"Kandis" Johnny Hansen var sammen med sin kone Gitte Hansen kommet hele vejen til København for at deltage i det store awardshow "Årets Optimister 2025", hvor optimistiske og positive mennesker blev hyldet.
Den 59-årige dansktopsanger kunne da også selv løbe med en af priserne i aftes. Da Johnny modtog prisen udtalte han, at han opfattede sig selv som stor optimist. Men hvad hjælper egentlig Johnny, når han har en dårlig dag?
- Jeg spiller heldigvis mange job, og jeg er altid glad, når jeg er ude og spille koncerter og omgivet af mange dejlige mennesker. Det er i hvert fald med til at holde humøret oppe, fortæller dansktopsangeren på den røde løber.
Og der er da også særligt en ting, der kan få humøret op igen på en mørk vinterdag.
- Jeg kan da godt have det sådan lidt her om vinteren, når det er mørkt... Så tænker man "årh, skal vi nu igen i aften?", men når jeg så først kommer ud og møder de andre drenge i bandet, og vi får snakket i vores rullende klubhus, så får jeg hurtigt humøret tilbage igen.