Natfoto af oplyst herregård med tårn og symmetriske bygninger set fra oven
Hotellet ligger i kystområdet Costa Careyes i Mexico.

Åh nej! "Paradise Hotel" sat på pause

Uroligheder i nærheden af lokationen har skabt udfordringer for optagelserne.

Logo Realityportalen RP RPLOGO

Drama, drinks og dansetrin må undværes for en stund for deltagerne i den svenske udgave af "Paradise Hotel".

Optagelserne er nemlig sat midlertidigt på pause. Det skriver det svenske medie TV4.

Det skyldes de aktuelle uroligheder i Mexico, hvor kartellederen El Mencho søndag blev dræbt af mexicanske sikkerhedsstyrker.

Artiklen fortsætter under videoen...

Det har skabt et større postyr og udbredte optøjer i den mexicanske delstat Jalisco, der er den stat, hvor optagelserne til den kommende sæson 23 af det danske "Paradise Hotel" blev afsluttet for to uger siden, og hvor det svenske altså er i fuld gang.

– Optagelseslokation er ikke i risiko, men vi bliver nødt til at være forsigtige og tage sikkerhedsmæssige forbehold, udtaler den svenske Viaplay-pressemanager, Susanne Nylén, til TV4.

Susanne Nylén vil dog ikke bekræfte, at Viaplays beslutning om at sætte optagelserne på pause har noget at gøre med El Menchos død.

Også svenske Aftonbladet har forsøgt at få hende i tale.

– Vi kommenterer ikke sikkerhedsforanstaltningerne på nuværende tidspunkt. Vi følger rapporteringen og anbefalingerne nøje. Personalets og deltagernes sikkerhed er naturligvis vores højeste prioritet, siger Susanne Nylén til mediet og står fast, at alle er sikkerhed.

På det danske udenrigsministeries hjemmeside lyder der også en opfordring til forsigtighed og en advarsel om forhøjet risiko for uro i Mexico, hvor politiaktionen mod narkokartelet i Jalisco har forårsaget vejspærringer, brandstiftelse og skyderier.

– De lokale myndigheder i Jalisco opfordrer folk til at blive indendørs. Der er rapporteret om vejspærringer og bevæbnede personer på vejen til Guadalajara lufthavn. Nogle motorveje er blevet lukket, og nogle offentlige transporttjenester er blevet aflyst. Følg de lokale myndigheders anvisninger, og undgå store folkemængder. Situationen kan ændre sig hurtigt, står der blandt andet i meddelelsen.