Hvis der er en, som glæder sig til julen i år, så er det tv-vært, forfatter og bagekunstner Tobias Hamann, 36. Det er hans første jul som familiefar sammen med kæresten, Patricia Thyberg, og deres lille søn, Franz på 11 uger.
Julehyggen begynder i næste uge i familiens nye køkken i det nye hus i Rungsted Kyst på TV3 og Viaplay i programmet ”Tobias’ julelækkerier".
– Det er faktisk noget af det første, jeg laver i vores nyrenoverede køkken. Det har været lidt svært at finde alle tingene i skuffer og skabe, fortæller Tobias Hamann.
Sammen med Patricia købte han i foråret drømmevillaen i Rungsted Kyst nord for København. Huset blev under deres ferie i sommer ramt af en voldsom vandskade og skimmelsvamp, men nu er parret og deres lille søn kommet på plads og er klar til at holde jul. Dog ikke i huset.
– Vi skal holde jul hos mine forældre i Silkeborg. Julen er jo børnenes fest, det har det i hvert fald altid været for mig. Så kan det være, at vi holder julen her i huset til næste år, siger Tobias.
Selvom Franz blev født to uger for tidligt, så er han i fin form med 11 uger på ble-bagen, da HER&NU kigger ind hos familien. – Jeg er meget lykkelig, siger den nybagte far.(Foto: Bo Nymann)
(Foto: Bo Nymann)
(Foto: Bo Nymann)
(Foto: Bo Nymann)
Familiens juletræ er klar til at blive pyntet. – Mit yndlingsgrantræ er en rødgran. Men vi er rigtigt gode til at dyrke Nordmannsgrannen her i Danmark. Det er det træ, min far dyrker på sin juletræsfarm.(Foto: Bo Nymann)
Svensk islæt
– Patricias mor er halvt svensk, så vi er tit oppe i deres hus i Sverige og holdt jul deroppe sidste år. Så der er også et svensk islæt over nogle af opskrifterne i programmerne.
Selvom Danmark og Sverige er naboer, så er der faktisk flere forskelle på julen.
– Den svenske julemad er vidt forskellig fra den danske, de bruger meget safran i deres bagværk og spiser Janssons fristelse med kartofler og ansjoser. Og rigtigt meget kogt juleskinke. Og Luciadag er endnu større i Sverige end i Danmark, fortæller Patricia, og Tobias tilføjer:
– Jeg tager udgangspunkt i både mine egne traditioner og Patricias families traditioner, og så prøver jeg at skabe vores egne traditioner med vores første jul her i Rungsted. Men jeg udfordrer også traditionerne. Og så laver jeg spiselig pynt, som man kan hænge på sit træ eller hænge på en gren i vindueskarmen.
Ingredienser: 100 g smør, 100 g sukker, 80 g honning, 4 dl mælk, 320 g hvedemel, 1 tsk. natron, 1 tsk. kanel, 1 tsk. nellike. Glasur: 1/2 æggehvide, 120 g flormelis
1. Smelt smør, sukker, honning og mælk i en gryde. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål. Når blandingen i gryden er smeltet, sigtes de tørre ingredienser heri. Tag gryden af varmen, og rør det hele sammen, til dejen har samlet sig.
2. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til en tykkelse på ca. 5 mm. Læg den på en bakke og lad dejen hvile i køleskabet natten over.
3. Tænd ovnen på 180ºC. Udstik rensdyr, placér dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ca. otte minutter. Afkøles.
4. Glasur: Kom ingredienserne i en skål, og saml dem med et piskeris. Kom glasuren i en lufttæt sprøjtepose med en lille, rund tylle og dekorer hvert rensdyr.