Jeg har født!

Tidligt tirsdag morgen

Vågner med et sæt og flyver ud af sengen. Av for satan, det gør ondt! Er søvn-forvirret og lægger mig til at sove igen, da det går over. Vågner igen efter fem minutter, måske to timer, jeg ved det ikke. Det gør bare ondt og klokken er halv fire. Sammentrækninger og smerter fortsætter til halv otte om morgenen. Tænker det nok er veer, men ved det ikke.

Spekulerer over, om det er bedst at stå op og gå i gang med at ordne ting til fødslen, eller om det er bedre, at jeg prøver at sove. Først kan jeg ikke huske noget som helst om det med vejtrækning og gode stillinger, ved bare, at jeg ikke kan holde ud at være i sengen, når sammentrækningerne er der. Jeg må op.

Men hver ve er en øvelse, og jeg kommer i tanker om at trække vejret gennem smerten. Jeg opdager også, at jeg kan gnide mig over korsbenet, og at det lindrer.

Kl. 8.30

Jeg har tilfældigvis en konsultation på Fødeklinik Maia. Jeg cykler hele vejen fra Vesterbro til Østerbro langs søerne. Solen skinner, og det er dejligt. Der er ikke flere veer, kun en ømhed ved lænden. Falsk alarm. Jeg får en varmepude på lænden, og Dorthe og jeg taler lidt om nattens begivenheder. Derefter får jeg en god halv times rebozo-massage. Lord, hvor gør det godt! Jeg giver slip og overgiver mig til Dorthes hænder.

Kl.10.30 Dans og fødselsforberedelse på Maia. Det gør godt at danse, men jeg er lidt fraværende og indadvendt under fødselsforberedelsen. Tager hjem og prøver at sove, fordi jeg ikke fik sovet så meget i nat. Det lykkes ikke rigtigt. Jeg er øm i lænden. Gad vide, hvad det betyder.

Kl.19 Lea, som skal være med til fødslen, spørger, om jeg har lyst til at spise med, men hun har lavet indisk, og jeg har ikke mod på stærk mad i aften. Vi aftaler at mødes og spise jordbærkage i morgen i stedet. Henter dejligt neutrale krebinetter, kartofler og sovs fra Madglad. 

Ser en film og ringer blandt andet til min mor, som konkluderer, at jeg i hvert fald ikke kommer til at føde det næste døgn. Jeg er enig.

Kl.23 går i seng, læser lidt, men falder hurtigt i søvn.

Kl.00.45

Flyver ud af sengen. Av for helvede, det gør ondt! Overraskende ondt. Intuitivt ringer jeg til Lea med det samme. Hun spørger, om jeg er sikker på, at fødslen er gået i gang. Svarer, at det ved jeg ikke, jeg ved bare, at det gør virkelig, virkelig ondt, og at jeg ikke har lyst til at være alene. Jeg er overrasket over, hvor ondt det gør. Troede det ville starte roligt med noget murren og så bygge langsomt op. Hun lover at komme med det samme. Ti minutter senere står hun i lejligheden.

Kl. 01:11 Har Lea noteret den første ve. Indenfor et kvarter noterer hun tre mere. Jeg er meget optaget af, at jeg ikke har købt ind eller været i bad. Det nævner jeg mange gange. Jeg går ind og ud af toilettet og prøver at kaste op, først uden held, men så kommer det. Tre-fire gange. Nu ved jeg, hvorfor jeg intuitivt ikke ville have krydret mad.

Står ude på toilettet med slukket lys og knuger vaskens armatur, mens jeg siger en aahh-lyd og bevæger hofterne i 8-taller. Marta brugte på et tidspunkt det fine billede, at ligesom eskimoerne hele tiden rører i deres fiskehul, så det ikke fryser til, er det vigtigt at bevæge sig. Og det gør jeg. Hele tiden står jeg og laver 8-taller. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Det er sådan, min krop vil. Jeg kan til gengæld ikke noget andet. Hverken sidde, ligge eller nogen andre bevægelser eller stillinger.

