Indretning
Foto: Tia Borgsmidt
BoligLiv

Indretning

Makeover: 2 fantastiske forvandlinger

Boligstylist Mette Helena Rasmussen har sat sit gamle hus i stand fra bunden. Vi kiggede med, fra da stuen og spisestuen stod helt rå og tomme, og her kan du se Mette Helenas fantastiske forvandlinger og måske blive inspireret til din egen makeover derhjemme.

Af Mette Kirstine Brinch 24.apr.2016 Livsstil

Da boligstylist og ejer af vintage tapetbutikken Retro Villa, Mette Helena Rasmussen, hendes kæreste, Rolf Pedersen, og børnene Villa Malou på seks og Johs på et år sidste sommer flyttede ind i huset fra 1890, havde Mette Helena svært ved at se mulighederne. Og en større renovering af huset var da også i vente. Stuen havde sænkede trælofter, gamle mørke vinduesrammer, en buet døråbning og væg til væg-gulvtæpper. Radiatoren stod uhensigtsmæssigt placeret inderst i stuen og nærmest i midten af huset. Mette Helena og Rolf besluttede at starte helt forfra. Det eneste, der blev bevaret, var de fine gamle paneler under vinduerne!

Lys nordic og støvede pasteller
… det er opskriften på stilen i stuen nu. Hos Genbyg fandt Mette Helena de gamle dobbeltdøre, der gjorde en ende på den buede åbning ind mod spisestuen. Og en glasdør fra 50’erne fra samme sted blev sat imellem entreen og stuen, så den oprindelige indgang blev genetableret.

– Det har givet en helt anden stemning med de gamle døre, og stuen er nu fuld af lys, fortæller Mette Helena. Endevæggen bag sofaen blev malet lyserød med farven R11 fra Dyrup, og den modsatte væg blev tapetseret med et marmortapet fra Ferm Living.

– Da vi skulle i gang med at flytte radiatoren og rørføringen, måtte hele gulvet brækkes op – og så besluttede vi os for at grave ud, isolere og etablere gulvvarme, i stedet for at sætte radiatorer op under vinduerne. På den måde forblev de smukke paneler under vinduerne synlige, fortæller Mette Helena.

Permanent gulvtæppe
Nu var gulvet pludselig en indretningsopgave, så Mette Helena researchede grundigt på Pinterest efter smukke gulvmønstre. Hun ville gerne have, at gulvet skulle lægges i et mønster inspireret af berbermønstre – som et permanent gulvtæppe af træ. Men da gulvlæggeren Morten fra M gruppen ApS kom, skruede Mette Helena lidt ned for ambitionerne. Morten foreslog hende den visuelt enklere løsning: at lægge et klassisk parketgulv med en bort af plankegulv i siderne, så brædderne i kanten gav en fornemmelse af tæppe.

– At sætte stuen i stand var nærmere en opgave for en entreprenør end en boligstylist – og så tog hele arbejdet også meget længere tid, end jeg havde tålmodighed til. Vi var lige flyttet ind, da hele stuen pludselig var forvandlet til en jordhule. Jeg begyndte at hænge kunst op på væggene, inden gulvet overhovedet var lagt, fordi jeg var så ivrig efter at blive færdig med indretningen – men så havde gulvlæggeren Morten da
noget smukt og inspirerende at kigge på, griner Mette Helena.

DAGLIGSTUEN BLEV LYS OG LUFTIG


 Gør det selv-bord
Sofabordet er en DIY kreation af en marmorplade fra et rustent cafébord fundet på dba.dk til 200 kr. kombineret med et lille sofabord med udskårne ben fra en genbrugsbutik til 40 kr. Benene er malet i forskellige farver: R45 Fjer, Lys Dodenkop 520, b25 Tåge og R20 Klematis fra Dyrup. Messingstagerne er loppefund, og vasen og plaiden er fra Retro Villa.


FØR: Trælofterne er lige blevet revet ned på billedet her.


Plads til kunst og hygge
For at give rummet lidt farve blev endevæggen malet lyserød med R11 fra Dyrup. Farven danner en fin baggrund for de grafiske kunstværker og den tofarvede sofa, dune, fra bolia. værkerne er bl.a. af Nynne Rosenvinge og Trine Struwe. Puderne er fra retro villa. lampen i loftet fås bl.a. i designdelicatessen.dk. det lyse parketgulv er lagt som et tæppe i midten af rummet med en kant af plankegulv. Stavparkettet hedder ask harmoni og rammen Mørk ask nordic fra Junckers.

