Sådan opnår du passion og flow
Er du klar til at droppe tankerne om, hvad du skal lige om lidt, og bare være til stede i nuet? Eller tænker du, at det har du virkelig ikke tid til? Både Hummel-direktør Christian Stadil og life coach Sofia Manning giver dig deres bedste råd til,hvordan du finder balancen i en tilværelsen.
Christian Stadil og Sofia Manning har kendt hinanden i mange år. Bevæget sig rundt i de samme cirkler og har undervejs haft gode samtaler om meningen med livet, buddhisme, filosofi og andre emner, der danner grundlag for bogen. Det var derfor naturligt for dem at fortsætte samtalen i bogform. Deres udgangspunkt har været at skabe en selvhjælpsbog, der er mere nede på jorden end de fleste på bogmarkedet.
– Der er rigtigt mange bøger om selvudvikling, inklusive mine egne, der er meget pædagogiske, og måske nogle gange lidt pegefingerløftende. På en god måde – sådan lidt forældreagtige: „Det her vil være godt for dit liv“. Men det er også sundt at lade folk forme deres egne ideer om, hvad selvudvikling er, siger Sofia Manning og bliver bakket op af Christian Stadil.
– Med den her bog vil vi gerne gøre op med den måde, man i mange år har tænkt selvudvikling på – fordi man interesserer sig for at udvikle sig selv, behøver man altså ikke sidde på en sten hele dagen og drikke grøn te, siger Christian Stadil.
– Det må ikke blive for fanatisk, for så er der en tendens til, at det ikke holder ved. Det gælder også andre ting, der risikerer at blive en for stor del af din identitet. Det er helt fint, hvis det passer dig – 1.000 mennesker, 1.000 veje – men en vigtig pointe i bogen er netop, at selvudvikling går ud på en masse forskellige ting.
Eller, som Sofia Manning udtrykker det, „at finde din egen ret“.
– Du skal finde det, du selv synes, smager godt. Man taler om tre principper inden for buddhismen: karma, dharma og sangha. Karma er at turde give og modtage, dharma er at finde sit livs arbejde, hvorfor vi er her, og sangha handler om, at det er utrolig vigtigt, hvilke mennesker vi omgiver os med. De tre ting betyder utroligt meget for, hvad det er for en hverdag, vi gerne vil skabe. Professionelt og personligt.
Læs også: Derfor er din personlighed din største force
Skepsis er godt
Både Sofia Manning og Christian Stadil startede deres selvudviklingsrejse i en tidlig alder. Sofia Manning begyndte som 13-14-årig at læse alt, hvad hun kunne finde af selvudviklingsbøger, og prøvede lidt af hvert inden for den alternative verden, inden hun fandt sit kald som 24-årig, hvor hun fik arbejde hos den amerikanske selvhjælpsguru Tony Robbins.
– Jeg har prøvet alt muligt. Faldskærmsudspring, gå på ild, bjergbestigning, lange meditationsretreats med sure zen-munke… Det er en mærkelig business, men jeg er heldigvis opvokset i et meget skeptisk hjem, så mit udgangspunkt er, at jeg er megaskeptisk – men åben for at prøve ting af, siger Sofia Manning, der mener, at åbenhed og en god portion sund skepsis er den bedste guide gennem den til tider uigennemskuelige selvhjælpsjungle.
Også Christian Stadils rejse startede i en tidlig alder. Allerede som 12-årig fik han øjnene op for meditation, som blev en måde at tøjle enebarnets til tider lidt for aktive indre dialog på. Senere blev interessen udvidet til også at omfatte zen-buddhisme og taoisme. Blandt andet.
– Jeg vendte hele tiden tilbage til zen-buddhismen og taoismen, fordi det er mindre dogmatisk og ikke så prædikende – og så er der noget humor ind over. Nogle af de mest belærende mestre, jeg har haft i for eksempel Japan, er også nogle af dem, jeg har drukket mig mest stiv med.
