Jasmin og Nikoline til pressemøde på "Paradise Hotel" 2026
Foto: Janus Nielsen
Flyttede fra hinanden efter tre måneder: Nikoline og Jasmin er ikke på talefod
De to paradisoer har været så uenige om nogle ting, at Nikoline ikke ved, hvordan de skal komme til at snakke sammen igen.
Tilbage i februar flyttede Jasmin Klaudia ind i Nikoline Kjærs lejlighed i Ørestad på Amager, men allerede tre måneder senere var Jasmin rykket ud igen.
Her lød forklaringen fra Jasmin, at området ikke var hendes kop te, og at hun havde fundet ud af, at hun trives bedre med at bo alene. Samtidig slog hun fast, at flytningen ikke havde påvirket hendes venskab med Nikoline.
Artiklen fortsætter under videoen...
Men så simpel er historien ikke ifølge Nikoline. Det er snarere en lang og kompliceret en af slagsen, fortæller hun i ugens afsnit af "Marcus og Realitypanelet".
– Jeg ved ikke, om det fra Jasmins side altid har været mere midlertidigt, end hun har givet udtryk for. Men der var altid noget – enten var det fordi, det var på Amager, eller så var huslejen for dyr.
Nikoline forklarer, at Jasmin aldrig havde udtrykt stor begejstring for at bo der, så selvom det kom ud af det blå, at Jasmin ville flytte ud igen, kom det heller ikke fuldstændig bag på Nikoline, at hun ikke havde lyst til at bo der.
– Men jeg gav hende muligheden for at flytte ind, fordi hun stod uden noget, så jeg synes, det var lidt hårdt. Jeg følte ikke rigtig, der blev sat pris på, at jeg tilbød det. Hun havde selv givet udtryk for, at hun gerne ville flytte ind, så jeg synes, det var lidt svært, fordi jeg boede med Karoline fra "Paradise Hotel" også, fortæller Nikoline og henviser til sin tidligere roomie, der flyttede ud, da Jasmin flyttede ind.
– Jeg synes, det har været lidt ustabilt det hele, og jeg synes, det er lidt øv, når man siger, man gerne vil flytte ind – selvfølgelig må man gerne flytte ud igen, men det var meget hurtigt. Det var bare en kompliceret måde, det hele foregik på.
Da Nikoline får spørgsmålet, om hun er utilfreds med, hvordan det hele er foregået, giver hun dog et vævende svar.
– Vi har i hvert fald ikke været helt enige om, hvordan det hele skulle foregå, siger hun og sætter ord på, hvordan relationen er mellem dem i dag.
– Lige p.t. snakker vi ikke sammen.
Er du åben for, at I skal blive venner igen?
– Det tror jeg også kommer lidt an på, hvordan Jasmin har det. Der skal to til en tango, om man skal snakke sammen, men som det er nu, har vi været lidt for uenige til, at jeg lige nu ved, hvordan vi skal komme til at snakke sammen igen. Men det kan man håbe på.
Hun ved dog ikke, om hun vil kalde dem for "uvenner".
– Vi er i hvert fald uenige om ting og ikke på talefod lige nu, men jeg håber da, at vi måske kan snakke ud om det på et tidspunkt.
Realityportalen har rakt ud til Jasmin for at høre hendes side af sagen, men hun er ikke vendt retur på vores henvendelse.
Lyt til podcasten "Marcus og Realitypanelet", hvor både Nikoline Kjær og Marco Harry er gæster, herunder, eller hvor du normalt hører dine podcasts.