TIP
Kunst på budget: Du kan finde et stort udvalg af prints til priser fra 125 kr. bl.a. hos Kaiku, Liebe, Retro Villa og Stilleben.

TIP
Drømmer du o et herskabeligt touch til din stue, så sæt en roset i loftet. F.eks. har Røverkøb et stort udvalg af rosetter.


Læsehjørnet før


EFTER
Læsehjørnet

Selvom man ejer en tapetbutik, kan man godt være vild med andres tapeter. Marmortapetet er fra Ferm living. Lænestolen er fra Hay, puden er fra Retro Villa, og den danske Flensted mobile er sjovt nok indkøbt på en ferie i Venedig. Bordlampen er fra dansk made for rooms.
 


Gamle paneler, nye vinduer
De fine paneler under vinduet blev som det eneste gamle i rummet bevaret. det enkle, chokoladebrune plisségardin giver en besparelse på energiforbruget. Det hedder Duette og er fra Faber. De nye dannebrogsvinduer er fra Outrup Vinduer & Døre. Gulvvaser og lysestager er fra Kähler, lampen er fra Illums Bolighus, og plaiden er fra Retro Villa.


Et tingfinderskab
… til en tingfinder! Sådan omtaler Mette Helena sit vitrineskab og sig selv. Det smukke glasskab er fyldt med hendes fund fra loppemarkeder til ingen penge, kunstbøger og lidt keramik fra bl.a. Stilleben. Skabet er fra Oliver Furniture. Kunstværkerne på væggen er af Ida Settergren, Milena Bonifacini og Mette Helena selv.

TIP
Opbevaring bag glaslåger er ikke kun smukt – det er også praktisk. Du holder støvet ude, samtidig med at du kan nyde synet af dine yndlingsting.


Hot marmor
Hvad der for mange længe har været dømt ude af indretningen, er for Mette Helena i den grad inde i varmen igen, så hun samler på marmorvaser, som hun finder i genbrugsbutikker.


Glasdør slipper lys ind
Den originale glasdør med messinggreb fra 50’erne er fundet hos Genbyg og sat i den oprindelige døråbning fra entreen ind i stuen, så der kommer mere lys ind i rummet.

SPISESTUEN FIK STEMNING OG STIL

Ligesom i Mette Helena og Rolfs dagligstue var der også i spisestuen et sænket træloft, væg til væg-gulvtæppe og hele to døråbninger med buer. Den ene bue og væggen omkring den blev fuldstændig fjernet, så der blev åbnet op til køkken og entre. De gamle dobbeltdøre, som blev sat ind imellem stuerne for at genskabe noget af husets oprindelige klassiske stil, viste sig at være de helt rigtige:

– Da vi nåede op på loftet for at isolere og lave dampspærre, fandt vi et sæt dobbeltdøre gemt deroppe – fuldstændig magen til dem, vi lige havde købt hos Genbyg. Så de er nu tilbage i døråbningen mellem værelserne på førstesalen, fortæller Mette Helena.

Reol og bænk i ét
I spisestuen skulle der, ud over spisebordet, også være en reol til bøger og alt det keramik, som Mette Helena finder på loppemarkeder. Og det skulle naturligvis ikke være en standard løsning!

– Vi byggede selv reolvæggen op af kubikkasser fra Trævarefabrikernes Udsalg, og midt i processen fandt vi på at integrere en siddeplads og lave en skumhynde på mål. Det er rigtig hyggeligt at sidde der midt inde i reolen og snakke med den, der laver mad, siger Mette Helena. Reolen er bygget op af kubikkasser – både hvidmalede og i birk – og i forskellige størrelser og dybder. Resultatet er lyst, nordisk og enkelt, og der er både åbne rum til udstilling og rum med låger til at gemme legetøj og andet rod væk bag.

Klipper kan være lilla
Med lyse trægulve og en reol i skandinavisk stil var der plads til at skeje ud med farver og materialevalg. Parret valgte et langt, smalt, mørkt spansk kolonilangbord fra 1900 fundet på Lauritz.com. Det får smukt modspil af forskellige moderne stole i sort, grå og lyst træ og tre store kobberlamper i forskelligt design.

