Fra venstre: Nanette, Mirja og Lene.
Fra venstre: Nanette, Mirja og Lene.

Tre havemennesker inviterer ind: Se julestemningen i vores havehus

Kig med indenfor hos Mirja, Lene og Nanette, der forvandler deres havehuse til charmerende julestuer i højtiden. Snup gerne ideerne til din egen udestue, orangeriet eller dit drivhus.

Hendes verden logo farv

Mirjas hyggelige havestue

1. december finder Mirja Wulff julekasserne frem, og hendes havestue pyntes op. Blomster og naturpynt er i fokus med strejf af klassisk julepynt – en smuk overgang fra have til hus.

Jeg opfatter havestuen som en del af haven, og derfor kan jeg bedst lide at bruge naturpynt. På den måde kommer der god harmoni mellem ude og inde. 

Jeg pynter op i hele havestuen, og det er oplagt at hænge noget i de store vinduer. 

Jeg har et stort spisebord, som giver god plads at dekorere på, og derudover har jeg tre mindre borde til adventskrans, potte­planter, lys og anden hyggelig pynt.

Mirja arrangerer søde stillebener i havestuen. Har har hun pyntet med tørrede blomsterstande fra hortensia, blomsterknopper fra artiskok og tørrede blomster fra blussende brud, der er en del af proteafamilien.

Vi bruger mange timer herude, og det er her, vi spiser. Også julemiddagen og julefrokoster. Så det er vigtigt, at her emmer af julestemning. Havestuen er integreret med huset, og på den anden side af muren står brændeovnen, som sørger for, at her er dejligt lunt og rart.

Har du selvsåede nåletræer? Træk dem forsigtigt op, fjern jorden fra rødderne, og sæt dem i syltetøjsglas – efter jul kan de plantes ud igen
Har du selvsåede nåletræer? Træk dem forsigtigt op, fjern jorden fra rødderne, og sæt dem i syltetøjsglas – efter jul kan de plantes ud igen

Julen begynder 1. december, og vi nyder pynten indtil tredje juledag. Så pakker jeg det hele ned igen. Juletræet kommer ind i stuen første eller anden weekend i december, og jeg sætter det i en fod med vand, så det holder sig flot – det kan vi også sidde og nyde fra havestuen.

Jeg pynter med små nåletræer i potter eller selvsåede grantræer i glasvaser. Man kan supplere med tørre plantedele, for eksempel blomsterknopper fra artiskok. Når de bliver sprayet med hårlak og får et drys sølvglimmer, forvandles de til den fineste pynt.

Blomstrende ridderstjerner og spirende hyacinter i et blødt lag mos pryder det flotte langbord sammen med julestads og levende lys.
Blomstrende ridderstjerner og spirende hyacinter i et blødt lag mos pryder det flotte langbord sammen med julestads og levende lys.

Jeg pynter lidt op i den del af haven, man kan se fra havestuen. Det skaber en dejlig helhed. Havebænken pynter jeg med grangrene, æbler og en lanterne. Inde i stuen bruger jeg arvet pynt og gamle glaskugler. I stuen er det den fine, klassiske julepynt, der dominerer, mens havestuens har et strejf af natur.

Om Mirja Wulff, 48 år

Lenes stemningsfulde orangeri

Lene Lauridsen har en forkærlighed for naturmaterialer og gamle ting, som bliver pyntet med stedsegrønne kviste, så hendes orangeri emmer af hyggelig højtid.

Jeg kan godt lide det naturlige, så jeg pynter med fyr, gran og flotte kogler. Det passer til de grønne planter, oliventræerne og vinen, der breder sig med sit gyldne løv. Der skal selvfølgelig også være masser af lys, som giver stemning. 

Jeg kan godt lide gamle, nostalgiske ting, som også er det, jeg sælger i min butik, Livsstilsboheme, som jeg har i en bygning på grunden. Tingene behøver ikke at være julede, for de kan ”jules” op med kogler eller smukt bånd.

Gamle flasker i flet pynter på hylden, og oliventræet er kommet i ly for vinteren. Den gamle træstage er dekoreret med fyrre­kviste, som giver et hyggeligt strejf af jul.
Gamle flasker i flet pynter på hylden, og oliventræet er kommet i ly for vinteren. Den gamle træstage er dekoreret med fyrre­kviste, som giver et hyggeligt strejf af jul.

Jeg har altid pyntet op til jul – jeg kan slet ikke lade være. Jeg begynder omkring efterårsferien, for i takt med at dagene bliver kortere, frister det at kaste sig over julehyggen. 

Jeg prøver at gøre det forskelligt fra år til år, men det bliver alligevel ofte lidt af det samme; det gør nu ikke noget, for der er så mange traditioner knyttet til julen. Pynten får lov at blive til januar, indtil vinen skal klippes tilbage – og jeg er klar til forår.

Tip!

Brug LED-lys i stagerne, når du ikke er i orangeriet, men gerne vil se den hyggelige stemning indefra eller fra haven

Jeg bruger orangeriet hele året, og mine kunder kommer her også. De kommer også for at få inspiration, så det er vigtigt, at her er god stemning og mange små ideer, som det er let selv at bruge – for eksempel at fylde en gammel kageform med hyacinter og mos eller bruge en dekorativ juletræsfod til lysestage. 

Lene elsker at binde kranse, og årets adventskrans har hun selv stået for. Den er bundet af fund fra haven samt indkøbte vækster, og valmuekapslerne har hun givet et strøg af guldglimmer, som funkler, når lysene er tændt. Krydderkagen bager hun hvert år, og den god sammen med et glas æblegløgg.

