Sjov med gulvskrubben

Af gud ved hvilken årsag, er min rengøringskone ikke kommet tilbage efter sin lange sommerferie. Er det, fordi her simpelthen er for beskidt, at hun ikke orker at komme mere, tænker jeg og beslutter mig for selv at undersøge tingenes tilstand.

Det er længe siden, at jeg selv har haft fat i gulvkluden, da Besima har været flink til at komme hver 14. dag, lige siden jeg fik mit første barn for godt tre år siden.

Selvom jeg for længst har outsourcet rengøringen og sluppet alle overvejelser om støv og beskidte vindueskarme, har pletterne på gulvet nu antaget en størrelse, der gør, at selv ikke jeg kan undgå at se dem.

Ugens sjoveste aktivitet

Jeg henter støvsugeren frem af skabet, og efter en begivenhedsrig tur rundt i huset, hvor mange spændende ting bliver suget op i røret, fylder jeg den røde spand med brun sæbe og starter forfra med gulvskrubben. Jeg kan lige nå at blive færdig, inden børnene skal hentes, tænker jeg og knokler videre, til sveden tapdrypper fra min krop.

Indtil tanken pludselig strejfer mig: „Det der med, at vi altid har så travlt, er faktisk noget værre sludder!”

Det er rigtigt, at vi knokler røven ud af bukserne på jobbet. Der skal være råd til rengøringsdame, ung pige til at hente og bringe ungerne et par gange om ugen, pizzaer på vej hjem fra arbejde, da vi ikke selv har tid til at lave dem, samtidig med at vi jo også liiige skal have passet lidt motion ind i kalenderen et par gange om ugen.

Men måske skulle vi en gang imellem prøve at vende tingene lidt på hovedet! Ungerne elsker jo at få lov til at skære en gulerod i tre stykker med en sløv kniv på skærebrættet ved siden af mor, der laver hakkebøffer.

Og det kunne nemt blive ugens sjoveste aktivitet at få lov til at vride en klud op med sæbevand og støve kommoden og skrivebordet af, mens far kæmper med gulvmoppen og samtidig får masser af motion. Måske gider lille Peter på tre år kun at lege rengøring i ti minutter, men han har været med, og det har været sjovt, så længe det varede. Samtidig med at støvmiderne trods alt er reduceret – til alles bedste!

Savner man ikke af og til at lave noget virkeligt med sine unger? Noget, der er til gavn for familiens ve og vel? Den såkaldte sociale deltagelse i familiens opretholdelse, som Anna Wahlgren skrev så meget godt om i sin bog ”De kære børn”. En gammel sag måske, men egentlig ikke mindre relevant af den grund.

„En dreng, der får lov til at lægge pølser på panden, er lykkeligere end ham, der ikke får lov,” skriver Anna Wahlgren med henvisning til, at selv små ting af virkelig karakter gør en stor forskel for børns måde at opfatte deres medlemskab af familien på.

„Fedt, der er brug for mig,” tænker ungerne. En duft af Ajax Jeg var lige ved at hælde det kulsorte vand i spanden og ud i toilettet og lade de sidste kvadratmeter stå uvaskede hen, til ungerne kom hjem. „Men hvad er det egentlig, vi skal nå, når vi kommer ind ad døren?” tænkte jeg og gøs lidt ved tanken om, at det sikkert ville ende med, at jeg satte en dvd med Bjørnebrødre på for 117. gang.

For når hjemmet dufter som i en Ajaxreklame, vasketøjet hænger på snoren, og pizzaerne er indkøbt, er der jo faktisk ikke rigtig nogen gøremål tilbage. Og så kan man jo lige så godt sætte sig tilbage i sofaen og slappe af. Mor har da i hvert fald brug for det!

Men hvad er grunden til, at vi vil gøre det så nemt for ungerne hele tiden? Er det i virkeligheden ikke misforstået hensynsfuldhed, som blot har til resultat, at ungerne får et forkert indtryk af, hvad det vil sige at leve i en familie? Skal de ikke netop se, hvordan man sorterer vasketøj og selv have lov til at lave to bunker med hvidt og kulørt?

„Børnefamilier er så ophængte i dag. Aldrig før i historien har kernefamilien selv skullet løse så mange opgaver inden for hjemmets fire vægge,” kunne starten på et typisk debatindlæg i Politiken lyde.

Klart, at vi har meget at se til. Men det paradoksale er, at vi i takt med, at vi køber os fra flere og flere opgaver, føler travlheden mere intens end nogensinde. Samtidig har vi skabt en barndom for vo res børn, som i høj grad er fri taget for at hjælpe mor og far med de nødvendige aktiviteter som madlavning og rengøring.

Ok, det kan godt være svært…

Beslutningen blev truffet. Gulvene blev vasket færdig, og tankestrømmen, som havde fulgt mig gennem eftermiddagens rengøring blev til en artikel. Set i bakspejlet var det utilfredsstillende, at jeg ikke lod ungerne smage frugten af min nyvundne indsigt med hver deres gulvklud i hånden den eftermiddag.

Til gengæld bestemte jeg mig for at forsøge at praktisere tankerne fremover. Og jeg vil godt indrømme, at det er lidt svært endnu med en datter på 21 måneder og en søn på snart tre et halvt. Alene det at få dem til at rydde deres legetøj sammen i kassen, når det ligger spredt ud i hele stuen, er en kamp.

Til gengæld er mit projekt med at få Morten til at hjælpe med at tage ud af bordet efter aftensmaden en succes.

Hvad skal jeg så tage nu, mor?,” spørger han, mens han går i rutefart mellem spisebord og køkkenbord. Han synes, det er sjovt, og det synes jeg faktisk også, når jeg i smug kigger efter ham og ser hans koncentrerede ansigtsudtryk, når han forsøger at balancere med madresterne på tallerkenerne. For hvis de lander på gulvet, skal han jo selv samle dem op! Hvem skulle ellers gøre det?

PS: I øvrigt var Besima på to ugers ekstra ferie i Bosnien. Hun er tilbage igen på tirsdag …