– Jeg besluttede mig for at male endevæggen grå for at give rummet dybde og karakter, og valget faldt på farven Klippe, da jeg stod med farveprøverne i hånden i Dyrup. Men da jeg kom hjem og malede hele væggen, gik det op for mig, at farven nærmere var lilla, griner Mette Helena, der heldigvis synes, farven er flot.

– Den er blød og meget stoflig, og den passer rigtig godt til marmortapetet fra Ferm Living, siger hun. Tapetet er sat op i opholdsstuen omkring dobbeltdøren ind til spisestuen. – Jeg er ikke perfektionistisk, og  mit hjem skal ikke være fuldendt. Det skal være interessant og inspirerende, og her er helt sikkert plads til overraskelser – som at klipper kan være lilla, fortæller Mette Helena.


Farveharmoni
En gruppe buttede gulvvaser fra Kähler samler farverne i den nye spisestue på smukkeste vis.


Plads til spisning, nips og bøger
Et gammelt kolonilangbord danner centrum i den nye, fine spisestue. Og Mette Helena har skabt en flot og markant reolvæg med plads til sine bøger og loppefund. Før var der en buet åbning imellem de to stuer. Den er nu erstattet af et par gamle døre fra Genbyg, der passer bedre til husets stil og alder. Marmortapetet indrammer kigget til spisestuen på fineste vis. Tapetet er fra Ferm Living.

IDE
Sæt forskellige lamper med et ens udtryk sammen. Lamperne her er alle i kobber, også den sorte. De er fra venstre mod højre en vintage Louisiana pendel, en lampe af Tom Dixon, der bl.a. fås i Designdelicatessen.dk, og en gammel PH Tallerkenpendel.


Åben adgang fra entreen
Tidligere var der en buet åbning ind til spisestuen fra entreen – se billedet herunder – men nu er den fjernet, så gangen og spisestuen flyder over i hinanden. På en væg i entreen har Mette Helena samlet litografier
i grønne, blå og sort/hvide nuancer, der passer til farverne i spisestuen.


Sm art gardinløsning
Et Duette plisségardin fra Faber er monteret midt på vinduet, så lyset fortsat slipper ind, men så man undgår at have øjenkontakt med alle forbipasserende. Lampen i vindueskarmen er en original Dell bordlampe købt på Lauritz.com. Stolene er fra Bolia, BoConcept og Hay.


FØR
1 . Et kig fra entreen til spisestuen, før der blev åbnet op imellem rummene.
2. Og et kig til vinduet i spisestuen, før både det og gulvet blev skiftet, og væggene sat i stand.


Råt og gråt
Mette Helena har dækket fint op i dagens anledning med grå ting i en rå stil. Tallerknerne er fra Chimalaya, glassene er fra Notre Dame, marmorbrætterne, bestikket og vasen er loppefund, og skærebrættet af træ er fra H Skjalm P.


EFTER
Bænk og reol i en

Mette Helena har selv designet reolen af hvide bogkasser og lyse birkekasser fra Trævarefabrikernes Udsalg. Reolen rummer en hyggelig siddeplads, der består af fem bogkasser med låger, monteret på en lægte og fastgjort til væggen. Puderne er fra Place de Bleu. Lampen er fra Louis Poulsen.

TIP
Sæt låger på nogle af bogkasserne, så du kan gemme legesager, mapper, småting og andet rod væk.
Udstil både bøger og nips i din reol for et dynamisk udtryk, men lad også gerne nogle felter være tomme, så øjet får ro.

Udfordringer i stuen og spisestuen:
• Nedsænkede trælofter
• Radiatorer placeret inderst i huset
• Væg til væg-gulvtæpper
• Gammeldags buet åbning imellem rummene
• Sparsomt dagslys
• Vinduer mod befærdet gade
• Mørke vægge

Løsninger:
• Trælofterne blev fjernet
• Radiatorerne blev fjernet, og gulvvarme blev etableret
• Tæpperne blev fjernet og erstattet af et stavparketgulv
• Klassiske døre, den ene med ruder, blev sat ind
• Nye energivinduer med støjdæmpende glas blev sat i
• Væggene blev fuldspartlet, beklædt med filt og malet. En enkelt væg blev tapetseret

 ► SE OGSÅ: Før & efter: 70'er badet fik ny personlighed
 ► SE OGSÅ: Før & efter: Køkken og spisestue
 ► SE OGSÅ: Før og efter: Gæsteværelse med personlighed

 

dupa

Henter...