Pynten er dog ikke kun til for kunderne, for hele familien holder af at være i orangeriet og bare nyde stemningen. Her er pyntet langt mere op end indenfor.

Jeg gør det nemt og ikke for ”dimset”. Det må gerne være enkelt. Det er oplagt at bruge naturens materialer som kogler og fyrregrene, og så giver det god effekt at lægge mos omkring potteplanterne. Brug masser af lys og kranse af alle slags. 

Jeg har selv flere havehuse, og der pynter jeg også op og sætter kurve med lærkegrene ved dørene. På den måde får haven et helt andet udtryk end på andre tider af året.

Den frodige vin klatrer lystigt rundt i orangeriet og spiller op til juleplanterne og den fine, enkle papirpynt.
Den frodige vin klatrer lystigt rundt i orangeriet og spiller op til juleplanterne og den fine, enkle papirpynt.
Fyrregrene, kranse, kogler og stearinlys forvandler orangeriet til et juleeventyr med fantasifulde op­stillinger. Her foregår det i en gammel skolevask.
Fyrregrene, kranse, kogler og stearinlys forvandler orangeriet til et juleeventyr med fantasifulde op­stillinger. Her foregår det i en gammel skolevask.

Jeg bruger orangeriet som krea­værksted og nyder at sætte mig og binde en krans. Men det er også her, jeg inviterer familie og venner til gløgg og tænder op i brændeovnen.

Om Lene Lauridsen, 58 år

  • Gift og mor til tre voksne sønner samt farmor til to børnebørn.
  • Se mere på @livsstilboheme

Nanettes søde havehus

Når Nanette Bang har fejret fødselsdag i november, begynder julen, og så bliver hendes havehus pyntet med naturmaterialer. I år tørrede appelsinskiver i fokus.

Jeg går først og fremmest efter natur­ting, som spiller godt sammen med haven. I år er jeg vældig glad for tørrede appelsinskiver, der har en fremtrædende rolle – de dufter og er små lyspunkter i vintermørket. 

Der skal også være noget stedsegrønt, og her er gran oplagt. Vi tager ud og fælder juletræ, som jeg klipper de nederste grene af, så det passer i foden, og afklippet er perfekt julepynt – og selvfølgelig vinterbeskyttelse af sarte vækster.

Potterne er fyldt med timian, rosmarin, oliven, bregner og en spirende hyacint i dekorativt lav. På væggen hænger en krans, Nanette har bundet af vedbend og pyntet med tørrede appelsin­skiver. Den lyserøde krans er bundet af rosenpeber.

Vi byggede orangeriet i 2018 som et egentligt drivhus. Men nu er det mere et refugium, og derfor har vi pyntet op de seneste fire-fem år. Det varierer fra år til år, hvordan jeg pynter op, men her er altid noget, for det skal ikke være et opbevaringsrum – men hyggelig og indbydende julestemning.

Idé til nemt og smukt julepynt

Skær appelsiner i skiver, og bag dem ved 90 grader i to-tre timer (vend dem hver halve time) – så har du smuk julepynt

Jeg synes, haven skal bruges året rundt. På denne tid er det mørkt, koldt og vådt, og vi bliver påvirkede af, hvad vi ser, så i stedet for en have, der sygner hen, prøver jeg at lave noget her, så den også er attraktiv i de mørke måneder. 

Særligt ved juletid, for det gavner den mentale til­stand, at der er noget flot at kigge på. Jeg har for eksempel pyntet et bord i køkken­haven med potter med kål, pletter i luften og grantræer.

Julen starter på min fød­selsdag 22. november, hvor jeg hører den første julemusik, og der kommer juleslik frem. Jeg har altid været et julemenneske.

Ferskentræet i hjørnet og vinen i loftet er pyntet festligt, og i vinduerne hænger små granstjerner. Det lille citron­træ trives i orangeriet og sørger for, at der er frisk­plukkede syrlighed til julefrokosten.

Jeg går efter, hvad jeg har af stedsegrønt i haven. 

Bøgegrene med vinterbrune blade er også umådeligt dekorative, eller hvis der er faldet en gren af et træ. Lav nogle simple kranse, og suppler med tørrede appelsinskiver og hel kanel. 

Det betyder også meget, at der er planter i potter, for eksempel julerose eller små grantræer, men du kan også bare fylde potterne med mos, dekorative kogler og andre natur- og havefund.

De smukke kobbervandkander hænger i loftet og pynter, indtil de igen skal i brug, og står i smuk kontrast til de lysende appelsiner.
De smukke kobbervandkander hænger i loftet og pynter, indtil de igen skal i brug, og står i smuk kontrast til de lysende appelsiner.

Jeg bruger naturmaterialer og juletræer både inde og udenfor. Den egentlige julestads er kun inde i huset; i orangeriet skal det passe til udelivet. Af og til sætter jeg mig herud, når det regner, og lytter til dråberne, nogle gange med et glas gløgg og æbleskiver. 

Jeg elsker at dyrke min have, men det er også rart med en pause, hvor jeg bare nyder den. Lige nu holder jeg af at betragte havens skelet og de rammer, jeg har skabt – og at her emmer af ro. Andre gange slår jeg blikket væk og sætter mig til rette med en bog.

Om Nanette Bang, 49 år

  • Gift og mor til to døtre på 12 og 14 år. 
  • Se mere på @storbybonden