Cecilie giver sit bedste råd til at støtte mennesker i sorg: Der er én ting, mange misforstår

Det er svært for Cecilie Albæk at svare på, hvordan hun mærker sorgen. Nogle dage føles det som en kæmpe tsunami, der skylder hen over kroppen. Som om hun mister fodfæstet og næsten ikke kan trække vejret. Andre dage føles det hele bare tomt.

I små glimt mærker hun også noget andet. En følelse af taknemmelighed og kærlighed - og en tro på, at det hele nok skal blive godt igen.

Artiklen fortsætter under videoen:

Den 5. januar mistede Cecilie sin forlovede, Glenn Vindfeldt, som følge af en uhelbredelig kræftsygdom, som han fik konstateret få måneder efter, de mødtes. 

Selvom spørgsmålet er svært, og sorgbearbejdelsen ikke er en lineær proces, vil hun gerne gøre et forsøg. Til HER&NU har Cecilie åbnet op om den svære tid i kølvandet på Glenns død, hvor hun også giver sine bedste råd til, hvordan pårørende kan støtte et menneske, der har mistet. 

Mødtes i et tv-program

På omkring et år har 30-årige Cecilie oplevet mere, end de fleste gør i løbet af et helt liv. Hun mødte Glenn Vindfeldt i tv-programmet "Stranded on Honeymoon Island", hvor de blev viet på en øde ø i Filippinerne den 4. november 2024.

Derfra så de sig ikke tilbage. De blev kærester i december, men i slutningen af februar ramte den hårde virkelighed. Glenn var syg med brystkræft. Uhelbredeligt.

Cecilie var ikke i tvivl om, at de fortsat skulle være sammen, selvom Glenn gav hende muligheden for at gå. Parret flyttede derfor sammen i en lejlighed i København.

Op til Glenns død havde kræften dannet metastaser i huden, lymferne, binyren, knoglerne, lungerne og hjernen.

Efter julen blev Glenn indlagt med en lungeinfektion og var så afkræftet, at han blev lagt i kunstig koma. Den 5. januar slukkede lægerne for respiratoren.

I DR-programmet "Min sidste gave" deler Glenn parrets kærlighedshistorie.

Den hårde virkelighed

Hvordan mærker du sorgen i din hverdag? 

– Der er intet af det her, jeg kan styre. Det kommer vitterligt ud af det blå lige pludselig, og det er jo også det, der er så ubehageligt. At man lever i en virkelighed, man ikke kan flygte fra, og man kan ikke ændre på, hvad der er sket, og hvad man bliver udsat for. Jeg tror stadig, jeg er så ny i min sorg, at alt stadig minder mig om ham. Så alt, hvad jeg gør, alt hvad jeg ser, alt hvad jeg tænker på, alt hvad jeg føler, alt hvad jeg går forbi, minder mig om ham, og det er virkelig hårdt at være i. Så sorgen dukker op på mange forskellige måder hver dag, og jeg kan ikke gøre andet end at tage én time af gangen.

Hvordan bearbejder du sorgen?

– Jeg er stadig alt for ny i min sorgproces. Jeg har ikke helt fundet mig selv i den endnu, og jeg synes, det er svært at finde vejen, men det er samtidig heller ikke noget, jeg har travlt med. Smerten, jeg går igennem, er ulidelig, og jeg ville virkelig ikke ønske det for min værste fjende. Men jeg kan ikke skynde mig igennem det, og jeg kan ikke forcere noget, der ikke er. Jeg kan, og jeg vil ikke lade som om, siger hun og uddyber:

– Det vigtigste for mig i alt det her er, at jeg får bearbejdet min sorg i et tempo mit eget hoved, og som mit eget hjerte kan være med i. Jeg tager vitterligt én time ad gangen, og når der kommer en tsunami, så rider jeg med på bølgen og trækker vejret stille og rolig, og når jeg får et lysglimt eller et lille åndehul, nyder jeg det, og mindes alt den kærlighed Glenn og jeg havde sammen. 

