Hjemmelavede forårsruller - de bedste opskrifter på forårsruller

Forårsruller er super lækker mad, som du kan variere i det uendelige med både svinekød, oksekød, kylling og alskens grøntsager. Her finder du de bedste opskrifter på forårsruller - både de kinesiske, vietnamesiske og thai. 

Læs mere

Hjemmelavede forårsruller - trin for trin

(Opskrift: Sandra Leigh Draznin/Foto: Thomas Hergaard)

Prøv at lave dine egne forårsruller. Det er sjovt, og så kan man selv bestemme, hvad de skal fyldes med. Jeg har lavet en klassisk version med hakket kød og grønsager. Du kan også bruge lidt stegt kyllingebryst, kogt skinke eller rejer i fyldet. Eller vælge kun at fylde dem med grønsager. Brug de grønsager, du har, eller bare dem, du bedst kan lide.

SÅDAN LAVER DU HJEMMELAVEDE FORÅRSRULLER:

Arbejdstid: 1 time
Stegetid: 25 min.
Fryse-egnede
(4-6 personer)
1 pakke forårsrulledej (se tip)
250 g spidskål eller hvidkål
1 rød peberfrugt
2 gulerødder
125 g champignoner
50-75 g bønnespirer
1-2 fed hvidløg
10 g frisk ingefær
250 g hakket kød (okse, svin eller kylling)
1-2 spsk olie
2-3 spsk sojasovs
1 tsk sukker
Til stegning: ½ dl eller 1 liter olie
Tilbehør: sojasovs chilisovs grøn salat evt. kogte ris
Følg anvisningen ved billederne.

Tip: Forårsrulledej kan købes i asiatiske butikker, i velassorterede supermarkeder og på internettet. Kan du ikke skaffe den, kan du bruge fillodej: Skær dejen ud i kvadrater på 20x20 cm.

 1. Skær kål, peberfrugt, gulerødder og champignoner i tynde strimler. Hak hvidløg og ingefær fint.

2. Brun kødet i olien på en pande og tilsæt grønsager, hvidløg og ingefær. Steg under omrøring i 5-8 min. Smag til med soja og sukker og bred fyldet ud på en stor tallerken, så det kan køle af.

3. Pak dejen ud og dæk den med et fugtigt viskestykke. Læg et stykke dej på et skærebræt, så en af spidserne peger ind mod dig selv. Læg ca. 2 spsk fyld i Fold dejen over fyldet, fold siderne ind mod midten. Pensl evt. kanterne med en smule vand, og rul forårsrullen tæt sammen. Fortsæt med resten af dejen og fyldet – der er fyld til 20-24 ruller.

 

4. Bag forårsrullerne gyldne og sprøde i varm olie (180 grader) 3-4 stykker ad gangen – eller læg dem med samlingen nedad på en bageplade med bagepapir. Pensl dem med olie, og bag dem i ovnen ved 200 grader, til de er gyldne og sprøde – ca. 18 min. en stribe lige under midten. 

Server f.eks. de varme forårsruller med løse ris, en grøn salat, lidt soja og evt. en chilisovs.

Vil du gerne prøve kræfter med en anden slags forårsruller, så finder du en masse skønne opskrifter på både thailandske forårsruller, vietnamesiske forårsruller, LêLê kokkens opskrift på forårsruller der ikke er stegt og forårsruller med grøntsager og svampe.

Opskrifterne er fra Fit Living, boligliv, hendes verden, Hjemmet & ALT for damerne.