Veerne kommer nærmest oveni hinanden. Det føles som om, der ikke er nogen pauser.  Den syngende aahh-lyd, der kommer ud af min åbne mund, følger veernes bølgende bevægelser. Jeg troede, at jeg skulle mindes om at åbne munden og mindes om at sætte lyd på veerne, men det sker også helt af sig selv og uden, at jeg kan gøre fra eller til.

Imens sidder Lea inde i stuen og googler ”veer” og ”varighed” på sin telefon. Hjemmesiden baby.dk skriver, at veerne i den indledende fase gerne kommer med 20-30 minutters interval. Jeg har fire minutter mellem veerne. Der er noget, der ikke stemmer helt overens.

01.48 Lea ringer til jordemoder Dorthe. De taler sammen et godt stykke tid, og så får jeg Dorthe i røret, der opfordrer mig til at hvile mellem veerne. Siger til hende, at det kan jeg ikke. Hun gentager, at det er vigtigt, at jeg også får hvilet. Jeg insisterer på, at det er umuligt.

Dorthe fortæller senere, at dette, og den måde min stemme lyder på, fortæller hende, at fødslen allerede er godt i gang. Hun kender mig, og det er jeg lykkelig for – ellers ville hun nok ikke begive sig afsted til en kvinde, der kun har haft veer i en time.

Min bevidsthed er enorm, men jeg kan kun forholde mig til min krop og til fødslen. Et fuldstændig fokuseret tunnelsyn, der udelukker alt andet. Det gør sindssygt ondt, og jeg lover mig selv, at det her gør jeg ikke igen. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan klare det. Jeg kan mærke, at min krop har taget fuldstændig kontrol, og ved hvad den gør. Jeg kan nærmest se mig selv udefra, og tænker, at det fandeme er sejt, det den præsterer.

Kl.02.08

Jeg beder Lea om at ringe til min veninde Ranka, som er min støtte, min ’partner’ til fødslen. Lea går i gang med at gøre karret klar og dække seng og sofa til. Samtidig noterer hun veerne ned. Der bliver stadig kortere mellem dem, først tre minutter, så to minutter. Der er nærmest ingen pauser. Udover den lyd, jeg laver, som stort set er én lang tone, er der helt stille i lejligheden. Vesterbro sover.

Kl. 02.50 Ranka når frem efter en besværlig taxatur fra Dragør. Hun kommer ud på toilettet i mørket og støtter mig i veerne. Jeg står stadig dybt koncentreret og bevæger hofterne i 8-taller og siger min lyd. Kort efter ankommer jordemoder Dorthe. Jeg er glad for, at jeg ikke skal tage et fremmed menneske ind, og vi ikke skal til at hilse på og udveksle høflighedsfraser. Det er Dorthe, min jordemoder, som jeg kender, og som kender mig.

Ranka og Dorthe leder mig ud i køkkenet, hvor jeg med det samme slukker lyset. Jeg vil have mørke og klager over, at der lugter af kaffe. Lea får adgang til badeværelset, så hun kan skrue slangen til karret fast og begynde at fylde det op.

Jeg står ind over køkkenbordet og knuger Rankas hånd sønder og sammen under veerne. Jeg er bevidst om det, og lover mig selv at lade være, men kan ikke styre det. Jeg vil ikke have, at der er nogen, der rører mig, men Ranka og jeg holder i hånden fra det øjeblik, hun træder ind i lejligheden, til jeg har født.

Jeg ved, at de fleste fødsler bygger langsomt op over mange timer, og at smerterne bliver mere og mere intense. Så jeg tænker, at hvis det her kun er begyndelsen, er jeg ikke sikker på, at jeg kan klare det. Det er ekstremt intenst.

