-
Tarotkort for begyndere – 3 enkle spredninger, du kan prøve
-
Hvad repræsenterer de 12 astrologiske huse? Bliv klogere her
-
Guide: Sådan læser du din aura
-
Ekspert: ”Flere og flere af os ønsker at tro på mere end det, der kan bevises”
-
Farvepsykolog: ”Alle er født med personlige farver, det er ligesom med stjernetegn”
-
Her er seks effektive øvelser, der udvikler dine spirituelle evner
-
Sådan skal du reagere, hvis dit barn ser, føler eller hører åndeverdenen
-
Manifester dit drømmeliv – 7 tips, der får dig i gang
I Saras familie holder man fast i en gammel juletradition: ’Jeg har lært det af min far’
Højtiden får minder og følelser til at vælte frem. For midt mellem julekassens glitter og glimmer ligger netop det stykke pynt, som har et særligt skær over sig, fordi det er skabt af nogen, vi elsker. Mød Sara Westergren, der værner om de dyrebare juleminder.
Jeg har lært at binde julebukke af min far. Han var tækkemand og voksede op i en kunstnerfamilie. Hans far var fra Sverige, hvor julebukken er mere udbredt, så jeg tror, den går langt tilbage i vores familie.
Han lærte mig at binde en buk af et bundt langhalm, det vil sige selve stråene fra rug, hvis kerner bruges til rugbrød. Den langhalm, jeg bruger, har vi selv høstet og renset, så jeg er med det meste af vejen fra plante til færdig julebuk og kender materialet virkelig godt, da jeg selv er tækkemand.
I de kolde vintre i 1970’erne og -80’erne havde min far ikke meget at lave. Derfor fandt han ud af, hvordan han kunne binde julebukke, som han solgte eller forærede til familie og venner. Han sad og bandt dem i vores stue, så langt tilbage jeg kan huske. Da vi flyttede til et nedlagt mejeri, sad han i mejerihallen. Han underviste også, og jeg var ofte med som hans hjælper.
Jeg har mange minder forbundet med julebukken. Jeg tænker altid på mit barndomshjem, som var et lille stråtækt hus, og det liv, vi havde, mine forældre, mine brødre og jeg. Vores julebuk stod i stuen, og min far spillede musik, mens vi kravlede rundt og kigger på julegaver. Det er hyggeligt at tænke tilbage på.
Et år hjalp jeg til, da mine forældres kunstgalleri havde juleudstilling. Min far havde bundet en meget stor julebuk, som han satte ud til vejen, og i weekenden fik jeg ti kroner for at sidde på den nu og da. Til jul kom den store buk med ind i stuen.
Håndværket har en særlig betydning for mig. Jeg har altid syntes, julebukkene var fine, men min store interesse kom først i slutningen af 20’erne, hvor jeg fandt ud af, at det gav mig glæde og ro at binde dem. Jeg går ud i mit værksted, sætter julemusik på og hygger mig med processen. Det er et sted, hvor jeg kan koble af.
Mine børn kan lære håndværket, hvis de har lyst. Ligesom min far er jeg begyndt at undervise, og alle er begejstrede, når de får lov at lave deres helt egen julebuk, uanset alder. Selv om bukken måske mere ligner en gris eller en hjort i sidste ende, er folk stolte af deres resultat. De fleste er også overraskede over, hvor hårdt arbejde det er at binde af langhalm.
Jeg har en julebuk stående uden for min dør året rundt. Den står under et halvtag, hvor jeg ofte sætter mig ud og hygger mig med kaffe, og så holder den mig med selskab. Jeg har også en hylde med en lille samling af julebukke. Én er lavet af min kæreste, en af min søn og én af mig selv. Jeg binder over 100 julebukke hvert år, som bliver solgt, men nogle gange får jeg lavet én, jeg bare er nødt til at beholde.