Lad det flyde
De overordnede temaer i bogen handler om at slippe drømmene løs, glemme omverdenens forventninger, se døden som læremester i stedet for tabu, acceptere dine skyggesider og ikke mindst leve et liv med passion – både privat og arbejdsmæssigt. Tanker, der har haft stor betydning i de to forfatteres liv og efterhånden er blevet en integreret del af deres tilværelser. Særligt begreberne passion og flow. Hvis du er passioneret omkring det liv, du lever, får du meget mere ud af det, og hvis du evner at være til stede – være i flow – er du den bedste udgave af sig selv.
At være i flow vil sige at være helt og aldeles i nuet. Være i det, du gør, uden at tænke for meget over det. Hvor tingene og ikke mindst tankerne får lov at flyde, og der bliver plads til, at kreative ideer kan opstå.
– Når vi oplever flow, tager vi toppen af selvbevidstheden, bliver opslugt at det, vi laver, skruer ned for den indre dialog og åbner porten til underbevidstheden – og så bliver man simpelthen bedre til det, man laver. Hvad det end er. Flow kommer, når du laver noget, der udfordrer dig. Hvor du, eller din kropsbevidsthed, skal tænke dig om. Rammer og kontrol er rigtig godt, men det forudsætter, at du slipper dig selv i det, siger Christian Stadil, der oplever, at hans største udfordring er at være til stede i en hverdag, hvor der skal holdes mange bolde i luften på samme tid.
– Det kan godt være en udfordring både at være en god chef, en god kollega, en god ven og en god kæreste, når faktum er, at jeg kun er i København ti dage om måneden. Højest. Derfor prøver jeg på VIRKELIG at være der, når jeg er der. Være til stede og ikke tænke på alt muligt andet – som de 150 mails, der venter, månedsregnskabet eller en samtale med min marketingschef.
Stop op og bare vær
Det med bare at stoppe og være lyder jo enkelt, men det er det overhovedet ikke. Det var det heller ikke for Christian Stadil i begyndelsen.
– Jeg har vænnet mig til at vende tilbage til situationen, hvis mit sind begynder at vandre. Hvis du gør det fem gange, hjælper det ikke, men hvis du gør det 500 gange, så begynder det at blive en del af din adfærd, siger Christian Stadil, der samtalen igennem flere gange stopper op for at skrive ting ned, han lige kommer til at tænke på, fordi „så behøver jeg ikke at tænke mere over dem“.
Mine kammerater ved også, at hvis der er en, der har sagt noget, som irriterer mig, eller som jeg går og tænker over, så konfronterer jeg vedkommende. Ikke på en tarvelig måde, men jeg gider ikke gå og bokse med det.
Flow kan være en del af en aktiv tankeproces, men kan også bare være at stoppe op i nuet i stedet for hele tiden at have tankerne rettet mod, hvad der skal ske lige om lidt – som mange af os har en tendens til. Og man kan træne sig op til at lære, hvornår man står midt i et værdifuldt øjeblik, mener Sofia Manning, der giver et eksempel, hun selv oplevede i påsken.
– Jeg skulle over grænsen fra Mexico til USA, og fordi det var påske, var der måske 3.000 mennesker – det var helt skørt med tusindvis af biler, larm og varme – og vi fik at vide, det ville tage seks-syv timer. I sådan en situation kan man enten vælge at være pissesur og irriteret, eller også kan man tage det ind. Det lykkes ikke altid, men lige den dag havde jeg en fest! Der var søde unger og skøn musik, og egentlig var det superspændende at opleve den mexicanske kultur på den måde. Når man giver slip på, hvordan man synes, livet SKULLE være, heler det livet, og det er det, vi tit glemmer. Og så går vi glip af øjeblikket. Og når du er i nuet, så responderer verden tit på dig. Det er sådan en cirkelbevægelse af noget positivt.
