Kira Eggers.

Kira Eggers anmelder tidligere byrådsmedlem for vanvøgt af høns  

Kira Eggers går igen i rette med gårdejer Erling “Skipper” Hansen. Fem år efter sin første bekymring over hønsenes forhold har hun nu anmeldt ham til både politi og Fødevarestyrelsen.

logo herognu HER&NU HN

Tidligere model og nuværende dyrevelfærdsaktivist Kira Eggers, 51, har rettet henvendelse til både Nordsjællands Politi og Fødevarestyrelsen om forholdene på gårdejer og tidligere byrådsmedlem i Helsingør Kommune Erling “Skipper” Hansens gård i Skibstrup.

Det bekræfter hun over for HER&NU.

Fredag blev der indgivet en anmeldelse til politiet og en indberetning til Fødevarestyrelsen. Ifølge Kira Eggers bygger henvendelserne på en mistanke om, at forholdene for omkring 300 høns på gården ikke lever op til reglerne for dyrevelfærd.

Kira Eggers oplyser, at Nordsjællands Politi ikke selv har været på gården i Skibstrup for at undersøge forholdene efter henvendelsen. Ifølge hende har politiet i stedet bedt Dyrenes Beskyttelse om at vurdere sagen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det er ikke første gang, at Kira retter opmærksomheden mod gården. Hendes seneste anmeldelse er en forlængelse af en bekymring, der går tilbage til 2019.

Dengang havde hun sin pony opstaldet på ejendommen, og det var her, hun begyndte at undre sig over forholdene for hønsene, når hun ved flere lejligheder hentede hø til sin pony. 

– Jeg begyndte at lægge mærke til, at hønsene kom løbende hen imod mig. Mig bekendt var der omkring 300 høns samlet på meget lidt plads, og de gik meget tæt, fortæller hun til HER&NU.

Eggers besluttede derfor at undersøge forholdene nærmere.

– Der var ikke noget mad, der var ikke noget vand, og der var lort i deres madtrug, siger hun.

Hun kontaktede Dyrenes Beskyttelse, som efterfølgende besøgte gården. Bagefter forsøgte Kira Eggers at få at vide, hvad besøget førte til.

– Jeg ved jo ikke, om han (Erling, red.) fik en bøde dengang eller noget andet. Det er problemet med GDPR-lovgivningen. Jeg synes ikke, det er i orden, at en anmelder slet ikke får besked om udfaldet, når det er en sag, der udvikler sig, siger hun.

Hun fik dog oplyst, at besøget fra Dyrenes Beskyttelse havde været præget af udfordringer med samarbejdet fra gårdens side - herunder Erlings hustru. 

Det er hverken blevet bekræftet af Dyrenes Beskyttelse eller Erling Hansens hustru selv. 

I dag har Kira Eggers igen rettet blikket mod gården, selv om hun ikke selv har set hønsenes forhold siden 2019. Kira fortæller, at hun læste en nyere anmeldelse på Google Review af gården, hvor en person skrev, at man ved at købe høns fra stedet støttede mishandling af dyr.

Eggers kontaktede personen bag anmeldelsen, som ifølge hende mundtligt bekræftede, at han tidligere havde oplevet forhold på gården, der fik ham til at stille spørgsmålstegn ved stedet. Hun afventer dog en skriftlig bekræftelse fra ham i skrivende stund, forklarer hun til HER&NU.

Derudover fortæller Kira, at en anden kvinde via Facebook også har kontaktet hende med bekymringer om forholdene på gården. Oplysningerne har Eggers videregivet til politiet.

Efter den seneste anmeldelse har Eggers været i kontakt med både politiet og Fødevarestyrelsen. Myndighederne har ligeledes bedt hende sende så meget dokumentation som muligt.

– De sagde, at jo mere information jeg havde, jo bedre. Hvis der kun er en vurdering fra en tredje person uden billeder eller dokumentation, er det svært for dem at handle. Men jeg snakkede med dem i dag og bad dem om at give mig et journalnummer, så jeg kunne sende det, jeg havde, siger hun.

Erling afviser mistanken

Erling “Skipper” Hansen afviser, at der skulle være problemer med dyrevelfærden på gården.

Til Helsingør Dagblad, der først bragte historien, har han udtalt, at han ikke ved, hvad Eggers bygger sin anmeldelse på, men at Fødevarestyrelsen senest i marts har inspiceret hønsenes forhold uden at give anmærkninger.

– Jeg kan fortælle dig, at Fødevarestyrelsen var her så sent som i marts for at inspicere hønsenes forhold, og der var ikke så meget som en anmærkning, siger han til mediet.

Han oplyser samtidig, at han aldrig har modtaget påbud eller kritik fra myndighederne for sine forhold til hønsene. Anmeldelsen afviser han som "helt sort" og afventer nu myndighedernes behandling af sagen.

"Det er ikke Morten Korch-idyl"

For Kira Eggers handler sagen i sidste ende om dyrenes velfærd – uanset om det gælder høns eller heste.

Hun mener, at forbrugere godt kan have et idyllisk billede af gårdbutikker, som ikke nødvendigvis stemmer overens med virkeligheden.

– De fleste mennesker, der går på en gårdbutik, har jo en eller anden Morten Korch-idé om, at nu skal vi rigtig støtte en lille hyggelig gårdbutik. Nej, tjek lige, hvordan hønsene har det.

Hun opfordrer til, at man skal være mere kritiske over for, hvor ens æg kommer fra.

– Det er helt fint, at man stiller nogle krav til de her gårdbutikker om, at dyrene skal behandles ordentligt. Og man lige skal spørge ad, om man ikke kan se deres forhold, afslutter hun.

Kira Eggers.