Hvordan kommer far mere på banen?

Spørgsmål:

Jeg er singlemor og bor sammen med min datter på tre år. Jeg har et rigtigt godt forhold til min ekskæreste, der er flyttet til Jylland. Han har vores datter hver anden weekend, så det passer med, at han kan nå tilbage til jobbet mandag morgen.

Som oftest bor han hos os, når han har hende, og det fungerer perfekt. Ind imellem sender jeg dem dog til farfar, så jeg også kan få lidt tid for mig selv, hvilket er hårdt tiltrængt ind imellem, når jeg til hverdag er alene om alting.

Der er dog noget, vi er virkelig uenige om. Når min eks er hos os, tager han sig selvfølgelig af vores datter og alle de hverdagsagtige småting som at børste tænder, tage tøj på, læse godnathistorier og så videre, men mange gange søger hun tilflugt hos mig, græder, råber på mig og løber hen og klamrer sig til mig.

Jeg vil ikke skubbe hende væk eller holde hende fast, så hendes far kan tage hende. Jeg mener, det vil give hende en følelse af svigt og signalere, at hendes følelser er forkerte. Jeg mener også, at hendes far bliver nødt til at være the bad guy og selv komme og tage hende. Jeg er i vildrede. Har du nogle forslag til, hvordan jeg slipper for at vælge mellem at rotte mig sammen med min datter eller hendes far?

MVH Anonym

Læs parterapeutens svar på næste side

Svar:

Kære Anonyme,

I oplever det samme som mange andre forældre skilt eller ikke skilt. At barnet i konfliktsituationer, men også i det hele taget, søger mest hen til den ene af forældrene. Og jeg synes, at du har ret. Din ekskæreste må komme og fjerne hendes sugekopper fra dig, hvis han synes, at det er tilstrækkelig vigtigt for eksempel at få hende ud at børste tænder og i seng lige nu.

Når han er hos jer, er det jo ham, der bestemmer, og det gør han også i denne situation. Men han kan jo også vælge at vente lidt, så han anerkender hendes behov for at søge lidt trøst og støtte hos dig.

Når I har valgt denne model, hvor du ofte er tilstede, når han er sammen med sin datter, så må han lide lidt og opleve det samme som flertallet af fædre, der bor sammen med deres barn. At barnet foretrækker sin mor.

Mange fædre lægger ikke engang mærke til det, fordi det passer dem fint, at barnet er mest sammen med og afhængig af sin mor. Men stadig flere fædre er jo aktive og nærværende på en måde, der til forveksling ligner en mors nærvær. Og for dem kan det være mildest talt irriterende, at mor alligevel er den bedste.

De fleste fædre oplever også, at moar!-problemet stort set forsvinder, når moren ikke er i nærheden. Så går det glat. Men det modsatte kan også sagtens være tilfældet. At barnet er mere knyttet til sin far og foretrækker hans selskab. Det er jo sådan lidt tabu, at barnet ”tilhører” den ene eller den anden. Men sådan er det altså bare, og det lever de fleste med.

Du slipper for at vælge side ved fortsat at tage imod din datter med åbne arme, når hun søger tilflugt hos dig og at støtte din ekskæreste i at komme og hente hende, når han vil. Også selv om hun råber, skriger og sparker.

Det er en god idé at sige det til ham på et andet tidspunkt, end når situationen opstår. Sig for eksempel: „Når hun kommer hen og gemmer sig hos mig, skal du bare komme og hente hende. Jeg vil ikke skubbe hende væk eller undlade at trøste hende, men jeg vil heller ikke holde på hende. Det er dig, der bestemmer, og det støtter jeg dig i at holde fast i. Det gør mig glad, når du viser vores datter, at det er dig og ikke mig, der bestemmer i de situationer.”

Med venlig hilsen

Martin Østergaard