Alt eller intet
Både Sofia Manning og Christian Stadil har arbejdet meget for at finde en balance i en tilværelse, hvor arbejdet er nødt til at fylde rigtigt meget – simpelthen fordi det også er deres passion. Og de har begge to lært, at for at holde tempoet er de nødt til at have deres helt eget sted, hvor batterierne kan lades op igen. Det kan være et indre sted, et stille øjeblik med meditation eller stilhed på et retreat, men det kan også være et fysisk sted, et helle, hvor man for en stund kan slippe hverdagens krav og give plads til ro og inspiration.
Sofia Mannings største luksus er tid. Tid til at arbejde – og tid til bare at være.
– Tid er fremtidens rigdom. Det at kunne bestemme over sin egen tid og at have tid. Du kan have nok så mange penge og overskud, men hvis du ikke har tid til at nyde det, kan det være lige meget. Jeg kan ikke være et helt menneske, hvis jeg skal alt muligt – hvis jeg hele tiden er på vej til en aftale eller til yoga eller lige skal shoppe eller gøre rent. Så er det det, der former mit liv. Og det sker i lange perioder – så er der pludselig gået tre måneder, som jeg egentlig bare overlevede. Tid er en udfordring. Og selvudvikling, at passe på sig selv og blive et helt menneske, kræver tid. Ikke flere timer hver dag, men nok til at du giver det opmærksomhed.
Få 10 gode råd fra Manning og Stadil på næste side.
10 gode råd fra Sofia Manning og Christian Stadil
1 Giv plads til fest i dit liv. Lever du af bønnespirer for længe, kommer lagkagen til at se SÅ uimodståelig ud.
2 Skriv lister om dine drømme – med positivt fokus. Erstat for eksempel „Hold orden“ med „giv mig selv ekstra tid til mine opgaver eller skær ned på opgavemængden, så jeg kan afslutte dem i ro og mag, før jeg går videre“.
3 Prioriter dig selv. Er du ikke i balance, er det sværere at være en støtte for andre.
4 Byd på en kop kaffe, tag en venindegave med, giv en buket til en kollega, der kommer tilbage efter sygefravær. Det er god karma. Når vi udviser overskud, sender vi et positivt signal til både os selv og omverdenen.
5 Slut fred med dine følelser. Gennemlev dine følelser i stedet for at forsøge at holde fast i dem. Ved at lade følelserne fare undgår du de ekstreme følelsesudsving, som mange styres af – som oftest handler om, at du styres af gamle følelser.
6 Gentag sætningen „Der findes ikke rigtigt og forkert“ 100 gange. Drop etiketterne. Nu.
7 Hvis du går og nages af noget, så handl på det. Sig noget eller slip tanken. Få afklaret problemet. Hvis du går og bokser med vreden, hober den sig op.
8 Din hjerne KAN forandre sig. Når du tænker nye tanker om noget og gør det 100, 500 eller 1000 gange, så begynder din hjerne simpelthen at forholde sig anderledes til dine følelser. Det handler ikke om at fortrænge, det handler om at sige til dig selv, at andre følelser kan være relevante. Følelser er et valg.
9 Slip angsten for omverdenens dom og din egen selvkritik. Så vil du bedre kunne mærke, hvad der er rigtigt for dig. Sluk for dine bekymringer og luk porten til underbevidstheden op. Så er du bedre rustet til at tage livet op til fornyet overvejelse og lade din passion vokse inden i dig.
10 Den bedste kur mod stress er at være i nuet. Stress relaterer sig oftest til ting, vi forestiller os
skal ske i fremtiden, derfor er det umuligt at være i nuet og være stresset samtidig. I stedet for at forestille dig alle dagens opgaver som byggeklodser i en uoverstigelig væg foran dig, så forestil dig, at klodserne ligger på række, så du altid kun kan se den første. Det hjælper til at overkomme dagen, fordi du fokuserer 100 procent på en opgave ad gangen.
Læs også: Kend dine styrker og bliv lykkeligere