Fysisk træning
flere gange om
ugen har hjulpet
Torben tilbage på
benene.
Fysisk træning flere gange om ugen har hjulpet Torben tilbage på benene.

Torben Lendager er klar til kærligheden igen: Savner en kæreste

Torben Lendager har stort set været alene, siden kæresten gennem 20 år, Lene, døde for 10 år siden, og det kan godt blive lidt ensomt.

logo herognu HER&NU HN

Torben Lendager har for længst lagt det vilde liv bag sig og droppet både sprut og smøger, men kroppen glemmer ikke, og nu betaler han prisen. 

Selv om energien ikke er den samme, er humøret dog stadig lige så højt dengang i 1970'erne, han hittede med Walkers. 

– Jeg kan jo godt mærke, at jeg ikke er 20 år længere. Det må jeg indrømme. Noget af det første, der røg, det var hørelsen. Og det irriterer mig grænseløst. Jeg har fået høreapparater, som er gode, men hvis jeg sidder i et stort rum, så runger det hele. Men det tager jeg med. Hellere det end ikke at kunne høre noget som helst og skulle sig ”Hva'” hele tiden, siger han med en let latter. 

Artiklen fortsætter under videoen:

Torben har stort set været alene, siden kæresten gennem 20 år, Lene, døde for 10 år siden, og det kan godt blive lidt ensomt. 

– Jeg keder mig ikke, men jeg må indrømme, at jeg nogle gange godt kunne tænke mig at have en livsledsager. En at dele nogle ting med. Men det er ikke sådan, at jeg går og leder efter en kæreste. 

De sidste par år har Lendager skåret meget ned på sine koncerter, men glæder sig stadig hver gang han skal ud og møde publikum. 

– Jeg er ikke så mobil mere, men der sker noget, når jeg kommer op på en scene. Tidligere kunne jeg sagtens tage to-tre jobs på en dag, men nu er jeg ude et par gange om måneden, og det passer mig fint.

Artiklen fortsættes under billedet:

Smilende Torben Lenager siddende i lyst lokale under interview ved sin 75-års fødselsdag.
Lendager er ved at revne af stolthed over at barnebarnet Daniel, 21, er gået i hans fodspor. – Han laver hyperpop under navnet Anti-Light. Han har næsten 40.000 følgere på Spotify. Jeg er for gammel til at forstå hans musik. Jeg behøver heller ikke forstå det. Det gør hans publikum. Og det er det eneste, der betyder noget.

 Træner løs

Til gengæld er han blevet en flittig gæst i det lokale motionscenter. 

– Jeg træner gerne tre til fire gange om ugen. Både konditionstræning og styrkeløft og sådan nogle ting. Jeg er kommet i gang, fordi jeg fik bøvl med blodomløbet. Lægen sagde, jeg skulle have kroppen i gang. Jeg sad for meget i bilen og fik ikke bevæget mig nok. Jeg har røget som en sindssyg og er blevet forkalket. Så jeg er nødt til at træne for at holde mig i live. 

For godt 15 år blev han ramt af en dobbeltsidig lungecancer, der havde bredt sig til en tredjedel af begge lunger. Heldigvis er han kommet sig helt. 

– Der er helt sikkert en, som holder hånden over mig. Der er nok en grund til at jeg stadig skal være her. Jeg var også ude i større alkoholmisbrug, og det kunne jeg jo simpelthen ikke håndtere. Det er jeg glad for at være ude af. Der har været for meget fest og farver, indrømmer Lendager, der nu er bedstefar på fuld tid. 

– Jeg er både farfar og morfar. Min to børn har givet mig otte børnebørn. De er ved at være store de fleste af dem, men jeg hjælper meget med det praktiske. Hente dem fra skole og bringe dem til fodbold og hvad de nu går til. Jeg har jo fri i dagtimerne, så på den måde kan jeg sagtens hjælpe, og det gør jeg gerne.

Artiklen fortsættes under billedet:

Torben Lendager sidder på græs omgivet af blomster i en park
25-årige Torben på toppen med Walkers i 1976.

Reddet af gamle hits

Det gamle Walkers-hit ”Sha-La-La-La-La” fra 1973 fik i 2000 et nyt liv, da den hollandske gruppe Vengaboys genindspillede det, ligesom den japanske tegneseriefigur Hello Kitty gav fornyet opmærksomhed til sangen ”Little Kitty”. Alt sammen noget der kan mærkes økonomisk hos Torben Lendager, der har været med til at skrive dem. 

– Musikrettighederne er rigtig gode at have nu. Det er min pension. Jeg har jo ikke sparet op til noget som helst. Og det er godt nok svært at leve af en folkepension, fortæller Torben, der også stadig tjener penge på danske hits som ”Hallo hallo”, ”Vi holder fest” og ikke mindst ”Kære Lille Mormor”. 

– Den blev faktisk først indspillet på svensk af Vikingarna. Dem lavede jeg mange sange til gennem årene. Det startede i 1980'erne hvor der var en nedgangstid for Walkers, og det jeg stod for. Så fik jeg nogle gode opgaver for de svenske dansebands. Sådan nogle som Vikingarna solgte jo rask væk en million albums, hver gang de udgav et nyt.

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad, hvor du kan læse meget mere. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.

Forsiden indeholder historier om Medina, JR fra 'Hotel Romantik', Tobias Hamann, Josephine og Vincent med Dronning Mary.
HER&NU-forside uge 17.