Indretning
Foto: Tia Borgsmidt
BoligLiv

Indretning

Lys bylejlighed: Enkel stil med arvemøbler

Se, hvordan Marie og Andreas har indrettet deres lejlighed med arvede møbler og personlig kunst.

Af Mette Kirstine Brinch 19.feb.2016 Livsstil


HVEM: Marie Terndrup, projektleder, Andreas Koefoed, dokumentarfilminstruktør, Uma på 3 år og Morris på 1 år.
HVAD: Treværelses lejlighed på 82 kvadratmeter.
HVOR: På Vesterbro i København.

Marie Terndrup har boet på Vesterbro i syv år, og selvom hun har fået en familie, kunne hun aldrig finde på at flytte herfra. Marie synes, det er som at bo i en lille hyggelig landsby med alt inden for rækkevidde, såsom kaffebarer, købmand, butikker og gallerier. – Her er alt, hvad hjertet begærer, og så møder man nogen, man kender, hver gang man går ned på gaden. Det, synes jeg, er enormt hyggeligt, fortæller Marie, der gennem sit job som projektleder for verdens mindste hotel og kaffebar, Central Hotel & Cafe, har lært mange af de lokale på Vesterbro at kende.


Marie har indrettet stuen i den treværelses lejlighed med arvestykker og blå farver, som hun har en svaghed for. Mellem soveværelset og stuen kan der lukkes af med en pladsbesparende skydedør. Billedet er af Mads Westrup.

TIP
Du kan få møbler i blandede stilarter til at harmonere ved at indrette dig enkelt og tilføje moderne kunst i en af møblernes farver

Morfars møbler
En af dem tilbød Marie sin Vesterbro-lejlighed, da hun skulle flytte derfra. – Hun gættede rigtigt, at lejligheden var lige mig. Den er lys og venlig, fortæller Marie. Lejligheden bærer præg af, at Marie og Andreas er glade for mulighederne i nærmiljøet som f.eks. galleriet Can i Tullinsgade, hvor de fleste af deres billeder er fra. Ifølge Marie er kunsten med til at give indretningen parrets egen personlige stil. For langt de fleste møbler har Marie og Andreas arvet. – Andreas’ morfar var arkitekt og boede i et flot hus, som han selv havde tegnet. Det er der, vi har de fleste møbler fra.  Havde vi ikke arvet alle disse møbelklassikere, var det måske ikke lige den stil, vi ville gå efter i første omgang. Men møblerne får en helt anden og meget vigtigere betydning, når ens bedsteforældre har haft dem, og man kan huske dem fra sin barndom, fortæller Marie.

Her skal være rart at være
Marie har måttet sortere godt ud i alle de arvede ting og møbler, da der ikke er plads til det hele i lejligheden. – Vi vil gerne have et hjem, hvor man har lyst til at befinde sig i alle hjørner i hvert rum. Og så skal tingene kunne tåle at blive brugt af både voksne og børn. Som det vigtigste af alt prioriterer vi begge enkelhed, og at hver ting har en funktion. Derfor har vi måttet skille os af med mange af de ting, vi har arvet. Men det er trods alt et luksusproblem, for vi behøver ikke at gå ud og købe nye møbler! Og heldigvis passer vores ting fint sammen, siger Marie, som ingen planer har om at flytte til hus med have, selvom hun har fået to børn. For der er rigtig mange aktiviteter for børn i nærheden. Og har man først tabt sit hjerte til Vesterbro, er det svært at flytte derfra igen.


Skamlen er fundet på en rejse til Berlin og fungerer som natbord.


Verdens mindste kaffebar, Central Hotel og Café i Tullinsgade, hvor Marie arbejder.


Hvem der bare som Marie og Andreas havde arvet en masse trendy ting som disse smukke stentøjsvaser ...


På en væg i stuen er en lille gallerivæg med værker af bl.a. Martin Aalykke, Banksy, Mads Westrup samt fotografier fra Andreas’ filmprojekter. Fra altandøren vælter det ind med lys, som gør stuen til lejlighedens lyseste rum.



Et stykke af det Vesterbro, som Marie elsker.


Stegeredskaber i fine dåser.


I badeværelset er der blå epoxy på gulvet og omkring håndvasken. Marie er glad for farven, som minder hende om en svømmehal, og så er det nemt at rengøre.


Den gamle hattehylde er købt i Berlin og passer lige ind på det smalle stykke væg i soveværelset.


I soveværelset står et gammelt vitrineskab fyldt med familiens sengetøj og håndklæder.


Farmors forskellige fine stel bliver opbevaret på åbne hylder, for de bliver brugt til daglig.



Vaserne er loppefund.


Det lidt kantede hjørne af stuen var oplagt at bruge som et hyggeligt tv-hjørne. Møblerne er arvestykker. Det sort-hvide billede er af Mads Westrup, mens det andet er af Stine Aalykke, begge fra galleriet Can.

► SE OGSÅ: Enkel familiebolig: Rene linjer i bondegården
► SE OGSÅ: Arkitekternes eget hjem: Grøn bolig i byen
► SE OGSÅ:
Ideer til små hjem: 65 kvadratmeter til to veninder




Henter...