GODE RÅD FRA EKSPERTERNE

Hvad stiller man op, når man begynder at kede sig under barslen og let bliver irriteret på sin baby? Få svaret af barselscoach Nina K. Brandt, der er en af eksperterne i Vores Børns nye brevkasse.

BARSELSCOACHEN

MANGLER UDFORDRINGER

Jeg er 26 år og går lige nu hjemme med min datter på snart et halvt år. Hun var et ønskebarn, og jeg har da også nydt min barsel meget.

Hun er ret nem og glad og sov igennem, fra hun var fire måneder, så jeg føler ikke, jeg kan klage over noget.

Men jeg er altså begyndt at kede mig lidt med kun at passe hende og gå i mødregruppe og til mor-barn gymnastik på den måde, at alt bare foregår i babyuniverset. Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at blive mere irriteret på hende, når hun er ”besværlig,” og jeg tror, det er, fordi jeg savner min egen voksenidentitet. Hvad kan jeg gøre? Jeg føler mig som en dårlig mor og havde faktisk tænkt, at jeg sagtens ville kunne klare det her til UG.

Jeg har dårlig samvittighed over ikke at nyde denne lånte tid hjemme med mit barn 100 procent.

Frustreret mor på barsel

Hej frustrerede mor,

Det lyder som om, du har en dejlig, nem datter, og det er jeg sikker på, at du ved og sætter pris på. Desuden lyder det som om, du har et voksende behov for at få dine andre identitetsroller, end mor-rollen, på spil igen. Det er der bestemt ikke nogen grund til at have dårlig samvittighed over! Det er bedre at acceptere det og blive en gladere mor. Mit bud er, at det vil du være, hvis du sørger for at imødese dit behov for noget andet input end det, du får fra baby-universet.

Spørg dig selv, om det kunne være en idé og en mulighed, at du begyndte at gå til enten noget sport, en foredragsrække eller et eller andet andet, der interesserer dig, uden for hjemmet. Det kan jo også bare være en halvanden times ”mor-ude-tid” på den nærmeste kaffebar med en god bog eller en veninde. For eksempel et par gange om ugen.

Har kaffebaren trådløst, kan du måske tage en bærbar med og sidde og surfe på de sider, der måtte ”fylde dig” ud over babysnak.

Find derefter ud af at få etableret nogle pasningsordninger, du har det godt med. Lad ønskebarnet blive passet af bedsteforældre, farmand eller en sød barnepige. Fordelen herved er jo også, at dit barn får skabt gode og tætte relationer til andre voksne.

Alfa og omega er, at du skrotter den dårlige samvittighed og i passende intervaller får gjort noget, der giver energi til din ikke-mor-rolle. Det vil gøre det nemmere for dig at nyde resten af din barsel og din skønne unge – fordi du tilgodeser alles behov!

De bedste hilsner,

Nina K. Brandt, barselscoach

SUNDHEDSPLEJERSKEN

TOÅRIG VIL IKKE I BAD

Hvad gør vi ved vores toårige datter, som ikke vil i bad? Vores datter har altid været glad for at være i bad, hun har elsket og plasket i vandet og elsker stadig at være i svømmehal.

Men efter et lille ”pølse”-uheld i badekarret har hun nægtet at bade i hendes badekar, hun bliver meget hysterisk og vil kun stå op i badekarret.

Vi har i mellemtiden været ude at rejse, hvor vi sammen har badet i et almindeligt badekar, og da hun kom hjem, ville hun også gerne i hendes badekar – den første gang. Herefter var vi tilbage ved hysteriet. Hvad skal vi gøre for at få vores lille badetrold tilbage igen?

Anonym

Kære anonyme,

Jeg kan godt forstå, at I savner jeres lille badetrold. I skal nok få hende tilbage igen. Men det er en helt naturlig reaktion i hendes alder.

Næsten alle børn bliver på et eller andet tidspunkt bange for at komme i bad, og det sker ofte i to-treårsalderen. Før har barnet, som du beskriver, elsket at komme i bad. Men pludselig foregår det med skrig og skrål. Der kan nogle gange være en udløsende faktor, for eksempel jeres lille ”pølse”- uheld, at barnet falder ned under vandet eller andet. Men ofte kommer det uden grund fra den ene dag til den anden.

Det handler om, at barnet skal omgrænse sig selv i forhold til verden – prøve at finde ud af verden. Og i den proces begynder barnet at blive ”bange” for forskellige ting i dets omgivelser. Det kan være badet, mørket, dyr og meget andet.

Men det handler også om, at jeres dejlige, lille pige er startet på selvstændighedsalderen. Hun vil gerne bestemme selv og opdager, at hun kan få ting til at ske ved at sige nej. For at frigøre sig en lille smule fra jer er hun nødt til at få en konflikt, og badet er en sikker en.

Som sagt skal hun nok blive glad for badet igen. Nogle gange kan det lykkedes at lokke barnet til at bade, men andre gange kan det have næsten den modsatte virkning.

HER FÅR I ET PAR RÅD:

• Prøv at købe et nyt badekar/balje, så hun ikke forbinder det med uheldet. I kan købe det i en størrelse, så en af jer også kan klemme jer ned og sidde sammen med hende. Det, vil hun synes, er hyggeligt.

