-
Janni Ree kan ikke gå i fred på Smukfest: Det bliver vildere og vildere
-
Janni Ree afsted for første gang: Jeg er nervøs!
-
Janni Ree er fascineret af 2. verdenskrig: Har besøgt Hitlers sommerhus
-
Janni Ree bryder tavsheden: "Det er fuldstændig absurd"
-
Janni Ree og Jeppe Stokholm fejrer og nyder kærligheden – men én ting mangler
-
Midt i bogsuccesen: Janni Ree udsat for tyveri
-
Sådan holder Janni og Jeppe sig i form: "Dem, der boller sammen, holder sammen"
-
Peter Asschenfeldt fylder 70 år: Pension og flytning i sigte
-
Janni Ree afslører stor nyhed
-
Janni Ree taler ud: Han var alkoholiker
-
Janni Ree skriver ny bog om mænd: Adskiller sig fra tidligere bøger
-
Janni Ree i ny stor satsning
Sebastian Kleins store fortrydelse: Kom for sent til sin fars død
Sebastian Klein ville holde sin far i hånden på dødlejet, men han nåede det ikke.
Efter kort tids kræftsygdom sov Jesper Klein tilbage i 2011 ind på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg. Desværre uden sin søn ved sin side.
Artiklen fortsætter under videoen:
I DR-podcasten ”Døde forældres klub” fortæller Sebastian Klein, som nu er 53 år, at han lige akkurat kom for sent. Han havde netop besøgt sin far og rådført sig med personalet, inden han kørte hjem for at lave mad til sine børn. De kunne dog ikke svare på, om hans fars død var nært forestående. Men han var knap trådt ind ad døren derhjemme, før han fik opkaldet med beskeden om, at ”det er nu”.
– Jeg kører alt, hvad jeg kan, for at komme derud. For at være der. For det betyder noget, det der med, at han... Jeg skal være der, når han dør, fortæller han i podcasten.
Ariklen fortsætter under billedet:
Fra bilen ringede han til sin kusine, der bor nær Diakonissestiftelsen, og hun skyndte sig derover.
– Hun ringer til mig undervejs og siger: ”Du skal skynde dig, Sebastian. Det er nu. Du skal skynde dig”, og hun græder. Jeg kører alt, hvad jeg kan. Og jeg kommer fem minutter for sent. Og det kommer jeg mig aldrig over. At han ikke kunne være der og holde sin far i hånden, er umuligt at slippe.
– Det betød noget for mig, og det vil for altid martre mig. Fordi det er ikke kun for hans skyld. Det er i virkeligheden også for ens egen skyld, at man vil være der, når han forsvinder, så man får en eller anden ro i sjælen.
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.