Byt svar, og læs, hvad den anden har skrevet.
• Sæt jer med en god flaske rødvin, og tal jeres svar igennem.
• Prøv at nå til et forlig om de spørgsmål, hvor I er forskellige.
• Giv hinanden taletid – brug et æggeur.
• Hvis I ikke kan nå til enighed om et spørgsmål, så overvej, om I kan leve med forskelligheden.
• Lav faste aftaler om det, I kan.
• Sørg for at holde en god tone, undgå at gå i forsvarsposition.
• Tag en timeout, hvis samtalen går helt i hårdknude.
• Aftal, hvornår I skal tale sammen igen.
Økonomi – dine, mine og vores penge
Sanne: ”Økonomi er både magt, frihed og sikkerhed – ser vi på vores behov, så kommer kassekreditten jo lige efter mad og drikke! Derfor er det vigtigt at få diskuteret økonomien igennem. En snak om penge siger også noget vigtigt om din partner. Hvor meget er han eller hun villig til at give? Endelig ved vi jo godt med vores fornuft, at ikke alle forhold holder, så det er altid en god idé at få økonomispørgsmål afklaret.”
Det skal du svare på:
• Hvad betyder penge for dig?
• Vil du have fælles eller separat økonomi?
• Hvad er vigtigt for dig at bruge penge på (bolig, rejser, tøj, børnene)?
• Synes du, vi skal holde os til et budget, eller blot bruge løs?
• Er det i orden at låne til forbrug, eller vil du hellere spare op?
• Vil du dele din pension med mig ved skilsmisse – og skal vi dele min?
• Må jeg blande mig i dit forbrug – vil du blande dig i mit?
• Synes du, at den, der tjener mest, også skal betale mest?
• Hvor meget synes du, vi skal bruge på fælles ting?
• Synes du, vores børn skal have lommepenge – hvor meget?
• Synes du, vi skal lave testamente – hvem skal tilgodeses?
• Synes du, vi skal have en livsforsikring?
Karriere – nå dine mål uden at miste din partner
Sanne: ”Ønsker og mål for karrieren er en af de vigtige ting, du skal vide om din partner. Jeg møder for eksempel klienter, som drømmer om at komme til udlandet og arbejde, men ikke tør fortælle deres partner det. De bliver helt indebrændte, uden at partneren får mulighed for at tage stilling til det.”
Det skal du svare på:
• Er det vigtigt for dig at gøre karriere?
• Hvad betyder karriere for dig (titler, arbejdsindhold, høj løn)?
• Hvad er dine karrieremål – nu og i fremtiden?
• Hvad skal der til for at nå de mål (uddannelse, arbejde i udlandet, andet)?
• Hvor langt vil du gå for at nå dine mål (flytte, arbejde over, arbejde gratis, eller)?
• Synes du, vi skal skiftes til at gøre karriere – og i så fald, hvem skal gøre karriere først?
• Drømmer du om at blive selvstændig, gå på deltid, holde orlov eller andet?
• Hvordan kan de drømme leves ud?
• Hvad kræver det (lån, ekstra arbejde, billigere bolig, andet)?
Børn – små tidsrøvere i et travlt kærlighedsforhold
Sanne: ”Mange par glemmer, at børnene også har brug for at se et parforhold, hvor moren og faren (eller bonusforældrene) har noget helt særligt sammen. Dermed får de selv lettere et godt parforhold senere. Så det er rigtig vigtigt også at have kærestetid, selvom man er en familie.”
Det skal du svare på:
• Er du færdig med at få børn, eller vil du have flere?
• Hvor meget vil du være sammen med børnene – i hverdagen, i weekenderne, i ferien?
• Er det vigtigt for dig selv at følge børnene til fritidsaktiviteter, eller er det fint at lade dem følges med andre?
• Hvor ofte er det i orden at få passet børnene? Af hvem?
• Må børnene sove i vores dobbeltseng?
• Må de sove ude (for at vi kan få kærestetid)?
• Kan vi tage på ferie uden børnene?
• Hvem skal stå for børnenes garderobe, madpakker, fritidsaktiviteter, osv.?
• Hvem har ansvaret for børnenes sundhed (vaccinationer, helbredstjek)?
• Hvem bliver hjemme med børnene, når de er syge?
Hverdag – fordel bunkerne, og få fred i lejren
Sanne: ”Det er en god idé at sætte struktur på hverdagen, for alt det, man kan aftale sig ud af, det behøver man jo ikke at skændes om. Så det er fint at fordele opgaverne og så i øvrigt lade hinanden være i fred med dem. Hvis man for eksempel har aftalt, at manden skal støvsuge, så må kvinden lade ham gøre det på hans måde og ikke rende efter ham og rette ham.”
Det skal du svare på:
• Hvor vil du gerne bo (på landet eller i byen, i hus eller lejlighed, i Danmark eller udlandet)?
• Hvad vil du stå for, og hvad vil du helst slippe for – rengøring, vasketøj, madlavning, indkøb, havearbejde, reparationer, hundeluftning, eller andet?
• Synes du, vi skal købe os fra nogle af pligterne – hvilke?
• Hvor længe synes du, vores børn skal være i institution?
• Hvem af os skal hente og bringe børnene?
• Hvor meget tid har du lyst til at bruge derhjemme?
• Hvor meget tid synes du, vi skal bruge på praktiske ting?
• Hvor meget ønsker du at se dine venner, vores fælles venner, og vores familier?
• Hvor meget tid ønsker du, vi skal have sammen – og hver for sig?
