Remee – alt om musikeren og X Factor-dommeren

Hvem er Remee?

Remee kan både skrive musiker, producer, sangskriver og tidligere X Factor-dommer på sit CV.

Han har arbejdet sammen med en lang række populære artister som fx Rasmus Seebach, S.O.A.P., Robyn, Christine Milton, O-Town, Eye Q, Blue og Safri Duo.

Derudover er han folkeligt kendt som tidligere dommer i X Factor på DR1, hvor han har siddet side om side med blandt andet Thomas Blachman i mange år og blandt andet vandt med sangeren Morten Nørgaard og gruppen Embrace.

Læs mere her på siden, hvor vi har udvalgt de ting, som du skal vide om den populære producer og tidligere X Factor-dommer.


Bliv klogere på Remee og hans liv her:

1. Remees alder og fulde navn

Hans fulde navn er Remee Sigvardt Jackman, men han er født med navnet Mikkel Johan Imer Sigvardt. Han besluttede sig for at skifte navn i 2012, fordi han ønskede, at både hans adoptivfar (Sigvardt) og hans biologiske far (Jackman) skulle være repræsenteret i navnet. Han er født den 8. november 1974 på Frederiksberg og kan skrive titler som producer, musiker, tidligere X Factor dommer og MGP-vært på sit CV.

2. Remee og musikken

Remee har pophits i massevis og arbejdet med en lang række kunstnere, herunder Rasmus Seebach, S.O.A.P., Robyn, Christine Milton, O-Town, Eye Q, Blue og Safri Duo. I begyndelsen af 90’erne var Remee også medlem af den danske popgruppe Sound of Seduction, hvis første single var ”Caravan of Love”.

I 1998 stod Remee i den grad bag et julehit, da han bragte Juice, S.O.A.P og sangerinden Christina sammen og indspillede juleklassikeren ”Let Love Be Love” – og selv rappede ind over.

I 2004 modtog Remee sammen med Cutfather & Joe den britiske sangskriver- og komponist-pris ”Ivor Novello Award” for sangen ”Superstar”.

3. Dommer i X Factor

Remee er den mest vindende X Factor-dommer i programmets historie i Danmark. Han deltog som dommer i sæson 1, 2, 3, 7, 8, 9, 10 og 11, blandt andet med Thomas Blachman, Lina Rafn og Mette Lindberg ved hans side, og har vundet en førsteplads hele fire gange.

Den første sejr kom i hus med den kun 15-årige Martin i 2008 (sæson 1), og senere kom førstepladsen hjem med den 17-årige Emilie Esther (sæson 8), gruppen Embrace (sæson 9) og den 26-årige Morten Nørgaard (sæson 10).

4. Remee og Mathilde Gøhler

Remee danner par med topmodellen Mathilde Gøhler, og sammen har de datteren Kenya Veneda Gøhler Jackman fra august 2015.

Det lød i den grad som en romantisk omgang, da Remee friede til Mathilde Gøhler i vinteren 2017 under sin fødselsdagsfest på restauranten Nimb Brasserie i Tivoli i København. ”Jeg elsker dig. Vil du gifte dig med mig?”, spurgte han ifølge Ekstra Bladet sin modelkæreste om til middagen, som efterfølgende nikkede og – heldigvis for Remee – svarede ja. I maj 2018 fortalte parret dog, at bryllupsplanerne var blevet skubbet længere ud i fremtiden på grund af et travlt rejseskema, men at brylluppet uanset hvad skal stå om sommeren.

I 2019 fik Remee og Mathilde Gøhler premiere på deres eget reality tv-show på Kanal 5.

”Tv som medie er jo langt fra nyt for mig, men det er det for Mathilde og vores datter, hvorfor vi selvfølgelig har drøftet det, inden vi sagde ja til at medvirke. Vi er meget bevidste om, at vi ikke vil sælge ud af vores familie”, udtalte Remee i en pressemeddelelse i forbindelse med reality-nyheden og fortsatte:

”Vi vil derimod gerne inspirere unge, og det, tror vi på, kan lade sig gøre ved at invitere danskerne med ind bag facaden og ikke mindst vise dem, at vi faktisk på mange måder er en helt almindelig kernefamilie, der kæmper med de samme ting som alle mulige andre for at vores drømme skal gå i opfyldelse.”

Du kan læse meget mere om Mathilde Gøhler her lige her.

5. Remees hjem

Hvis man følger Remee og Mathilde Gøhler på Instagram, er det tydeligt, at parret rejser meget. Og gerne til steder med turkisblåt hav og gyldne sandstrande. Deres private hjem – en villa nord for København med havudsigt – er dog også en vigtig base for dem, har de tidligere fortalt. Her er lyse sandtoner et gennemgående tema, men også farver og fine små detaljer er med til at gøre hjemmet til noget, hvor parret ifølge Mathilde Gøhler ofte får lyst til at udbryde: ”Vi bor her!”

Se fotos fra parrets bolig her.