Det må gerne fylde

Hvordan fylder savnet til Glenn?

– Mit savn til Glenn fylder faktisk stort set alle minutterne i døgnet. Jeg er stadig et sted, hvor jeg desværre ikke kan kontrollere den, og så er jeg nok også et sted, hvor jeg har brug for, at den får lov til at fylde dét, den skal, siger Cecilie, som giver sig selv lov og plads til at føle de ting, hun gør.

– Jeg har altid været meget i kontakt med mine følelser og ved, at hvis jeg ikke får lov til at føle det, jeg kan mærke, min krop har brug for, så flygter jeg, og det skal jeg ikke. Selvom jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for ikke at have det sådan her, så ved jeg også godt, at det er det bedste for mig at gøre og for at komme videre ud på den anden side på bedst mulig måde.

Har du forstået tabet endnu?

– Nej, det tror jeg ikke, jeg har. For at være ærlig tror jeg stadig, jeg er i chok og har nok også været det lige siden, Glenn blev syg for snart et år siden. Men jeg har jo på en eller anden underlig måde fundet en måde at overleve og være glad i det på. Men jeg tror ærlig talt ikke det ændre på, at det har været mit livs hårdeste år på godt og på ondt, siger Cecilie og tilføjer: 

– Og jeg kan mærke, at det har givet mig ar på sjælen, som aldrig kommer til at hele. Jeg tror jo godt, jeg inderst inde ved, hvad virkeligheden er, men måske jeg bare ikke vil indse det, og jeg kan ikke helt vide, hvorfor mit hoved er sådan. Jeg tror ikke, min hjerne kan tænke rationelt nok i den choktilstand, jeg er i lige nu. Men inderst inde ved jeg det jo godt. Jeg har bare svært ved at acceptere det, fordi jeg synes, det er så uretfærdigt.

Ikke en sygdom

Hvad er dit bedste råd til pårørende, som vil støtte et menneske i sorg?

– Jeg tror, mange kan have lidt svært ved at finde ud af hvordan og hvor meget, de skal være der for en person i sorg. Jeg er kæmpe fan af ærlighed og kommunikation, for det når man altså bare længst med. Og lige her skal vi altså huske, at alle er forskellige, og det er ikke alle, der kan være der for dig, som du har behov for, og det er heller ikke alle, der er i sorg, der har brug for hjælp, siger Cecilie og uddyber:

– Jeg tror, det er meget en ting i samfundet, at vi skal hjælpe folk, der er i sorg. Som om det er en sygdom, eller noget nogen kan fikse for en. Men det er det jo ikke, og der er ikke nogen, der kan hele en person i sorg andet end tiden og personen selv. Derfor synes jeg, det bedste, alle kan gøre, er først at spørge, om personen har brug for hjælp eller omsorg. 

Cecilie har derfor to konkrete spørgsmål, hun anbefaler, pårørende kan stille.

– Hvis personen siger omsorg, så kan man spørge: “Hvordan kan jeg være der for dig”. Og hvis personen siger hjælp, så kan man spørge: “Hvordan kan jeg hjælpe dig”. De fleste i min omgangskreds har spurgt mig, hvordan de kan hjælpe mig. Men jeg har faktisk ikke brug for hjælp. Jeg vil ikke fikses. De kan ikke fikse mig. Jeg vil bare lyttes på og have omsorg og have, at alle også synes, alt er lort lige nu. Så det der med at ville hjælpe, er jo en megasmuk gestus i sig selv, men jeg tror, at det er på tide, at vi i samfundet omformulerer spørgsmålet. 

LÆS OGSÅ

Cecilie tvunget til at flytte efter Glenns død: "Alt bliver taget fra mig"

Cecilie Albæk forsøger lige nu at navigere i sorgen og en flytning samtidig, og det er en smertelig proces, fortæller hun.