”Anne, det her er meget voldsomt, og det bliver ikke voldsommere,” siger jordemoder Dorthe. Det er de forløsende ord, og jeg bliver ubeskriveligt lettet.

Dorthe spørger, om hun må mærke, hvor meget jeg har åbnet mig. Det indvilliger jeg i, selvom jeg på ingen måde har lyst til at blive rørt og slet ikke dernede. Men Dorthe gør det så nænsomt, at jeg næsten ikke opdager det.

”Jamen, Anne, du er jo helt åben,” udbryder hun.

Kvinder mærker smerterne fra veerne forskelligt. For mig er det centreret om lænden. Jeg har det bogstaveligt talt som om, den flækker.  Og der er ingen pauser mellem smerterne. Det får Dorthe til at blive bekymret for, om baby har rykket sig og måske ligger skævt. Hun vil derfor gerne mærke mig på maven. Det kræver, at jeg skal ind og ligge på sofaen, men det kan jeg slet ikke overskue. Det er fuldstændig umuligt for mig at gøre andet end at stå. Smerterne bliver ti gange værre, så snart jeg prøver at sidde, og jeg kan ikke forestille mig at ligge. Dorthe får mig blidt overtalt til at sidde tilbagelænet i sofaen og lover til gengæld, at det ikke tager mere end nogle sekunder. Det løfte holder hun, og baby ligger helt perfekt.

Med Ranka i hånden bevæger jeg mig over til bogreolen og står lænet ind over den.

Jeg kan høre, at min vejtrækning ændrer sig, og en kraft indeni mig begynder at trykke ned. Jeg ved, hvad det betyder, for jeg kan genkende det som den måde Dorthe demonstrerede til fødselsforberedelse, at ens åndedræt lyder, når presseveerne kommer.

Jeg tørster helt vildt og drikker masser af vand. ”Undskyld,” siger jeg, da jeg kommer til at bøvse. Min far ville være stolt. Den strenge opdragelse er godt nok printet dybt. Mine fødselshjælpere mener nu ikke, at det er noget at undskylde for situationen taget i betragtning…

Kl.04 Karret er fyldt og Dorthe spørger, om jeg ikke vil op i det. Det er jeg ikke meget for – jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre at træde ind over kanten og sætte mig ned – men Dorthe minder mig om, at jeg gerne ville, at min datter skulle fødes i vand.

Jeg stoler 100 % på Dorthe. Alt hvad hun gør er så blidt og gennemtænkt i forhold til min komfort, og jeg er helt tryg ved hende, og de ting hun beder mig om, så jeg gør det.

Langsomt og med lukkede øjne træder jeg først det ene ben, så det andet, ned i det varme vand. Jeg sætter mig ned og følelsen af det varme vand, der skyller ind over min lænd er fuldstændig vidunderlig. Som et altomsluttende kærtegn, der med det samme lindrer mine smerter.

Jeg søger hurtigt over mod kanten, som jeg hviler albuerne på og læner mig ud over. På den anden side af kanten sidder Ranka, som jeg holder i hænderne og læner mig mod igennem veerne. Vi er helt tæt. Hun trækker vejret med mig og gentager, at det er trygt at udvide sig, at min krop er kompetent og at baby og jeg gør det her sammen. Jeg føler mig omsluttet og dybt forbundet med hende. Jeg er fuldstændig tryg i hendes favn. Hendes støtte er alt, jeg har brug for.

Den lyd, jeg siger, er nu blevet hæs. Dorthe er bekymret for mine stemmebånd, men jeg kan ikke gøre hverken fra eller til. Lyden er min motor.

Dorthe overvåger, men blander sig ikke unødigt.  Hun har fuldstændig tillid til mig og tillid til, at jeg sagtens kan det her selv. Ind imellem og på nærmest magisk vis dukker hun op, når der er brug for det.

Jeg tænker ting, men jeg kan ikke tale. Tankerne forplanter sig ikke til ord, der kan komme ud af munden. Men Dorthe fornemmer, at jeg har det varmt og beder Lea fylde lidt koldt vand i karret. Hun fornemmer, at mit hår generer mig og beder Ranka sætte det op i en elastik. Jeg kan ikke formulere ordene, men Dorthe læser mine tanker.

Jeg er rolig og tryg. Det er voldsomt, men jeg føler mig fuldstændig tryg, fordi jeg hele tiden ved, hvad der sker – der er ikke noget, der kommer bag på mig. Jeg har fået det hele fortalt til fødselsforberedelse. Det eneste, der overrasker mig, er, hvor meget jeg faktisk kan huske fra det.  

Ganske som Dorthe og Marta har forklaret, så føles det som om, jeg skal rigtig meget på toilettet, da baby bliver presset ned og er tæt på at komme ud. Og jeg er også forberedt på den svidende og brændende fornemmelse, der betyder, at hovedet er på vej ud.  Jeg er forberedt på, at det føles som om, jeg ikke kan holde til det – at jeg vil briste fra den ene ende til den anden, men jeg fortæller mig selv, at jeg GODT kan holde til det. At jeg kan udvide mig uden at briste, at min krop er lavet til det her. Jeg husker Rankas ord om, at udvidelse er trygt. Jeg genkalder mig de overbevisninger, som er blevet lagret i mine celler under den åndedrætssession, jeg fik af hende nogle dage før.

Jeg husker også, Dorthes ord om, at hvis man lader kroppen og barnet gøre det, de gør, så vil hovedet stå og rokke lidt frem og tilbage – to skridt frem og et tilbage. Stille og roligt lidt længere ud hele tiden, uden at holde tilbage eller forcere.

Vandet går til min store overraskelse med et smæld. Det føles helt særligt – som en elastik der springer, men det gør ikke ondt på nogen måde.

Mine presseveer er en kraft, der kommer helt af sig selv. Og jeg lader dem gøre det, de skal. Dorthe blander sig heller ikke. Hun står ikke og råber, at jeg skal presse eller siger at jeg ikke må. Hun lader min krop klare presseveerne i sit eget tempo. Og det virker.

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg gerne ville mærke hovedet, når det var på vej ud. At det ville være en helt særlig oplevelse (og en stor opmuntring hvis man er kørt træt eller af en eller anden årsag har mistet modet. Men da Dorthe opfordrer mig til at mærke hendes isse mellem benene, har jeg ikke lyst. Det er alt for følsomt.

Kl.04.50

Fire timer efter den første ve, udstøder jeg et ekstra højt brøl, og pludselig er hovedet ude. Inden jeg kan nå at forholde mig til det eller tænke noget om det, er kroppen også ude. Det føles helt vildt. En kæmpe forløsning og et kæmpe fysisk tomrum på en gang. Alting stopper, og der mangler noget indeni mig. Baby flyder fredfyldt i karrets vand.

Jeg vender mig om, og Dorthe giver baby et lille blidt skub, så hun ’sejler’ ind under mit ben. Jeg rækker ned mellem benene og løfter mit barn op. Jeg læner mig tilbage mod karrets bløde kant og bare græder, mens jeg kigger ned på dette lille væsen, som er dækket af et tykt lag fosterfedt. Der er så meget, af det ligner flødeostglasur, og noget af det falder af og flyder rundt i vandet som små hvide isflager.

Baby ligger helt stille mod mit bryst. Helt krøllet sammen. Halvdelen af kroppen er dækket af karrets vand og Dorthe pøser blidt vand ned over ryggen, så hun ikke bliver kold.

Måske går der ti sekunder, måske et halvt minut, så kommer den første lille lyd. Min babys lyd. Efter kort tid begynder hun at lave bevægelser med munden, og jeg lader hende søge og finde brystvorten, som hun efterfølgende ikke er meget for at give fra sig igen.

”Der er godt. Nok. Meget. Fedt,” siger jeg stolt og glad.

”Ja”, siger Dorthe. ”Hendes mor har spist godt”. Der er faktisk så meget, at Dorthe tager lidt fra og sætter i køleskabet – hvilket senere skal vise sig at være guld værd, da baby får røde knopper i numsen, som forsvinder med det samme efter at være blevet smurt med fosterfedtet.

Jeg finder hendes ene fod. Jeg har sådan glædet mig til at se og røre ved de fødder, som jeg så ofte har mærket, da hun lå inde i maven.

Jeg sidder længe i karret og bare kigger på hende. Omgivet af mine veninder og min jordemoder. Der er en magisk stemning af forløsning og kærlighed. Selv om der endnu er et stykke tid til solopgang, er det langsomt begyndt at blive lyst udenfor, og vi kan høre de første fugle synge gennem det åbne vindue ovre ved spisebordet.

Hendes ører er krøllet ned, så det øverste nærmest ligger foldet ind over det nederste, og jeg tænker, at det er da også meget pænt. Moderfølelsen er i den grad sat ind.

Jeg spørger, om der er nogen, der har set, om det er en dreng eller en pige. Det er der ikke, og det føles ikke vigtigt.

Efter tre kvarter i karret, som føles som 10 minutter, begynder jeg at ømme mig. Det er smertefuldt at sidde i karret, og jeg skal over at ligge på sofaen i stedet. Jeg føler ikke, at jeg kan støtte på mine ben, så Dorthe og Ranka hjælper mig over, mens jeg holder baby, som stadig er forbundet via navlestrengen, tæt ind til mig.

Det føles vidunderligt at synke ned i sofaens bløde puder og jeg får min dyne over mig. Baby og jeg ligger nøgne bryst mod bryst.

Først efter halvanden time holder navlestrengen op med at pulsere, og Dorthe klipper den. Moderkagen er ikke kommet ud endnu, så Dorthe beder mig presse, og den kommer ud på en efterve. Det føltes helt okay at føde moderkagen, men efterveerne er overraskende smertefulde. Jeg får lidt akupunktur, så jeg kan koncentrere mig om baby – det første og eneste smertestillende under hele processen. Det hjælper.

Min lille baby ligger stadig og sutter på brystet. Dorthe skal undersøge mig, blandt andet for at se om jeg er bristet. Hun tager en pandelampe på, så vi ikke behøver tænde lyset og forstyrre roen. Hun er meget sød og blid, men er der noget, jeg ikke har lyst til lige nu, så er det at blive syet. Derfor bliver jeg enormt lettet og taknemmelig, da hun siger, at jeg slet ikke er bristet og ikke skal sys.

Jeg omtaler baby som en pige uden at vide, om hun er det. Vi bliver enige om , at hun ligner en pige, hvilket jeg får alle til at sværge på, at vi aldrig har sagt, hvis det viser sig at være en dreng.

Dorthe letter på dynen og fortæller at… jeg har fået en datter. 10 dage før termin, som jeg havde på fornemmelsen.

Jeg skal tisse og lige skylles under bruseren, så hun kommer op hos Ranka. Jeg er bange for, at hun skal tro, at Ranka er hendes mor og måske hellere vil have hendes bryster. Men hun stikker i et hjerteskærende hyl, da hun kommer væk fra mig og bliver helt rolig, da hun kommer tilbage igen. Åh, at mærke hendes tilknytning. Jeg fortæller hende, at hun lige skal være hos Ranka et lille øjeblik, mens jeg tisser, at jeg kommer tilbage og at hun kan være helt tryg. Denne gang  er det i orden. Det bekræfter, hvad jeg hele tiden har ment: Babyer er bevidste.

Lea tømmer karret, rydder op og lægger rent sengetøj på sengen. Fødslen er overstået og min lille pige og jeg kan lægge os ind i en nyredt seng hud mod hud. Jeg er meget taknemmelig.

