Når jeg engang får børn …
Klumme
Det er så nemt at have de rigtige principper om børneopdragelse og pædagogik, INDEN man selv er blevet forældre.
Det lader sig ikke tælle, det antal gan ge jeg gennem årene er gået hjem fra en restaurant, en fødselsdag el ler en indkøbstur og er blevet enig med min mand om, at når VI engang får børn, så bli’r det ubetinget med en helt anderledes og synlig pædagogisk tråd end den galimatias, vi uafladeligt har været vidner til…
Børn, der i det offentlige rum ikke tager nej for et nej, kaster med føde, er højrøstede eller tilmed næsvise over for andre voksne, har i årevis været dagligdags kost for os, når vi har begivet os rundt til dette og hint arrangement, så vi har nået at få lavet rigtig mange pagter omkring, hvilke principper, der ville komme til at herske, når vi engang kom til børnefadet.
Held i uheld blev det både svært og dyrt for os at få efterkommere, men det lykkedes til sidst, og hele vennekredsen holdt vejret og var spændte som fjedre for på sidelinjen at se os praktisere nul tolerance inden for disciplinerne: Kiks i bilen, børn i sengen, fjernsyn om morgenen, slik de første tre leveår og 2-300 andre mantraer – og lad mig sige det sådan: De blev ikke skuffede!
Der gik i hvert fald 48 timer, før vi havde barn i sengen, og så var det sådan cirka lodret ned ad bakke derfra. Ikke forstået i en kapitulationsmæssig forstand – faktisk snarere tværtimod. Vi er nemlig endt med at være banebrydere udi det pædagogiske.
Vi er i dag indehavere af to stk. friske drengebørn på henholdsvis 2 og 6 år, der hverken har en nikkedukket eller kuet adfærd, men derimod er selvstændigt tænkende og har deres meningers mod. De kan f.eks. både tage stilling til, om de vil se ’Ben 10’ eller ’Transformers’, inden de skal af sted hver morgen OG diskutere med tankpasseren om, hvorvidt de brugte skeen eller fingrene til at fylde slikposerne. Derudover har den mindste været så vedholdende, at han har kunnet tygge og sluge en Lagermans karamelstang med kun én tand i munden.
Modige er vores drenge også faldet ud, specielt den mindste, der på en dejlig sensommeraften finder en vinbjergsnegl på terrassen, som han jo meget naturligt (?) har lyst til at trampe på. Hans far træder i karakter og udtrykker et kærligt, men bestemt nej tak, hvorefter pode tager tilløb, smadrer fod ned oven på snegl OG samler den op og kaster den i ansigtet på far, der bliver fuldstændig fregnet af hus og vådt bløddyr (resten havnede i varm take-away thairet). I mødregruppen med ældste søn opstod der et fænomen, der handlede om, at vi hver gang udnævnte den mor, der havde ’nitten’ med – en leg, jeg aldrig rigtig forstod (og det havde intet at gøre med, at jeg fik prisen otte ud af 10 gange), for jeg syntes jo, at der snarere var tale om at have en udfordring med frem for en belastning. Det er jo ikke decideret ’nittet’, at en ens barn taber en grankogle i soppebassinet – med mindre man altså oplever det, som der er blevet skidt i vandet. Men der må man jo bare konstatere, at folks tærskler er forskellige.
Og så har jeg slet ikke nævnt mine børns sproglige kompetencer og øvrige fortræffeligheder. Umiddelbart efter sommerferien var jeg med min største dreng på et foto-optagelse for et større børnetøjsfirma. Vi blev mødt af søde, smilende designere, der vartede os op, og en fotograf, der var meget børnevenlig og imødekommende. Ikke desto mindre havde min håbefulde og yndigt udseende søn brug for at vise sin indre dæmon, så han startede med i fine, mørke bukser at lægge sig oven på husets hund, så han til forveksling lignede et møgbeskidt får. Derefter drak han med lynets hast og som et andet vildsvin en Fanta, der efterlod et orange overskæg, orange tænder og to savlstriber i mundvigen. Og da vi efter et par timer (og 15-20 irettesættelser) var færdige, sluttede han dagen, som virkelig havde budt på fortrinlig service, ekstravagant forplejning og skøn omsorg, af med at råbe: ”Jeg synes for vildt, her lugter af lort……”
Når jeg tænker tilbage, så kan jeg jo (på en god dag) godt se, at idealerne og målsætningerne har taget en drejning, efter at jeg selv har fået ’hands on’, og når jeg er sammen med mennesker, der ikke har børn, så kan jeg godt forstå, hvorfor de til tider gør store øjne af mit djævleyngel (der så i øvrigt også liiige kan opføre sig en tand mere grotesk, når de mærker de barnløses aura), og jeg trækker da også på smilebåndet over selv i dag at være den, der leverer materiale til vordende forældres undren og forargelse, men heldigvis hører det jo til sjældenhederne, at børn opfører sig så udfordrende og modigt, at de er ’fuldtids-nittede’ …
Camilla RevensdoRff eR folkeskolelæReR og skRibent og moR til to dRenge, oliveR på 6 åR og osCaR på 3 åR.
