Iført et deminsæt, en krøllet paryk og med overskæg er Anders Matthesens ydre forvandling til Tommy Seebach komplet.
Artiklen fortsætter under videoen...
Det kunne man se i en pause under optagelserne af filmen 'Under stjernerne på himlen', hvor han portrætterer den elskede popstjerne, som døde i 2003 i en alder af blot 53 år.
Indspilningerne fandt sted i et villakvarter i Brønshøj, der minder om Drosselvej på Frederiksberg, hvor Seebach havde sit studie i kælderen og i mange år boede nærmest dør om dør med vennerne Dario Campeotto og Jørgen de Mylius.
Den 48-årige komiker, der har sagt, at han vil gøre sig ”mega umage” med rollen, som han kalder en ”kæmpe udfordring”, virkede meget koncentreret og så i pausen ud til at bruge sin telefon til at øve sig på de næste scener, der blev optaget indendørs.
Siden journalisten og forfatteren Peer Kaae i 2010 udgav biografien 'Tommy', har der været flere forsøg på at filmatisere historien om Seebach, men først nu er det med familien Seebachs opbakning lykkedes.
– 'Under stjernerne på himlen' er en både barsk og rørende historie om en mand, der indædt kæmper for at forblive på toppen og samtidigt opretholde et familieliv. En presset mand der ender med at miste sig selv i forsøget på at indfri både egne og andres forventninger, har Anders Matthesen sagt om sin rolle.(Foto: Anthon Unger)
Han så ud til at bruge sin telefon til at øve sig på den næste scene.(Foto: Anthon Unger)
Med en Gucci-taske over skulderen og en iPhone i hånden, gik Matthesen til pause.(Foto: Anthon Unger)
Udover villaen i Brønshøj har filmholdet også lavet optagelserne på Bakken, hvor Seebach som bare 15-årig fik sit gennembrud i 1965 og spillede ind til sin alt for tidlige død i 2003.(Foto: Anthon Unger)
Den helt rigtige
Annonse
For instruktøren Kasper Gaardsøe var valget af Matthesen til hovedrollen ikke svært.
– Opgaven med at portrættere en ikonisk og elsket karakter som Tommy kræver stort mod! En karakter der både indeholder stor smerte og angst blandet med musikalitet og kærlighed til familien. En folkelig entertainer, der i virkeligheden er genert og bare helst gerne vil gemme sig i musikken. Med Anders Matthesen fandt jeg Tommy Seebachs ganske særlige energi og følsomhed. Anders’ helt unikke timing og hans musikalitet kombineret med hans store empatiske indføling med Tommy karakteren gør ham til den helt rigtige til rollen, har Gaardsøe sagt.
'Under stjernerne på himlen' forventes at få premiere i februar næste år.
Ifølge Peer Kaaes biografi faldt Tommy Seebach om med hjertestop på vej op ad Funktionærstien på Bakken. Han blev fundet i græsset ved vandrutsjebanen og genoplivet, men døde i ambulancen på vej til Gentofte Hospital.(Foto: Ole Steen/Steen Ole/Ritzau Scanpix)
Seebach, der i år ville være fyldt 75 år, ses her med hustruen Karen og børnene Rasmus, Marie og Nicolai.(Foto: Kim Agersten/Ritzau Scanpix)