To kvinder i festkjoler står udendørs om aftenen foran et hegn.

Lille detalje kan afsløre det hele: De får kvindernes sidste roser

Kigger man på de tidligere sæsoner, så kan en særlig tendens måske pege os i retning af, hvem der får de sidste roser.

alt.dk logo

Spekulationerne er spidset til, efterhånden som puljen af bejlere er blevet indsnævret, og vi er tæt på at finde ud af, hvem Sofie Sytnik og Mie Borup giver deres allersidste roser til.

Kan man ikke vente til at få svarene i programmet, så kan man i stedet gå mere statistisk til værks. Ser man tilbage på de tidligere sæsoner af "Bachelorette" er der nemlig dannet et klart mønster, som peger i retning af, hvem der får kvindernes sidste roser.

I de tre første sæsoner har de to kvinder fået lov at give en enkelt rose hver efter den indledende røde løber til den person, der gav det bedste førstehåndsindtryk, og den første rose har vist sig at være mere end bare en kærlig anerkendelse. 

Af de seks mænd, der har modtaget en rose efter den røde løber, er fire af dem endt med også at få den sidste rose.

I den første sæson gav Mette Sommer sin første rose til Mads Rommelhoff, efter Julie Kriegler allerede havde valgt at give sin til Boris Hiort. Selvom de to mænd klarede sig hele vejen, blev det dog vendt på hovedet undervejs, og til sidst stod Boris med Mettes sidste rose, mens Mads fik Julies. 

I den anden sæson gav Sofie Martinusen sin første rose til Andreas Holm. Her blev der dog også byttet rundt, da Lissa Paustian endte med at give sin sidste rose til ham.

I den tredje sæson gav Mai Cermeño sin første rose til Alexander Rasmussen, og han fik også hendes sidste.

Hvad betyder det så for vores damer i sæson fire?

Efter den røde løber gav Sofie sin første rose til Oliver Hillersborg, mens Mie gav sin første rose til Anders Færch Strømme. Interessant nok er begge bejlere blandt de tre sidste, der dater hver af de to kvinder.

Skal man tro på sandsynlighed, så peger det altså på, at Sofie giver sin sidste rose til Oliver og vælger Laurids Bihl og Jacob Grandt fra. Det vil også sige, at Mie giver sin sidste rose til Anders frem for Adam Nylin og Lauritz Frandsen.

Men vi ved jo også godt, at sandsynlighed ikke er lig med sandhed, og følelserne kommer i første række, så alt kan stadig ske. Det eneste, vi kan gøre, er at væbne os med tålmodighed, til de sidste afsnit af "Bachelorette" løber over skærmen. Derefter kan du læse alt om, hvordan det er gået deltagerne efter optagelserne, her på Alt.dk.