Stor dreng - stadig brug for hjælp
I børnehavealderen er den værste trodsalder overstået. Men dit barns indre bisse kan stadig dukke op, for udviklingen er ikke færdig. Du er guiden, der kan hjælpe det lille menneske det sidste stykke af vejen.
Dit barn er begyndt i børnehave, og nu tror du måske, at du kan ånde lettet op – at tiden, hvor de mindste detaljer kunne få banditten til at rive sig selv i håret i hysteri, er fortid. Men helt i mål er du ikke endnu, for selv om ballademageren er kommet igennem den egentlige selvstændighedsalder, mangler han stadig at gå det sidste stykke vej mod at acceptere, at pladsen øverst på tronen er til deling.
“Først når dit barn bliver seks år, er det gammelt nok til at forstå til fulde, at det ikke kan bestemme det hele. Derfor har det stadig brug for din støtte og opbakning til at indordne sig under de sociale færdselsregler,” siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, som forklarer, at børnehavealderen er tiden, hvor dit barn i praksis skal ud og bruge alt det, han har lært i et til tre-årsalderen.
Brug for bekræftelse
Det gør yndlingen især gennem rollelege, hvor han lærer, at han ikke altid kan være buschauffør – indimellem må han nøjes med passagersædet og overlade førerrollen til bedstevennen. Vi voksne har for længst forsonet os med, at sådan er livet, og derfor bliver du muligvis pinligt berørt, når nabodrengen er på besøg, og din femårige vil bestemme det hele. Margrethe Brun Hansen minder dog om, at dit barn stadig har brug for at blive guidet i den rigtige retning.
“Det er vigtigt, at du bekræfter dit barn, når det gør noget rigtigt. For eksempel når din datter har en ven på besøg, og de sidder i dukkekrogen og leger hyggeligt. Ved at sige ‘nu leger I rigtig godt sammen, det er dejligt at se!’ bekræfter du hende i, at hun har forstået, hvordan man leger med en kammerat.”
Bak op om initiativer
En del af vejen mod at blive et selvstændigt menneske er også at lære at tage initiativer. Det begynder dit barn at mestre i børnehavealderen, og det er vigtigt, at du bakker det op. Når Emil finder på, at han kan tage en af sine biler med i børnehave, fordi de små venner har aftalt at lave en bilbane, skal du derfor udstråle glæde ved hans initiativ – også selv om du måske ikke er helt sikker på, at det går i praksis.
“I stedet for at sige ‘det tror jeg ikke, du må’ kan du sige ‘det er en rigtig god idé, vi kan tage bilen med i tasken og så spørge Ruth ovre i børnehaven, om den må være med i bilbanen’. Så viser du dit barn, er det er godt at have lyst til at gøre nogle ting,” forklarer Margrethe Brun Hansen.
Læs videre på næste side>>
Husk rutiner
Opmuntringen til at tage initiativ er dog ikke ensbetydende med, at dit barn skal have lov til at bestemme, hvad der skal serveres til aftensmad, hvilken sengetid der er passende, og om der skal børstes tænder eller ej. Ligesom i tumlingealderen skal dit barn have faste rammer og rutiner at forholde sig til. Får sønnike den idé, at det kunne være sjovt at spise chokolademadder til aften, skal du altså ikke indgå i lange diskussioner frem og tilbage om, hvorvidt det nu er sagen eller ej. Han har stadig brug for, at du tager lederrollen på dig og signalerer, at nogle ting ikke er til debat – det giver tryghed. Margrethe Brun Hansen understreger dog, at det nu mere end nogensinde
er afgørende, at du ikke bliver for firkantet. “Dit barn har behov for, at du lytter og er fleksibel i forhold til at ændre lidt på tingene. Hvis han bliver ved at spørge, om han må se fjernsyn efter
aftensmaden, hvor I ikke normalt tænder tv’et, kan det være, fordi der kommer en udsendelse, som de andre børn i børnehaven ser. Det er altså vigtigt for hans sociale samvær, at han får lov. I sådanne situationer kan det være nødvendigt at slække på rutinerne.”
Vis respekt
Bliver en bestemt diskussion ved at dukke op, kan det være tegn på, at du ikke har fået lyttet godt nok til, hvorfor lige nøjagtig denne sag er altafgørende for dit barn. Når pigebarnet igen og igen nægter at tage gummistøvler på, selv om du tusindvis af gange har sagt, at det skal hun, kunne det jo være, at støvlerne ganske enkelt er blevet for små og er ubehagelige at have på.
“Ved at spørge, viser du dit barn, at du også kan se tingene fra hendes perspektiv og respekterer hende,” forklarer Margrethe Brun Hansen, som lover, at når du tager dit barn alvorligt, vil det også tage sig selv alvorligt – og vejen mod at blive et selvstændigt menneske, der tør stå ved sin egen mening, er dermed banet.