Den Gamle By i Aarhus gemmer på et sted, hvor demensramte tager hen for at vække minder

Misteltenen hænger over skydedøren ind til Hr. og Fru Laursens spisestue, hvor bordet er dækket med kongeligt porcelæn på den broderede juledug. 

Parret er fiktive beboere her i lejligheden, som ligger på første sal i Den Gamle By i Aarhus. Alligevel er det, som om de blot lige er gået, for alting er her: tandbørsterne i køkkenet, Madam Blå på gasblusset og den store gryde til bleer på den gammeldags radiator i køkkenet. En broderet pakkekalender med gaver, som hænger i små, røde og hvide plastikringe.

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Fru Laursens symaskine står klar til brug bag døren.

– Det er mandens lænestol og kvindens symaskine. De kan ikke bytte plads, og hvis vi hænger en kvindes cardigan på stolen, så reagerer de ældre på det, forklarer Henning Lindberg.

Han er en af dagens værter her i Erindringslejligheden, hvor mennesker ramt af demens kommer for at genopfriske minder. I julens anledning er her pyntet op som i 1958. Fire kvinder fra plejehjemmet Ceres Huset og deres personale kommer på besøg, og Henning tager rutineret imod, da de ankommer:

– Kunne fruen tænke sig en strikket bøjle, spørger han, da første gæst ankommer.

Dagny, som er 83, er hurtig til at svare, at hun har lavet meget håndarbejde i sin tid.

Så er dialogen i gang, og det er hele meningen med besøget, fortæller Henning. Han fik ideen til at fremkalde erindringer ved hjælp af lyde, lugt og sanser tilbage i 2004.

– Her må man gerne røre ved tingene, understreger Henning.

Han er iført et ulasteligt jakkesæt, som han har fået af en nu afdød demensramt mand, som flere gange kom her i Erindringslejligheden. Både han og de to medværter, Lene og Linda, er iklædt tidssvarende tøj, for hele pointen er at ramme en bestemt tid.

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?

– Vi husker alle mest fra perioden, fra vi er 15 til 30 år. Det er det, som kaldes et erindringsbump, og det er den tid, vi forsøger at vække de demensramtes hukommelse med. De fire besøgende i dag er mellem 76 og 96, så i 50'erne var de nogle store piger, mens den ældste var en voksen kvinde, fortæller Linda Andersen Fog.

Ud over at være vært har Linda en demensfaglig uddannelse og varetager undervisningsforløb for sundhedspersonale. I dag er hun iført en mønstret, grøn julekjole for netop i 50'erne begyndte de trykte mønstre at komme frem. Lene Rothborg, der også er vært, er iført et nydeligt, gråt sæt med pelskant.

Fra bøhlandet

I køkkenet viser Lene gæsterne viktualierummet og isskabet og fortæller en lille anekdote om de farvede tandbørster på væggen:

– Dronning Margrethe har været på besøg her, og da hun så dem, sagde hun: "Den blå havde jeg som barn, og mine søstre havde også hver deres farve", så nu kalder vi det de royale tandbørster.

Hun åbner isskabet, som vækker minder om at hente is på mejeriet, og Dagny udbryder:

– Jeg er fra bøhlandet! Jeg kan huske hestevognen, og at jeg var den, der skulle lukke køerne ud.

Hun kigger på vindueskarmen med en julepyntet kaktus og de småternede gardiner i køkkenet, som vækker endnu et minde:

– Hjemme havde vi fine, broderede gardiner i forskellige farver. Jeg ved, at min mor var dygtig til håndarbejde, og at hun syntes, vores hjem var flot.

Dagny holder en pause og siger så med anerkendelse i stemmen:

– Jeg er imponeret! Jeg troede, at det ville være noget gammelt skrammel, I havde her.

Da Linda giver hendes skuldre et lille kram og fortæller, at der nu er kaffe og julekage i stuen, siger Dagny med et smil:

– Det er heller ikke noget skrammel!

Ved kaffebordet i stuen sidder Ruth, Dagny, Tove og Birthe. De har ergoterapeut Heidi, sygeplejestuderende Signe og sygeplejersken Charlotte med. Snakken går om bordet: om jul, om at stoppe strømper, brodere – og om kaffe.

– Godt, det ikke er Richs, udbryder Ruth fra sin bordende.

Bybud på fire år

Hun er årgang 1928 og husker meget fra krigen og fra sin barndom, hvor forældrene havde bageri i Aarhus, og hun selv gik ud med rundstykker, fra hun var fire år.

– Jeg fik 50 øre om ugen, og de 25 gik til kirken, når jeg var i søndagsskole. Resten brugte jeg på slik, mindes hun smilende.

LÆS OGSÅ

Da Søren for første gang var til en julefrokost som ædru, gik én ting op for ham

Det kimer nu til juledruk - giver det overhovedet mening at gå til julefrokost uden at drikke alkohol?

Den ægte kaffe drikkes fra kopper af kongeligt porcelæn, og Tove genkender både stel og mønstret, som er hjertegræs. Ruth ser beundrende på det barometer, som hænger på væggen, for sådan et havde de også i hendes familie.

– De gamle ting, de er nu så smukke, siger hun stille.

Da selskabet bevæger sig ind i den fine stue, vælder minderne også frem, for alt er gennemført til mindste detalje. Træet er en rødgran med levende lys og dannebrogsflag. I 1950'erne satte man også engle og musetrapper på juletræet.

Ruth kigger mod den brede skydedør og siger:

– Da jeg var barn, og vi havde spist julemiddag, så gik min far og bedstefar ind for at pynte træet. Vi andre skulle vaske op, og når de havde tændt alle lysene på træet, så skød de dørene til siden. Det var så fint!

Som barn af en bager var Ruth vant til osen fra de mange flæskestege og ænder, som skulle i bagerens ovn.

– Bradepanderne stod inde i stuen med numre på, og et år havde vi 32. Stegeosen fyldte hele stuen, så vi græd, fordi det sved i øjnene. Jeg kan stadig lugte den os, men det var også hyggeligt. Vi fik kun hjemmelavede og fornuftige gaver og aldrig legetøj, men jeg kan huske, hvordan vi sang og dansede om træet, fortæller Ruth.

Blikket er både fjernt og helt nærværende. Ruth er langt tilbage i tiden, men de andre er med på hendes tidsrejse. 

Lene, Erik og Linda deler de indbunde sangbøger ud, og alle istemmer, da Henning begynder at synge den sang, som vi alle kan huske: 'Højt fra træets grønne top'.