• Hvad vil du gerne gå til?
• Synes du, vi skal gå til noget sammen – hvad?
• Hvem synes du, vi skal fejre mærkedage og helligdage sammen med?
Sex – når ’just do it!’ ikke er nok
Sanne: ”Et forhold er meget mere end sex – men det er også sex, for det er derigennem, at vi får intimitet. Og hvis vi ikke får det hjemme, så forelsker vi os i andre eller er utro. Når vi snakker om sex, er det utrolig vigtigt at være ærlig – sex er et af de områder, hvor vi kan lyve rigtig meget for os selv – tænk på, at du jo ikke behøver at føre alt ud i livet, selvom du har talt om det.”
Det skal du svare på:
• Hvad betyder sex for dig?
• Hvad kan du lide – hvad bryder du dig mindre om?
• Hvor ofte skal vi have sex, hvis du kan bestemme?
• Hvem, vil du helst have, tager initiativet (dig/mig/skiftes)?
• Er det okay at sige nej – og hvornår?
• Hvornår vil du helst have sex (morgen, aften, hverdag, weekender, ferier)?
• Hvor kan du lide at have sex (soveværelset, hele huset, udenfor)?
• Ønsker du, at vi skal planlægge sex, eller skal det altid være spontant?
• Hvordan synes du, vi skal forny os (legetøj, film, bøger)?
• Er det ok, at jeg er sammen med andre – og hvordan definerer du ’være sammen’ (kigge efter, danse tæt, kysse, gå i seng med)?
• Synes du, vi skal sige det, hvis vi har været utro?
• Hvad gør du, hvis du forelsker dig i en anden – hvad vil du have, at jeg gør?
Personlig fremtoning – vis, hvor lækker du er!
Sanne: ”Det er rigtig vigtigt, at vi bliver ved med at gøre os umage i et forhold, også når det gælder vores personlige fremtoning, ellers ender vi med ikke at tænde på hinanden. Når vi gør os umage med os selv, viser vi den anden, at han eller hun er noget særligt.”
Det skal du svare på:
• Hvordan kan du rigtig godt lide, at jeg ser ud (hår, tøj, makeup, andet)?
• Er det vigtigt for dig, at jeg barberer ben/sætter hår/dufter godt?
• Er det vigtigt for dig, at jeg gør noget ud af mit tøj?
• Er det vigtigt for dig, at jeg har en høj hygiejne?
• Er det vigtigt for dig, at jeg går til frisør, får ansigtsbehandling og køber nyt tøj?
• Synes du, at jeg bør motionere noget mere?
• Ønsker du, at jeg støtter dig under slankekure – vil du støtte mig?
• Synes du, at jeg er for tyk/tynd?
• Må jeg sige til dig, hvis du bliver/er for tyk/tynd?
Værdier og følelser – vis, hvad du står for
Sanne: ”Vi slæber meget mere med os fra vores forældre, end vi overhovedet gør os begreb om, og det fylder i vores eget parforhold. Det gælder om at få det frem i lyset, så vi kan forholde os til det. Derudover er det vigtigt at blive ved med at dele sit indre med den anden – at blive ved med at fortælle den anden, hvad der er vigtigt for én. Sådan bevares nærheden.”
Det skal du svare på:
• Hvad forventer du dig af vores forhold?
• Hvilke værdier vægter du højest i et forhold (ærlighed, eftergivenhed, gavmildhed, andet)?
• Hvad vil du gerne tage med fra dine forældres forhold – hvad vil du gerne gøre anderledes?
• Hvordan har du det med at være alene?
• Hvordan har du det med at være social?
• Hvordan har du det med at være selvstændig/afhængig?
• Hvordan har du det med at være intim, følelsesmæssigt og kropsligt?
• Hvordan har du det med at sætte grænser?
• Hvordan håndterer du konflikter (går død, fremturer, bliver kold, giver op, bøjer af)?
•Nævn tre ting, som irriterer dig mest i hverdagen – fortæl, hvorfor det generer dig.
• Nævn tre ting, som du er rigtig glad for, at jeg gør – fortæl, hvorfor det gør dig glad.
SANNE NEERGAARD
er psykolog med speciale i kvindepsykologi og seksualitet og har egen praksis med terapi med voksne og par som speciale. Hun har udgivet flere bøger om kærlighed og seksualitet og var redaktør af brevkassen ’Sannes sider’ i ugebladet Femina i 14 år.
Er I kommet hele vejen rundt? Så er I givetvis blevet en hel del klogere på hinanden. Og måske har det også vist sig, at nogle af emnerne har været sværere at tale om, end I lige havde troet? Men glæd jer over, at I nu er i gang med at tage jeres parforhold alvorligt – og at I ved at diskutere jeres forhold igennem på kryds og tværs givetvis undgår en masse konflikter senere. Og husk, at det ifølge Sanne Neergaard går galt, når I:
* lægger ansvaret fra jer
* retter og kontrollerer hinanden
* fordrejer det, den anden siger
* tænker ’hvad får jeg ud af det?
* lyver, snyder og svigter
Til gengæld går jeres parforhold godt ifølge psykologen, hvis I følger disse simple, men svære leveregler:
* Erkend hver især jeres svage sider.
* Giv indrømmelser til den anden.
* Bøj af, lyt, og lær at arbejde i samme retning.
* Bliv klar over, hvad det er, I gør – hvordan den anden opfatter jer, og hvad I måske vil lade være med at gøre fremover.