Uenighed om opdragelsen

Magnus sidder frygteligt grimt ved bordet. Han spilder og putter sin mad op i vandglasset, og får han lov, bruger han skeen som trommestik og tallerkenen som tromme. Helst mens maden er i. Far kan næsten ikke ha’ det, mens mor trækker på skuldrene med en ”lad da barnet få lov at udfolde sig”-attitude.

Til gengæld insisterer mor på, at Magnus skal holde i hånd over fodgængerfeltet og nægter at cykle med ham, hvis cykelhjelmen er glemt hjemme i entreen. Lige netop på det felt er far mere afslappet – eller uansvarlig, hvis man spørger mor.

Der er titusinde ting at blive uenige om som forældre, når det gælder opdragelsen af de små guldklumper. Hjemme hos jer kan det måske være sengetider, mængden af slik, hvornår der skal trøstes, eller om den lille virkelig er parat til at smide bleen, der er til diskussion.

Men hvordan påvirker det egentlig dit barn, når mor og far slet ikke er enige?

For familieterapeut Emilie Melchior handler det hele om tonen. Hvis mor og far kan finde ud af at være uenige på en ordentlig måde uden at råbe eller skrige, så kan de små sagtens kapere, at mor og far er forskellige, og derfor også mener noget forskelligt.

„Total enighed findes ikke, med mindre der altid er en, der bøjer nakken. Det kan godt være, at far siger: ”Nu giver jeg hende ret, for jeg gider ikke diskutere.” Eller mor siger, at: ”Du får ret, og jeg får fred.” Men i længden er det frustrerende med en underdog, der går og trykker sig.”

Far kan bære mig

Allerede fra baby bliver født, ved den lille, at far er en anden end mor, der har båret ham under sit hjerte, mener Emilie Melchior. Og ganske hurtigt opfatter barnet, at der er forskel på, hvor det bedst får sit behov opfyldt.

Emilie Melchior giver et eksempel fra sit eget liv. Hendes voksne datter går tur med sit barn i barnevognen. Når den lille på syv måneder er alene med sin mor, affinder han sig med at være i vognen. Han ved, at mor ikke har så mange kræfter og ikke orker at bære så meget rundt på den lille krudtkarl. Men når far er med, så viser drengen tydeligt, at han vil op.

„Det er faktisk helt utroligt, hvordan børn er indrettet til at forstå, hvor de bedst får lige netop det, de har brug for. Det er ren overlevelsesinstinkt og ligger intuitivt i børnene helt fra spæde. Forældrene skal altså ikke tro, at børnene bevidst udnytter den ”eftergivende,”” siger Emilie Melchior.

Forældre skal ikke forsøge at blive enige bare for børnenes skyld. Men formentlig vil de gerne prøve alligevel. For enighed giver far og mor tryghed. Og hvis der er noget, nybagte forældre har brug for midt i al usikkerheden, om de nu klarer forældreskabet godt nok, så er det tryghed.

„Det er altid dejligt at være enige – især for de nye forældre – ”Så er der dog et sted, vi kan slappe af,” tænker mange. Generelt er det også sådan, at jo mere fast grund under fødderne, jo mere rum til uenighed,” siger Emilie Melchior.

Tyskerstreng

Når far og mor er uenige, er det også vigtigt at få slået fast, om uenigheden i virkeligheden bunder i noget helt andet, end om Ida Amalie nu også behøver at ligge kilet ind mellem mor og far i dobbeltsengen. Eller om hun i virkeligheden ikke ville sove meget bedre i sin egen tremmeseng i værelset ved siden af.

„For mange – især fædre – kan det godt være frustrerende at opleve sin elskede kvinde blive helt opslugt af barnet. Som far kan man føle sig uden for og have brug for at manifestere sig og vise, at ”jeg er også noget værd her i familien.”

En far har fortalt mig, at han ”bliver helt tyskeragtig” – altså meget streng, konsekvent og opdragende over for sit barn. Det er en form for afmagt, fordi han vil føle sig værdifuld og komme på banen i familien,” mener Emilie Melchior.

Fordi mor har det lille barn under huden, vil hun ofte blive provokeret af fars strenge principper. Hun fornemmer, at det ikke nytter noget at begynde at opdrage på så små børn – og så har vi konflikten.

„Men i virkeligheden har faren måske bare brug for at blive bekræftet, accepteret og forstået. Der ligger nogle frustrationer – også seksuelle – i, at forholdet nu er et andet end før, de to blev forældre,” siger Emilie Melchior.

Men Ida Amalie bliver forvirret, hvis far og mor på overfladen skændes om, hvorvidt hun må sove i revnen, og det egentlig handler om manglende nærvær og sex mellem de to voksne.

„Den slags forvirrende signaler kan børn godt fornemme, og det gør dem utrygge,” siger familieterapeuten.

Læs videre på næste side om, hvordan I kan være uenige foran barnet…

Børn er ikke udspekulerede

„Må jeg godt få en is, far?”, lyder det fra den treårige. Og øjeblikket efter forsøger han sig igen hos mor med samme spørgsmål, selv om det første svar var NEJ.

For mange forældre virker den slags situationer som en rød klud. For knægten har jo lige fået at vide, at det må han ikke. Så nu forestiller mange forældre sig, at han er udspekuleret og prøver igen hos den modsatte forælder efter devisen:

”Går den, så går den.” Men den forældre-opfattelse er helt forkert, mener Emilie Melchior.

„Små børn er som udgangspunkt ikke udspekulerede. De er undersøgende,” siger hun.

„De vil gerne have bundfældet, at mor og far er to forskellige personer. Så de vil lige høre, hvad mor mener om den sag med isen. De gør det ikke med en ond tanke, men for at tjekke forældrenes forskellighed.”

Derfor bør du takle den slags dobbeltspørgsmål humoristisk. Sig for eksempel: „Har du ikke lige snakket med far om det, og nu vil du gerne høre, hvad mor mener.”

Uenige foran barnet

„Forældre må godt være uenige foran deres børn. Det er faktisk med til at ruste børnene til at lære at løse konflikter senere hen. Allerede i børnehaven begynder børn at skændes med de andre børn, så det vil være en mærkelig kunstig situation, hvis forældre altid holder alle konflikter væk fra deres børn derhjemme,” siger Emilie Melchior.

Til gengæld er det ikke særlig sundt for børnene, hvis forældrene i deres uenighed er meget vrede og temperamentsfulde uden at blive gode igen. Og det gælder også om, at forældrene stadig tager ansvaret, selv om de ikke er enige – og ikke overlader beslutningerne til børnene, mener den erfarne familieterapeut.

„Som udgangspunkt vil mor og far det bedste for barnet. Det er bare ikke altid, vi lige får set, hvordan barnet egentlig har det. Nogle gange kæmper vi bare for princippets sag. Her er det en god idé at få snakket i ro og mag – på et tidspunkt, hvor vi ikke er ophidsede. Hvad ved vi egentlig om barnets udvikling, og hvordan passer det til de krav, vi stiller til børnene? Og så erkende, at der er nogle ting, vi bare aldrig bliver enige om,” siger Emilie Melchior.