• Lad hende stå med bruseren og selv fylde badekarret op. Det elsker de fleste børn og derfor glemmer de, at de er bange for vandet.

• Giv hende badetøj på. Det, vil hun synes, er sjovt.

• Lad hendes yndlingslegetøj komme med i bad, det giver tryghed.

• Måske vil hun hellere have et brusebad sammen med en af jer i en periode.

Men husk, at børn ikke behøver at komme i bad mere end én gang om ugen.

Held og lykke – og det er kun en overgang.

Mange venlige hilsner,

Dorte fischer,

sundhedsplejerske

PARTERAPEUTEN

BEDSTEFORÆLDRE MELDER PAS

Vi er en lykkelig familie med mor, far, en datter på fem år og en søn på halvandet år. Vi har et godt familieliv og bruger meget tid sammen med børnene, som vi har prioriteret, så alt hænger sammen med arbejde og fritid. Desværre har vores forældre ikke meget tid til at være sammen med deres børnebørn. Det kan vi godt acceptere.

Men nu har mormor og morfar sagt nej tak til at passe børnene overhovedet. De synes, det er hårdt med den lille, og de orker det ikke. Min mor mener ikke, vi som forældre skal rende i byen, når børnene er små. Det skal siges, at det er yderst sjældent, vi spørger. Men ingen biografture til os, ingen bryllupper, ingen runde fødselsdage.

Vi er bekymret for, om vi i længden kan holde til ikke at være os to bare en gang imellem. Kan det virkelig passe, at vi skal droppe alt og alle, fordi de ikke gider at passe børnene. Jeg synes ærlig talt ikke, de kan være det bekendt. Er jeg helt ved siden af mig selv?

En fortvivlet mor

Kære fortvivlede mor,

Selvfølgelig er det ikke slut med biografture, fødselsdage og andre ud-af-huset-oplevelser, bare fordi I er så heldige at være forældre til to små børn.

Din mors udmelding føles sårende og uretfærdig, fordi du langt fra er typen, der “render rundt ude i byen.” Det, din mor siger, har intet med dig og dine børn at gøre, men er udelukkende et udtryk for noget i hende selv. Og hvad hendes holdning og ressourcer end er på dette område, så lader det sig først ændre, når hun er klar til det. Vent ikke på, at det sker! Det er jeres parforhold alt for værdifuldt til.

At prioritere sin familie indebærer i høj grad også at prioritere sit parforhold. Det er jeres forhold til hinanden, der i sidste ende bærer det hele, og derfor har I naturligvis ikke bare en ret, men også et ansvar for at pleje hinanden som mand og kvinde. Det er så vigtigt, at du ikke kan lade det afhænge af, om bedsteforældregenerationen kan passe de små.

Din mor har såret dig med sin udmelding, men der er ingen vej udenom – du må acceptere det og finde dig en god babysitter, som du er tryg ved.

Kærlig hilsen,

Anette Buur Bangsgaard,

parterapeut

BØRNEPSYKOLOGEN

MÅ MAN REJSE FRA BABY?

Min mand og jeg overvejer at rejse til sommer uden vores baby. Hun bliver et år og en måned til den planlagte rejse, hvor vi er væk i to uger. Jeg har læst, at man ikke skal rejse væk fra sin baby, før de er over to år, fordi det er smerteligt for barnet. Er det rigtigt? Vil barnet tage skade? Er det bedst at vente med at holde en ferie uden sit barn, til barnet er over to år?

Anonym

Kære anonyme,

Der er blandt børnepsykologer meget stor enighed om, at man helst ikke skal rejse fra sine børn, mens de er fra nul til to år. Man kan fint aflevere dem i en daginstitution i seks-syv timer, men være væk i en uge eller 14 dage – det vil være en stor smerte for barnet.

Begrundelsen er, at vi forældre i de to første år af barnets liv er meget betydningsfulde. Vi er det, man kalder barnets trygge base. I situationer, hvor barnet bliver bange eller usikkert eller stillet over for noget uventet, vil det straks søge forældrenes beskyttelse. Børn mellem ni og 13 måneder har det, der kaldes fremmedangst. Det vil sige, at de er meget usikre over for andre end forældrene. Det er faktisk sådan, at hvis en af forældrene ikke har været sammen med barnet i denne periode – været meget bortrejst – så kan barnet udvise stort forbehold, afvise vedkommende og udstråle megen angst over for ham/hende.

Når barnet er fra 13 til 24 måneder, begynder det langsomt at udvikle evnen til at kunne ”huske.” Barnet begynder at udvikle evnen til at danne forestillinger om ting/personer, der ikke kan ses, og at de ting/personer eksisterer, selv om de ikke er der mere. Det vil sige, at først når barnet er omkring to år, vil det, når far og mor rejser fra det, kunne huske dem og give udtryk for savnet ved for eksempel at pege på et billede af dem eller deres senge.

Så jeg vil meget fraråde 14 dages ferie uden jeres datter på 13 måneder. Nyd hende – rejs et sted hen, hvor I alle tre kan nyde ferien. Og har du og din mand brug for lidt tid uden barn, så få en, som jeres datter har dannet tilknytning til, til at passe hende en enkelt nat. Det vil hun lige kunne klare.

Med venlig hilsen,

Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog