Christian Grau og Christiane Hagger
Foto: Anthon Unger
Christian Grau blev far som 59-årig: "Unge forældre brokker sig for meget"
Livsstilseksperten åbner op om forældrerollen, og han fortæller, hvorfor han synes, at unge forældre i dag snakker for meget om, hvor hårdt det er.
Tilbage i september 2025 kunne den dengang 59-årige Christian Grau dele den glædelige nyhed, at han skulle være far for tredje gang, da hans kæreste, den over 20 år yngre Christiane Hagger, var gravid.
I januar kom den lille datter Trille så til verden.
Men selvom en familieforøgelse var ren og skær glæde i den lille familie, så blev nyheden dengang mødt af hundredvis af kommentarer.
Artiklen fortsætter under videoen...
Det sætter Christian Grau ord på i ugens afsnit af "Ikke Et Ord Om Politik", hvor værten Morten Messerschmidt spørger, om han har mødt fordomme ved at blive far i en alder af næsten 60 år.
– Jeg kan mærke, at folk mener alt muligt om det. Da vi annoncerede det, lagde et kulørt blad en artikel op, og i løbet af otte timer var der, tror jeg, over 500 kommentarer. Det var alt fra tillykke til stakkels barn og alt muligt andet, fortæller han.
Den nu 61-årige bil- og livsstilsekspert, der blandt andet er kendt fra "Kender du typen?", lader sig dog ikke påvirke af fremmedes holdninger.
– Det er jo det gode ved at blive halvgammel. Jeg tager virkelig ikke sådan noget særlig meget ind. Jeg er ligeglad, siger han i podcasten og fortsætter:
– Da jeg var yngre, gik jeg meget mere op i, hvad andre tænkte. Jeg kunne tænke: "Åh nej, nu kan de ikke lide mig". Jeg synes selvfølgelig, det er dejligt, hvis folk kan lide mig, men jeg tager det ikke så tungt længere.
Unge forældre brokker sig for meget
Christian Grau havde i forvejen to øvrige børn fra sit tidligere ægteskab med Anne Louise Grau, og han kan mærke en forskel ved denne gang at blive far i en højere alder.
Nu oplever han nemlig forældrerollen med mere ro og overskud, siger han i podcasten.
– Det er jo generelt fantastisk at blive far igen. Man har en anden tilgang til det. Jeg nyder det mere, og jeg tager det mere roligt. Når man bliver forælder i tyverne eller trediverne, er man ofte også i gang med at bygge en rede, skabe en karriere og har travlt med alt muligt andet, fortæller Christian Grau og tilføjer, at det meste af hans karriere nok ligger bag ham.
– Derfor kan jeg tage det mere roligt og nyde det på en anden måde. Og så er der selvfølgelig også det helt lavpraktiske i, at jeg har prøvet det før, så der skal noget mere til, før jeg går i panik.
Idet han netop har oplevet at blive forælder i forskellige aldre, har Christian Grau da også nogle holdninger til unge forældre i dag.
– Jeg synes, unge forældre i dag brokker sig meget. Jeg hører tit om, hvor hårdt det er. Det synes jeg ikke, man gjorde, da jeg fik mit første kuld. Der tog man den bare. Mange ting er jo faktisk blevet nemmere. Vi har en supersmart autostol, som man kan tage med ud af bilen, og bum, så er den en klapvogn. Der er kommet mange tekniske løsninger, som gør forældrerollen nemmere.
Nyhedsbrev
Få HER&NU og Realityportalens nyhedsbrev direkte i din indbakke
Tilmeld dig nyhedsbrevet, og modtag de bedste artikler om kendte, kongelige og reality direkte i din indbakke.