Vores søn leger prinsesse

Spørgsmål:

Kære Margrethe,

Vores dreng på 5 år kan godt lide at klæde sig ud i prinsessetøj. Vi bekymrer os for, om han i virkeligheden føler sig mere som en pige, og om han risikerer at blive drillet.

Han har altid foretrukket at lege med piger. Det startede for alvor, da han begyndte i børnehaven, hvor han syntes, at drengene ofte legede for vilde lege, men det er fortsat, og i dag går han altid efter at lege med piger.

Han har altid klædt sig meget ud – som cowboy, sørøver, ridder og så videre. For et par år siden sagde han en enkelt gang, at han ville ønske, han var en pige, så han kunne tage prinsessetøj på. Han har dog også sagt, at han gerne vil hedde Jens og være håndværker. For nogle måneder siden legede han med vores venners datter og klædte sig ud i hendes prinsessekjoler. Siden har han benyttet enhver lejlighed til at komme ned til pigevennerne, så de kan lege prinsesser.

Til daglig går han i drengetøj uden problemer. Han er dog meget optaget af, hvad han har på, og går gerne i skjorte og slips – også til hverdag. Han kan godt lide at være fin og elsker fine ting (smukke perler, blomster, smykker og tøj, der glitrer, og så videre).

Vi forsøger at give ham lov at udfolde sig, men må samtidig erkende, at vi ikke har det helt godt med det. Min mand forsøger at inspirere ham til mere drengede lege ved at fægte med ham, køre i go-cart og så videre.

Han har lige skiftet børnehave og er faldet hurtigt til, hvilket blandt andet skyldes, at han hurtigt fandt en pige, han svinger godt med. Vi overvejer at tale med pædagogerne om at få ham med i nogle drengegrupper. Der er flere drenge, som ikke er vilde, der.

Vi håber, du kan hjælpe os med at finde ud af, hvordan vi bør forholde os.

Venlig hilsen

Michael og Ulla

Læs svaret på næste side>>

Svar:

Kære Michael og Ulla,

Legen i 3-6-årsalderen kalder vi rollelege. I denne alder udvider børnene kendskab til deres identitet og bliver bevidste om køn, normer og værdier. De afprøver talrige roller – prinsesse, uhyre, mor og far, kriger, og så videre. Der er ikke forskel på, om man er pige eller dreng – drenge leger i denne periode ofte, at de føder børn, eller de klæder sig ud som fin dame eller prinsesse. Pigerne afprøver roller som vilde cowboys, krigere eller piloter. Alle disse rollelege er nødvendige for, at børnene kan finde deres kønsidentitet.

I 6-7-årsalderen har de ofte fundet deres egen opfattelse af, hvem de er, men de kan fortsat godt eksperimentere, for først efter puberteten er deres kønsidentitet dannet. For de fleste vil der være overensstemmelse mellem det biologiske køn og kønsidentiteten. For andre er der ikke, hvilket jo på ingen måde behøver at blive/være et problem.

Når jeg læser om jeres dreng, bliver jeg bare så varm om hjertet, for hvor er han dog dejlig. Han eksperimenterer i den grad med sine feminine sider, og når han så åbenlyst afprøver alle sine roller for at finde ud af, hvem han er, så er det fordi, I så fint ikke har udvist modvilje. I har – indtil nu – accepteret ham som den, han er. Det har givet ham selvværd, og det er vigtigt, at I bliver ved med det. Vi aner ikke, om han senere i livet vil bruge disse kvindelige sider, eller om han opgiver dem til fordel for mere maskuline sider. Det er han alt for ung til at tage stilling til.

Det allervigtigste, I kan gøre, er at acceptere jeres dreng som den, han er. Børn skal ses og forstås med den personlighed, de har. Samtidig er det vigtigt at fastholde ham i, at han er dreng, og at han i det offentlige rum er klædt som en dreng. At gå i pigetøj er en leg, man leger med sine venner i deres eller jeres hjem.

Det er rigtig fint at prøve at stimulere hans maskuline sider for eksempel ved sport. Det kunne være tennis, ridning eller svømning, ikke voldsomme aktiviteter. Gør det med varme og omtanke. Idéen er god, og jeg ville have foreslået det omvendte, hvis han havde været meget rå og maskulin. Jeg synes til gengæld ikke, at I skal blande jer i, hvem han leger med. Giv ham lov til selv at vælge, og respektér, at han har flest pigevenner.

Til slut: Slap lidt af. Han er kun 5 år, og meget kan ændre sig. Skulle det ikke ændre sig, så pyt, for han skal nok finde lykke i livet, hvis I fortsat elsker og kan rumme ham.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen