Dilemma: Hvad stiller vi op med klassens pralhals?

Dilemma: Hvad stiller vi op med klassens pralhals?

I min drengs klasse er der en kammerat, som evig og altid skal prale med, hvad han har, hvad han snart får forærende, og hvor familien skal rejse hen i ferien og så videre. Jeg kan høre, det imponerer min søn, og han altid føler, han er lidt bagud.

Det er han ikke ? vi hyper det bare ikke så meget. Jeg har mest af alt lyst til enten at ?hjælpe? min søn med selv at prale lidt igen over for drengen, eller at lære ham at svare igen på drengens pral. Det er vist lidt barnligt, ik??

Svar fra paneletAnne-Grethe Bjarup Riis:

Jeg siger simpelthen mere pral og mindre jantelov! Jeg synes godt, at man må fortælle om det, man er glad for og glæder sig til. Der er alt for meget jantelov i det her. Faktisk vil jeg sige, at man også kan vælge at se på denne kammerats fortællen som et udtryk for, at han har lært at sætte pris på det, han får og skal ? han synes sikkert ikke selv, at han praler.

Man kan sige, at det først hører ind und betegnelsen pral, når der er modstand mod det, man fortæller. Det er da noget irriterende jantelovs-noget at lære sit barn ikke at snakke om det, han synes, er fantastisk. Jeg synes, at I skal tage ved lære af sønnens kammerat og lære jeres egen søn at fortælle mere. Jeg synes nemlig, at vi skal have flere pral-entusiaster på banen!

Natasja Crone:Jo totalt barnligt! Lad dog Prale Pralesen og hans familie have deres praleri i fred. Det virker åbenbart for dem. Det er du for fin til! Og det skal du opdrage din søn til også at være!

Emilia van Hauen:Jo. På den måde bliver han jo bare til den anden. Hvad med at forstærke jeres egne værdier i stedet for at gøre jer til offer for andres?

Peter Aalbæk Jensen:Lær ham at være den tavse hævner…….

Karen-Marie Lillelund:

Jo, lidt barnligt ? men det er ligesom om, man kender det. Jeg tror ikke, det hjælper hverken dig eller din søn at prale igen. Det bedste, du kan gøre, er at nedtone det, når du får det refereret.

?Nå, har han fået sådan en ? det er vel nok dejligt for ham? og så videre til nyt emne, som handler om noget andet end ting, der skal købes ind.

Troels Mylenberg:

Ja, det er barnligt, men sådan er vi jo. Jeg kender udmærket de der børn, som praler så meget, at man har lyst til at tabe noget tungt i hovedet på dem, sådan helt tilfældigt. Psykologer kan sikkert sige en masse om, hvorfor de gør det.

Jeg siger, at man helt barnligt bare skal ignorere dem, være glad for, at det er nogle andres, og prøve på den ultrapædagogiske facon at forklare sine egne børn, at pral er noget af det mest uklædelige, der findes.

Anne-Mette Rasmussen:

Brian Mikkelsen:

Det ville da være fjollet at lære din søn noget, du grundlæggende er modstander af! Så nej, jeg synes, du skal holde fast i din overbevisning om, at pral er noget skidt. Det lærer din søn jo nu på sin egen krop ved at være ?offer? for det. Du og din søn er nok ikke de eneste, der synes, det er irriterende med praleriet.

amtidig er det også vigtigt at kunne glæde sig på andres vegne. Det modne svar på vennens pral ville jo være: ?Det lyder rigtig spændende?, ?Det var da dejligt for dig? eller ?Hvor er du heldig?, og det ville da være utrolig flot, hvis din søn kunne lære at svare (og tænke sådan om) sin kammerat. Og så kan I derhjemme snakke sammen om de negative følelser.

Står du midt i et dilemma, så kontakt panelet: panelet@juniormag.dk