Prøv dig frem

„Jeg vil ikke hjem. Jeg vil blive her.” Hvad gør du som forælder i de situationer, hvor barnet ikke vil hjem fra børnehaven og stritter voldsomt imod på vej ud til overtøjet?

Mulighederne er mange, men kernen er hvordan du forholder dig til dit barns frustrationer.

„Når vi som forældre opdrager på vore børn og viser dem, hvad vi vil være med til, og hvad vi ikke vil være med til, frustrerer vi dem ofte, fordi de ikke får deres umiddelbare lyster opfyldt. Børnene får brug for at håndtere frustrationer resten af livet, fordi det ikke altid er muligt at få og gøre det, de har lyst til. Derfor er det et centralt aspekt i børneopdragelsen,” siger familieterapeut og leder af en daginstitution Lotte Bohse.

Drop forklaringerne

Forklaringer og argumenter er ofte et gennemgående træk i forældres samvær med deres børn. Men det gør kun forældrene mindre tydelige for børnene. Risikoen for at definere børnene som dem, der har fejlen og ansvaret, ligger lige for.

„Jeg plejer at sige, at forældre har brug for en masse punktummer for at stoppe alle forklaringerne. Til at begynde med er de nok at komme med en klar besked. I forhold til eksemplet med barnet, som ikke vil hjem fra institutionen, kunne det være relevant at holde fast ved for eksempel at sige:

’Jeg ved godt, det er ærgerligt, men vi skal hjem.’ Og derefter at lytte grundigt efter, hvad barnet siger. Hvis barnet bliver vredt og ked af det kan den voksne anerkende, at barnet bliver frustreret, ved for eksempel at sige:

’Jeg kan godt forstå, at du synes, det er ærgerligt, men det bliver ikke anderledes, punktum’,” siger Lotte Bohse.

Mærk efter i maven

På trods af at der er gode råd til, hvordan vi kan opdrage vores børn, er det stadig vigtigt selv at mærke efter i maven, hvad vi selv føler er rigtigt at gøre, og afprøve det. Børn er forskellige og skal derfor behandles forskelligt.

Hvis vores børn pludselig udviser en adfærd, som får os til at ønske, at vi kunne være sammen på en anden måde, eller hvis vi får ny viden eller selvindsigt, er det aldrig for sent at ændre sin egen måde at være sammen med barnet på.

„Dybest set kan vi ikke ændre andre menneskers adfærd, heller ikke børns. Men det er helt sikkert, at hvis vi ændrer vores egen måde – og det kræver stor energi – vil barnet også reagere med en anderledes adfærd. Og det er vigtigt at tillade sig at eksperimentere, når opdragelsen skal ændres, og tilgive sig selv for de fejl, vi uundgåeligt gør undervejs,” siger Lotte Bohse.

Ændring af opdragelsen kræver, at forældrene lægger et stykke arbejde i det. Opdragelsesmetoderne er ofte en blanding af viden fra børnepsykologien og en reminiscens fra vores egen opdragelse på godt og ondt.

Det kræver tid og overvejelser at ændre på mønstre, som længe har kørt på rygraden. Frem for alt er det godt at bruge sin partner eller venner til at tale med om opdragelse. Partneren kan også være den, som med et signal hen over spisebordet kan gøre den anden opmærksom på, at autopiloten er blevet slået til.

Hvad ville du sige til en ven

En måde at vende tingene på, inden man siger noget til sit barn, er at stille sig selv spørgsmålet: „Hvad ville jeg sige til min bedste ven i denne situation?”

„Vi tillader os at sige ting og opføre os på måder over for vores børn, som vi aldrig kunne drømme om at udsætte vores bedste venner for. Spørgsmålet om, hvad vi ville sige til vores venner, giver ofte en mere klar og respektfuld måde at sige tingene på,” fortæller Lotte Bohse.

Vi præger børnene

Tegn på, at opdragelsen er uhensigtsmæssig, kan ofte ses på børnenes adfærd. Det kan blandt andet være børn, som bruger al deres energi på at diskutere, så alting bliver en kamp, børn, som vil være på hele tiden, og børn, som nemt frustreres og føler, at hele deres verden bryder sammen, hvis noget går dem imod.

„Børn finder for eksempel ikke selv på at ville være på og ikke at kunne finde fred til at være for sig selv. Løsningen skal findes i måden, vi opdrager på og er sammen med vores børn på. Og i dette eksempel kan det handle om forældre, som er optaget af at være de gode forældre og viser barnet interesse, hver gang det åbner munden,” siger Lotte Bohse og fortsætter:

„Det heldige er, at det er noget, som forældrene kan ændre på. Både børnene og forældrene selv får en gevinst, når forældrene ændrer på opdragelsesmønstret hen imod større tydelighed.”