GODE RÅD FRA EKSPERTERNE
BREVKASSE
Bliv klogere på, hvordan du hviler dig bedst med din gravide mave. Få gode råd mod podens natteroderi, og hør, hvorfor de fleste forældre før eller siden oplever en skrigende unge på gulvet i BR.
BØRNEPSYKOLOGEN
HIDSIG
Vores dreng på to år og fire måneder er meget hidsig og utålmodig. For eksempel kan han slet ikke vente, når vi skal betale for noget legetøj ved kassen. Han skriger og får nærmest et epilepsilignende anfald. Vi bliver meget flove, når han gør det foran andre. Vi må indrømme, at vi har forkælet ham. Dels på grund af vores egen ensomhed, da vi begge er udlændinge i Danmark, og dels fordi vi begge har mistet vores fædre i en tidlig alder. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Hjælp os.
Hilsen de bekymrede forældre
Kære bekymrede forældre,
I har en helt almindelig og velfungerende dreng på to år og fire måneder, og jeg tror ikke, at I har forkælet ham. Jeg tror mere, at I har givet ham rigtig god omsorg, så han i dag har tro på sine egne evner.
Nu nærmer han sig de tre år og skal til at lære, at han ikke øjeblikkeligt kan få tilfredsstillet sine behov, og at der er nogle ting, han ikke selv kan bestemme. Det bliver to-treårige gerne meget vrede over – de skriger, nogle kaster sig på gulvet i vrede over, at de skal vente. Alle forældre oplever den slags episoder, og det er på ingen måde noget at blive flov over. I skal bare holde fast og sige til barnet: “vi betaler først – og derefter får du legetøjet!” Efterhånden lærer barnet da også, at det er sådan, man handler. Så når barnet er fire-fem år, vil man – hvis man ellers har lært sit barn det – slet ikke se den opførsel.
Så jeres søn er på vej ind i en ny udviklingsfase, hvor han stadig skal have god omsorg, og en af måderne at give god omsorg på er at lære ham, hvordan man begår sig i samfundet.
Jeg ved, at det kan være svært, når ens barn er i den alder. Man kan blive usikker og ked af det. Derfor blev jeg også lidt varm om hjertet, da jeg læste, at I føler jer ensomme. Jeg tror, det ville være godt, hvis I kunne finde vej ud af denne ensomhed. At I for eksempel prøvede at tale med jeres læge, om han/hun kender en gruppe eller en forening, der kunne passe ind i jeres interesser. Hvis jeres dreng går i vuggestue, så snak med lederen eller pædagogen, om de kan henvise jer til andre i samme situation. Endelig er der også sundhedsplejersken i jeres kommune. De er ofte meget hjælpsomme og gode til at lytte til og forstå jeres behov for at komme ud af ensomheden. Men det kræver, at I aktivt opsøger hjælp. Gør det – det vil være så godt for jer alle tre.
Med venlig hilsen Margrethe Brun Hansen
Tyngden fra livmoren kan få blodcirkulationen til at køre lidt langsommere, når du ligger på ryggen som gravid. Det er dog ikke farligt, og du kan sagtens hvile dig på ryggen, hvis du synes, det er rart.
Har du spørgsmål til en af vores eksperter?
Dorte Fischer, sundhedsplejerske
sundhedsplejerske@voresborn.dk
Nina Sepstrup, jordemoder
jordemoder@voresborn.dk
Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog
bornepsykolog@voresborn.dk
Christina Tatarczuk, barselscoach
barselscoach@voresborn.dk
Anette Buur Bangsgaard, parterapeut
parterapeut@voresborn.dk