Dorthe får lidt at spise og drikke og sætter sig ind ved spisebordet og skriver i sine papirer. Imens ligger Lea og Ranka hos mig i sengen. Vi taler om fødslen, og de falder begge i søvn. Jeg kan ikke sove. Jeg kan bare ligge og kigge på min lille datter, som er helt blød og fin og babybuttet. Hun har det smukkeste ansigt og det blødeste lange mørke hår – også på ørerne.

Nogle timer senere ligner lejligheden sig selv. Udover at den har fået en lille ny beboer, selvfølgelig.

I zoologisk have får vi af vide, at det er vigtigt ikke at forstyrre hun-elefanten, når den skal føde, for hvis den bliver forstyrret, går det hele i fisk.

Jeg havde en uforstyrret fødsel, forstået på den måde, at jeg var i trygge og velkendte omgivelser. Jeg skulle ikke ud at køre midt i det hele. Jeg skulle ikke vænne mig til et ukendt sted. Jeg fik mørke og fuldstændig ro, og min jordemoder var et velkendt og trygt menneske, som var med mig hele vejen. Før, under og efter.

Jeg er sikker på, at det havde en stor betydning.

Jeg fik ikke epidural eller vestimulerende. Ét indgreb avler det næste, og derfor er det ikke mærkeligt, at hjerterytmen ofte falder, når der gives epidural. Og når hjerterytmen falder, er der ikke langt til det næste indgreb, hvad end det er sugekop eller kejsersnit. Epidural påvirker også produktionen af oxytocin. Der er mange grunde til, at den kaldes slangen i paradis.

Derudover var jeg forberedt. Grundigt forberedt.

Jeg tror ikke, der er nogen kvinder, der kunne finde på at løbe et maraton uden at forberede sig og træffe valg, men når det kommer til at føde nøjes rigtig mange kvinder med at krydse fingre og håbe på det bedste, .

Jeg har ikke været heldig i fødselslotteriet og lige smuttet en mandel. Jeg kæmpede og gjorde et kæmpe stykke arbejde undervejs (uden pauser), som jeg stadig er vildt imponeret over – for ikke at tale om alt det forarbejde jeg gjorde i de ni måneder op til fødslen med dans, yoga og ikke mindst fødselsforberedelsen på Maia.

Jeg var bevidst, jeg havde tillid til min krop, jeg forberedte mig, jeg traf en masse valg og gjorde en masse arbejde Brugte jeg mere tid og flere ressourcer end de fleste? Ja, det jorde jeg. Men det var faktisk sjovt, interessant og meget lærerigt. Og jeg havde den fødsel, jeg havde drømt om og ønsket for mit barn – som fik den tryggeste og blideste start på livet.

Når jeg fortæller, at jeg fødte på fire timer, har reaktionen et par gange været, at så har jeg nærmest ikke født. Og det mest mærkelige er, at når jeg fortæller, at jeg fødte på fire timer uden smertelindring, så er folk ikke interesserede i at høre om den. Det er som om, at vi tiltrækkes af horror-fødselshistorier. Jo værre jo bedre.

Der er heller ikke nogen, der spørger, hvordan jeg gjorde det – hvis jeg havde løbet et maraton på to timer, er jeg ret sikker på, at folk ville spørge, hvordan jeg havde gjort.

Lad os sprede de gode fødselshistorier, lad os minde hinanden om, at vi er kompetente og at vores kroppe er mageløst seje og dygtige – især når vi forbereder os og lader være med at forstyrre den proces, vi er skabt til at udføre.

Lad os begynde at spørge den gravide, om der er noget, hun glæder sig til ved fødslen og den nybagte mor hvad der virkede, hvad der gik godt.

Ikke fordi det skal være på en særlig måde, men fordi der er så rigeligt i den anden vægtskål.