Den "store" ferie
”Sommeren er lige om hjørnet,” råber rejsebureauerne i deres reklamer i fjernsynet. Med avisen følger tillægget ”Sol og Sommer,” der er fyldt med annoncer med storsmilende, solbrune kernefamilier på sommerferie, og i Bella Centret i København afholder man årets store rejsemesse. For selv om juletræet endnu ikke er kørt på lossepladsen, og skiferien endnu ikke er overstået, er det åbenbart ikke for tidligt at tænke på sommeren, og det er på tide at planlægge sommerferiens ekskursioner.
Jeg ved da også af erfaring, at jeg allerede midt i februar måned, mens der endnu er frost på vandpytterne langt op ad formiddagen, og vintergækkerne først lige er vågnede, risikerer at blive overrumplet af spørgsmålet: ”Hvad skal I lave i sommerferien?”
Men jeg har luret spørgerne. Det er egentlig ikke, fordi de er interesserede i svaret, men fordi de selv får en lejlighed til at demonstrere, at de er proaktive, som det hedder på moderne dansk. De har allerede holdt familieråd i samtalekøkkenet og fundet frem til den helt rigtige og unikke ferieform for den kommende sommerferie.
Og selv om jeg inderst i hjertekulen fryder mig over at have en mere spontan og ustruktureret livsstil, så har de jo en pointe, de mange planlæggere. De risikerer ikke at løbe ind i udsolgte flyafgange og hoteller, hvor alle værelserne er optagede, og børnene kan tidligt begynde at glæde sig.
Jo nærmere vi kommer sommerferien, jo værre bliver det. Ved påsketid svirrer det i luften med ugenumrene 28, 29 og 32 og alskens eksotiske rejsemål, og jeg føler mig håbløst bagud med planlægningen. Det bliver sværere og sværere at holde styr på egne venners og børnenes kammeraters rejseplaner. For vi rejser længere og længere væk og til mere og mere eksotiske feriemål.
Ingen lejer længere ”bare” et sommerhus på Mols i 14 dage og bader i Kattegat. Nej, nu går ferien til en andalusisk bjerghytte uden strøm og indlagt vand, med hestevogn gennem det indre af Mongoliet eller til et kloster nord for Firenze, hvor al maden er biodynamisk, og hvor man selv malker de økologiske geder hver morgen og aften.
Til en fest for nylig betroede jeg min bordherre, at vi nok skal tilbringe en del af vores ferie på en campingplads lidt uden for Haderslev. Han troede ganske enkelt ikke på mig. Men da jeg stædig fastholdt, at det var sandt, måtte han jo overgive sig.
”Det er da ikke sommerferie,” var hans umiddelbare reaktion, og han kiggede så bebrejdende på mig, at jeg på stedet følte mig tvunget til at planlægge en uge ved Middelhavet senere på sommeren (Hvor vi selvfølgelig ikke bare skal ligge på stranden, men i stedet besøge nogle spændende borgruiner og købe autentiske varer på det lokale marked).
Og så en dag når den laaange sommerferie er slut, og vi alle sammen mødes med (forhåbentlig) sommerbrune ben ved køledisken i Føtex, på posthuset og på apoteket, lyder det obligatoriske spørgsmål: ”Har I haft en god ferie?”
”Jo tak, det har vi bestemt. Det var dejligt at være så tæt sammen med børnene. Vi fik rigtig hygget os, spillet en masse spil og har bare nydt at være sammen,” lyder det samstemmende fra alle dem, man spørger.
Jeg har i al fald aldrig hørt nogen sige, at de ikke nød deres ferie. Og hvert år giver det mig en lille smule dårlig samvittighed. For selvfølgelig er det dejligt at være en familie, nyde hinanden og have oplevelser sammen.
Men er der aldrig nogen, der synes, det er bare en lille smule for meget med al den nærhed og al den familie? Er der ikke nogen, der synes, at børnene er anstrengende med deres krav om kontakt og konstant aktivitet – bare en gang imellem? Er der aldrig konflikter og frustrationer? Er en ferie fyldt med lutter stjernestunder?
Eller er det kun mig, der (hemmeligt og bare en gang imellem) midt i ferien kan længes tilbage til en god dag på kontoret bag computerens trygge, blå skærm, med overskuelige arbejdsopgaver foran mig og i selskab med andre voksne og deres computere?
