Klumme: Satser du også på senkarriere?

Når du læser det her, er jeg gået på efterløn. Ja, jeg ved, at det er tidligt, men jeg er træt.

Så nu rykker jeg familien til det sydlige Italien og tager ophold ved en lille bugt med klippestrand, hvor jeg påtænker at nyde min tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og regenerere på en potent cocktail af sol, udsigt til latinoer og pasta ad libitum. Og det bliver ikke den helse-rigtige og fiberrige af slagsen, kan jeg love dig, så det er helt uartigt på alle måder.

Det er alt det der med at stå tidligt op om morgenen og gå på arbejde, der udmatter. Man skal tænke hele tiden – som om man ikke har rigeligt at tænke på i forvejen. Man  bliver simpethen så udkørt, at man dårligt nok kan regne ud, hvor mange år der nu er tilbage, til man endelig kan få helt fri. Og hæve sin pension.

Jeg ved, at du ved, hvad jeg mener – for jeg har aldrig mødt en kvinde omkring min egen alder eller derunder, som ikke indimellem har haft en overvældende trang til at stemple ud. Logge af hele lortet og tage en tidlig retirement. Forkælet? Ja, helt klart. Men ikke desto mindre viser de første symptomer sig allerede i slutningen af 20’erne, og det starter typisk sådan her:

”Måske skulle jeg hellere lave noget med børn?”

”Eller åbne butik?”

”Blive gartner, der er altså noget nærværs-agtigt over duften af muld og blomster”.

”Nej, vent, en blomsterbutik. Ja! Med noget bloklys, patchworkplaid og noget nips og

shabby-chic-sager…”.

Som regel går det i sig selv igen. Midlertidig utilregnelighed. For rationelt ved vi jo godt, at mennesker med butikker også skal lave momsregnskab og købe varer ind og håbe på at sælge dem igen. Og have længe åbent om lørdagen og …de ser altså også ret trætte ud der omkring juletid.

LÆS OGSÅ: Sådan fik jeg mit drømmejob

Nej, så går det såmænd over igen. Og man kommer faktisk til at lave noget med børn. Tit laver man endda sine egne. Og så er der lige et break eller flere med lidt barsel og sådan. Og så er vi i gang igen. Indtil vi endnu engang ikke orker mere omkring 40 år, hvor vi også har den obligatoriske midtvejskrise at tage os af. Særdeles krævende. Med klassiske symptomer som:

”Hvad med coach? Er det egentlig særlig svært? Synes faktisk, at jeg har en masse livserfaring at byde ind med, giver det mon merit til at springe et semester over?”.

”Eller ernæringsterapeut? Jo, jeg tror faktisk, at der liiige er plads til én mere på markedet…”

Dén har jeg overvejet.

Men så lå der pludselig en mail fra pensionsselskabet i indboksen med den ildevarslende overskrift: ”Vil du arbejde, til du er 70 år?”. ”Nej, gu’ vil jeg ej”, var min første tanke. Og den næste gik til mine ældre naboer, der ikke arbejder, men hygger og havbader hele tiden. Friske som havørne, er udtrykket vist. Det vil jeg også være. En havørn. På sådan cirka 60 spændstige somre.

Jamen, så skal du bare sætte 33 procent af din løn til side til pension. Hver måned. Altså en tredjedel. Stod der i mailen fra PFA, der forudser en ”anderledes senkarriere og alderdom” for yngre generationer. You don’t say!

Det var her, jeg blev lidt træt. Og besluttede mig for simpelthen at snuppe efterlønnen nu og lige samle kræfter med en gang charter syd på. For det ser ud, som om der venter et pænt langt træk forude. Er tilbage på pinden og parat til at forfølge min senkarriere i næste uge.

Ciao Bella…

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.

LÆS OGSÅ: "Mit arbejde skal give mening"