Helen har den fineste forårshave - og den kommer ikke af sig selv, forklarer hun
Det er blomsterfest i Helens forårshave, hvor hun i efteråret lagde intet mindre end 4.000 tulipanløg. Arbejdet belønnes her et halvt år senere med en smuk blomstereksplosion i alle regnbuens farver.
Da Helen og hendes familie flyttede ind i deres hus for seks år siden, bestod uderummet af skvalderkål, fyrretræer og flere hundrede tynde, sammenvoksede tujaer.
Den tilgroede 1970’er-have havde ingen gjort noget ved de seneste 20-30 år, så det første, Helen og hendes mand, Anders, fik på plads, var mure for at skabe struktur.
Derefter begyndte de at fylde haven med bede indrammet af rustfarvede metalkanter og et hav af blomsterløg.
Sikre forårstegn
– Foråret er forventningernes tid, for nu bliver alt grønt, og længslen efter blomster vokser, siger Helen Maria Södling. – Jeg elsker at se alle blomsterløgene vågne til live efter den lange vinter, og tulipaner har en helt særlig wow-effekt.
Hun planter tæt for at skabe maksimal frodighed og kan godt lide at blande farverne, så rosa, lilla, hvidt og gult stråler om kap i bede og krukker.
– Friske farver træder ekstra tydeligt frem, når de plantes ved siden af mørkere sorter, og det er sjovt at eksperimentere med forskellige højder og blomsterformer, siger hun.
Når Helen komponerer sine fyldige forårsbede, tager hun udgangspunkt i de tulipaner, hun kan lide, og leder efter smukke makkere.
– Dem finder jeg ofte ved at google sortens companion plants. England er langt foran Skandinavien på det område, siger hun.
Det vigtige efterårsjob
Forberedelserne til den smukke forårshave foretages om efteråret. Da planter Helen masser af påskelilje-, tulipan- og alliumløg.
– Det fantastiske ved tulipaner er, at de kan plantes, så længe jorden kan graves – altså, så længe frosten ikke har sat sig, siger hun.
– Hvis jeg ikke har nået at plante dem alle, opbevarer jeg dem koldt i garagen og planter ud, så snart jorden begynder at tø op igen om foråret. Det vigtigste er, at de får en periode med kulde for at kunne blomstre.
Helen er biolog og har altid været interesseret i, hvordan naturen er indrettet. Hun har plantet blomsterløg og sået frø, siden hun var ti år, og interessen for biologi voksede kun og blev toppet med en doktorgrad i London, da hun blev voksen.
Af samme grund kalder hun sin instagramkonto @drblomster.
– Mens jeg studerede, havde jeg altid en vase med friske snitblomster ved sengen, uanset hvor få penge jeg havde, smiler hun.
Da Helen kom hjem fra London, lavede hun en simpel hjemmeside, fik tilladelse fra Fødevarestyrelsen og begyndte at importere sine yndlingsfrø fra London samt en række unikke knolde og blomsterløg, som hun i dag sælger.
– Jeg bruger min have til at afprøve forskellige sorter og samplantninger. Det er sjovt og spreder også haveglæde i nabolaget, for det hænder, at jeg sælger knolde og buketter ved vores indgang, siger hun.
– Selv om facaden på huset er under renovering, er det sjovt at høre, at gæster og forbipasserende stadig bliver inspireret af vores forårsbede.
Sne og tulipaner
Helen har også fået et drivhus på plads i haven; en gave fra hendes mand, Anders.
– Og det er muligt, at jeg tilbringer mere tid i drivhuset end sammen med ham, ler hun.
– Det er en stor bonus, at meget af forkul- tiveringen er flyttet ud af stuen og ind her. Sidste efterår sørgede jeg også for at plante masser af tulipaner i drivhuset, så mens resten af haven stadig var dækket af hvid sne, var der en oase af smukke blomster derinde.
Ren magi!